Samf.: Se til venstre, der er en svensker

Udsendelse d. 6. - 12. september - 2014

Sidste år udkom en biografi om den konservative svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, som i 2006 – og igen i 2010 –  gav Socialdemokraternes monopol på magten i Folkhemmet et grundskud. ”Reinfeldteffekten” hedder bogen, skrevet af Aron Etzler, som de sidste par år har været partisekretær i Vänsterpartiet – tidl. Vänsterpartiet Kommunisterne – vel en blanding af SF og Enhedslisten.
   Nok så interessant er, at Etzler er tidligere chefredaktør for weekendavisen Flamman, engang dagbladet Norrskensflamman, et af de mere bemærkelsesværdige eksempler fra pressehistorien, også i global sammenhæng. Oprettet i 1906 som talerør for Socialdemokraterne i Norrbotten, dengang med hovedsæde i Luleå. Med den russiske revolution konverteret til kommunismen i 1917 som  eneste kommunistiske dagblad i Europa uden for en storby. Vokset frem i oplag i et miljø af mine- og skovarbejdere i barske, ensomme egne, hvor Vorherre blev erstattet af Karl Marx, som blandt andre P. O. Enquist har beskrevet det med erfaringer fra egen krop og sjæl.
   Man kunne så tro, at biografien var politisk farvet, men det er den ingenlunde. Forfatteren er drevet af en nysgerrighed over fænomenet Reinfeldt, og seriøsiteten understreges af disse ord i anmeldelsen af Per Gudmunson i konservative Svenska Dagbladet, citat: ”Reinfeldteffekten præsenterer en gedigen og velskrevet analyse af , hvordan Sverige omsider fik en holdbar borgerlig blok, og hvordan det har påvirket det politiske landskab gennem det seneste årti.”
   Kort sammenfattet må det dog siges, at Aron Etzler først og fremmest tillægger systemskiftet én ganske bestemt strategi: Reinfeldts og de konservatives intensive personkampagne mod de to tidl. S-ledere, den meget enerådige statsminister Göran Persson, som blev fældet i 2006,  bl. a. efter en  sag om tilsidesættelse af arbejdsmiljøbeskyttelsen i forbindelse med byggeri på hans store private ejendom med tilhørende 190 hektar jord. Hans efterfølger, den oprindeligt populære Mona Sahlin måtte efter nogen år trække sig tilbage p. gr. a. tvivlsomme sager, som kunne minde om Lars Løkke Rasmussen-affærerne, bl. a. brugte hun – sjusk eller ej – et statsligt kreditkort til private indkøb.
   Dertil er at sige, at hvis Sahlins efterfølger som S-leder, Håkan Juholt, fortsat havde været oppositionens statsministerkandidat, havde Reinfeldt med stor sandsynlighed  scoret hattrick ved rigsdagsvalget nu den 14. september og indtaget statsministeriet i Rosenbad i Stockholms centrum for tredje gang i træk. Første gang i 2006, anden gang i 2010 – og altså nu i 2014 . Men Juholt – oprindelig forsvarspolitisk ordfører for Sossarne og i det civile tidl. journalist i hjembyen Oscarshamn – fik kun omkring et år på formandsposten, inden han måtte gå af efter bl. a. at have ladet det offentlige betale for sin lejlighed i Stockholm. Miskrediteret var han.
   Dennegang, søndag den 14. ds, møder Reinfeldt en anderledes rustet rød-grøn opposition, sulten efter at generobre magten, som centrum-venstre-koalitionen af Socialdemokraterne, Vänsterpartiet og Miljöpartiet mener retteligt tilhører den i et samfund, som i store dele af verden opfattes som repræsenterende den skinbarlige socialisme.
   I spidsen for koalitionen står den 57-årige tidligere, mangeårige formand for det svenske metalarbejderforbund, Stefan Löfven, som – men Sossarne banker formentlig under bordet – synes uplettet og i hvert fald med en sådan gennemslagskraft, at han i meningsmålingerne igen har bragt sit parti i spidsen foran Reinfeldts konservative. Og, hvad der meget vel kan blive afgørende for valgets udfald:  Ved valgkampens begyndelse satte han trumf på ved at inddrage den respekterede og meget populære Margot Wallström, som alle troede tabt for svensk politik. – Inden hun i 1999 blev EUs miljøkommissær, i øvrigt for to fem-års perioder, var hun bl. a. kulturminister og socialminister, men gik derefter ind i FN-arbejde  og har siden 2013 stået i spidsen for projektarbejde hjemme i Sverige.
   Mange gange under 10-årets gentagne lederkriser har Margot Wallström været nævnt som oplagt partileder, men har hver gang afvist at vende tilbage til aktiv politik, selv om hun formentlig kunne været blevet kåret både foran Juholt og også Löfven. Men nok så vigtigt er det, at hun med ind i valgkampen bringer miljøkrav i milliardklassen, noget som sammen med Löfvens forslag om at bruge et næsten tilsvarende beløb til at få tusindvis af unge arbejdsløse i job, bl. a. i sundhedssektoren, ses som kerneopgaver sammen med udvikling af uddannelserne – og velfærden generelt.
   Overfor det står den borgerlige regeringsalliance af fire partier, Moderaterne –  eller Nya Moderater, som de kalder sig – Folkepartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterne med økonomien – især i Reinfeldts første periode – som et stærkt kort med skabelsen gennem de otte år af ca. 250.000 nye job. Ved valgkampens begyndelse stillede regeringen 31 spørgsmål til Löfven, et for hver dag frem til 14. september. Eller rettere: Regeringen giver også svarene, endda for alle tre rød-grønne partier for at viser deres indbyrdes uenighed. F. eks. spørgsmålet: Skal benzinskatten forhøjes? Nej, siger Sossarne ifølge deres program, ja siger både Miljøpartiet og Vänsterpartiet. Eller spørgsmålet: Skal livstidsfængsel ved mord være hovedreglen? Ja, siger S, nej siger begge Löfvens støttepartier. Altså værdipolitik til hverdagsbrug.
   Alligevel halter regeringpartierne langt bagefter de rød-grønne i de fleste meningsmålinger – faktisk en halv snes procentopint – men her skal man være opmærksom på – mindst – tre forhold:
   Aron Etzlers bog påviser netop, at Reinfeldt var bagud både op til valget i 2006 og i 2010, men kom stærkt igen i de sidste dage og vandt.
   Det andet forhold er Dansk Folkepartis søsterparti Sverigedemokraterne, som gennem længere perioder har ligget forholdvis stabilt med tilslutning fra en halv snes procent af vælgerne. Det højrenationalistiske parti med flere racistiske affærer bag sig har bl. a. rod i nazistiske enklaver tilbage i 1930´erne og 40´erne især i Skåne, hvor det står ganske stærkt, f. eks. i Sjöbo kommune i Østerlen.
   Nu ligger det sådan, at begge de store blokke kategorisk har afvist at samarbejde med Sverigedemokraterne, og det har fået bl.a. visse danske kredse og medier til at tale om knægtelse af ytringsfriheden Hinsidan. Modsigelse forveksles tilsyneladende med censur.
   Men spørgsmålet er, om Reinfeldt, når det kommer til stykket, fastholder afvisningen, hvis Sverigedemokraterne kan sikre ham en ny fire-årig periode. I Norge var de to store blokke – rent verbalt – ligeså afvisende over for det højrenationalistiske Fremskrittspartiet, hvis leder, Siv Jensen, ganske vist har afsværget slægtskabet med Pia Kjærsgaard, som hun finder for yderliggående. I stedet udtrykte hun gennem nullerne sin beundring for Anders Fogh Rasmussens skiftende regeringer. Efter stortingsvalget sidste år, overtog Høyres Erna Solberg statsministerposten – såmænd med Siv Jensen som finansminister, dybere stak afvisningen ikke.
   Det tredje forhold, som gør det svenske valg usikkert, er den høje spærregrænse på 4 pct., som vel især truer det forholdsvis nye parti Feministisk Initiativ, hvis fremmeste talskvinde er den tidligere leder af Vänsterpartiet, Gudrun Schyman. Men som også kan ramme regeringsalliancen.
   Her og nu tyder noget dog på, at hvis man følger opfordringen i titlen til den gamle danske dogmefilm ”Se til venstre, der er en svensker”, så vil man nok dér se et spinkelt flertal af de svenske vælgere.

                  

           

MEDARBEJDER

Ove Weiss