Samf.: Sommeren det hændte

Udsendelse d.15.- 21. august. 2015

Ove Weiss repeterer og kommenterer nogle af sommerens politiske emner. I mangel af en kontant politisk dagsorden har sommerdebatten været domineret af moralske vurderinger. Og moralske målebånd har det med at være elastiske, konkluderer han.

En af den genkomne statsministers første handlinger var ansættelse af en ny  spindoktor, ikke p. gr. a. gensidig utilfredshed, tværtimod. Både den gamle og den nye politiske rådgiver, som den slags også kaldes for at begrunde million-gagen på niveau med højtstående embedsfolks, forsikrede på vej ud- og ind ad svingdøren, at Løkke Rasmussen ”er Folketingets dygtigste politiker”, hvad den karaktergivning så bygger på. Som amtsborgmester i daværende Frederiksborg Amt efterlod han et rekordunderskud på 200 mill. kr., men så var bilagene for hans personlige forbrug på skatteydernes regning også betalt. Som sundhedsminister satsede han på privatiserings-ideologien med overbetaling af privathospitalerne, mens den statsministerpost, som Anders Fogh Rasmussen overlod ham i 2009, blev sat over styr to år senere. Den har han nu generobret med et enkelt mandats overvægt til regeringen og med tab af 13 Venstre-mandater plus det færøske, en rutchetur for hans parti fra 1. til 3. pladsen.
    I Megafons måling i sommer af vælgernes tillid til politikerne høstede Løkke Rasmussen 18 pct., mens hans nye udfordrer Mette Frederiksen fik 50 pct. Så hvis de to professionelle pr.-folk følger 12-skalaen, vil ingen med troværdighed kunne hævde, at Løkke Rasmussen sprænger den. Det er ellers det mål, hans nye forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen sætter, Venstre vil satse på eliten. Selv er ministeren teologisk kandidat med tilføjet phd. og valgt i Venstres eneste bondebagland af betydning, Ringkøbing-kredsen. Han har nu, som han siger initieret møder med universiteternes ledelser, for han vil også gerne være regeringens dannelsesminister. Man får tænke på Christian Wilsters versefødder ”En bondeknøs, som hedde Hans, Der havde været udenlands”. Efter initieringen, må man forvente yderligere depecher fra lille Gysses verdenshav Frederiksholms Kanal, men umiddelbart lugter det af terpeskole. Hvad Grundtvig vil sige til det er en anden sag, og i øvrigt er Venstre som tidligere vicestatsminister Mimi Jacobsen engang bemærkede, gået fra at være højskoleparti til handelshøjskoleparti. Og det passer godt med, at Copenhagen Business School – CBS – er den uddannelsesinstitution, som kræver højeste karaktergennemsnit ved nåleøjet.

   Selve regeringsdannelsen blev ikke et problem for Løkke Rasmussen, i forhold til  hans dybt skeptiske bagland er den rene Venstre-regering uden Dansk Folkeparti formentlig en fordel, hvor smal og vakkelvorn den end er. På forhånd var det nagelfast, at en stemme på DF, var en stemme på Løkke Rasmussen som statsminister. Og det selv om Socialdemokraterne – og de Radikale med – gennem hele regeringsperioden led af berøringsangst over for det populistiske højreparti – af frygt for at genere dets vælgere – og selv om de to såkaldte venstrefløjspartier legitimerede DF i dets gennemskuelige forsøg på at fralægge sig ansvaret for menneskelige følger af bl. a. dets egen dagpengereform. Alt prellede af på DF, hvis lod ligger solidt i blå bloks vægtskål.

  På Socialdemokraternes ekstraordinære kongres i Falkoner Centret 10 dage efter valget, hvor Mette Frederiksen blev valgt til ny S-formand, sagde hun om netop det emne, citat ”DF kan ikke bruge vores mandater til fortsat at køre på frihjul.” Ordene skulle stå deres prøve allerede i forbindelse med kommuneaftalen, og der opstod diskussion, om de bestod. I aftalen med Kommunernes Landsforening, KL, hvis indhold DF tilsluttede sig, rejses tvivl om ældremilliarden. Det sammen med en opgørelse, der viser, at DF´erne i 57 af 66 kommuner har stemt for ældreforringelser, afslører umiddelbart partiets falske tone i ældrepolitikken.
   Socialdemokraterne og de Radikale tilsluttede sig efterfølgende regeringsaftalen med KL, men understregede, at det var af tekniske grunde, uden ansvar for selve indholdet, herunder den uklare ældremilliard. Hvis aftalen med KL var strandet midt på sommeren, ville det have bragt kommunerne i en umulig situation, og dertil kom risikoen for en regeringskrise få uger efter folketingsvalget. Som modydelse fik de to tidligere regeringspartier sikkerhed for, at fremtidige KL-aftaler får bred tilslutning, så kommunerne ved, hvad de har at arbejde efter.

   Først, når finansminister Hjort Frederiksen tidligt i oktober initierer møder med partierne til forhandling om finanslovsforslaget, som i år er forsinket på grund af regeringsskiftet, bliver der fuld klarhed over, hvem der har ansvar for hvad, og hvem der lægger stemmer til. Her vil man opleve en sand kamp om, hvor aben – eller aberne – placeres, og hvem, der kan høste æren, hvor det er muligt, f. eks. æren for den stigende beskæftigelse. De afgåede regeringspartier kan med rette hævde, at maj – den sidste måned i deres regeringstid – satte beskæftigelsesrekord med 4.600 nye job i primært den private sektor. Mens statsministeren i abe-spillet allerede har bebudet en stram finanslov, begrundet med, som han siger, uventede huller i den tidligere regerings økonomi.

   Det er en forklaring, som Dansk Folkeparti har grebet med kyshånd bl. a. som alibi for besparelser på ældreområdet. Når DF afslog regeringsdeltagelse, skyldes det selvfølgelig det norske skrækeksempel, hvor søsterpartiet Fremskrittspartiet anført af finansminister Siv Jensen, er halveret siden regeringsdannelsen; gang på gang har de politiske beslutninger i Stortinget udstillet uoverensstemmelserne mellem Fremskrittspartiets ord og handling. Dansk Folkeparti håber uden for regering at kunne spille på flere heste; om det lykkes afhænger af de nu fem egentlige oppositionspartier og deres indbyrdes forståelse.

  Ikke uventet har sommerdebatten i mangel af en kontant politisk dagsorden været domineret af moralske vurderinger. Resultatet af 18. junivalget afspejler, at tilliden til politikerne i den foregående periode faldt fra godt 60 til 37 pct.. Det viser både DFs rekordvalg, Liberal Alliances store procentuelle fremgang og ikke mindst dannelsen af det nye Alternativet, som blev et mandat større end stifteren Uffe Elbæks radikale ”moderparti”.

   Ansvaret kan deles mellem den tidligere og nuværende regeringsleder: Helle Thorning-Schmidts skæve start med begrundet kritik af løftebrud i forhold til S-SFs fælles regeringsudspil ”Fair Løsning” og en usikker regeringsførelse med 36 ministre på tre et halvt år. Og så selvfølgelig Lars Løkke Rasmussens gentagne misbrug af offentlige midler til private formål samtidig med hans krav om mådehold hos de mest udsatte grupper.

   Men moralske målebånd har det med at være elastiske. Nu vil opmærksomheden blive rettet mod Dansk Folkepartis egne løftebrud og overbudspolitik med ufinansierede ønsker, som partiet kalder dem – for forslag må de ikke hedde – til ca. 175 mia. kr..

   Efter en ophedet debat på sociale medier følte Liberal Alliance sig sidst på sommeren tvunget til at meddele, at partiet ikke længere finansieres af Saxo Banks stifter Lars Seier Christensen, som hidtil har trukket i trådene fra sit schweiziske skattely. Og Uffe Elbæk, som tog sine forsvarsløse radikale partistemmer med til dannelsen af det nye parti, inklusive folketingsgage og administrations-vederlag, har senest forsøgt sig i rollen som moralsk forbillede for den nye forsvarsminister Carl Holst. Venstremandens håndtering af et eftervederlag på godt 800.000 kr. som amtsborgmester i Sønderjylland og formand for Region Syd var så ubehjælpsom, at det rejser tvivl om hans evner til at forvalte et ret så omfattende ministerium. Her trådte Uffe Elbæk til med alternativet til det, som i folkemunde opfattes som almindeligt pamperi og frasagde sig et årligt vederlag på godt 80.000 kr. for sin korte ministertid i Assistenshuset. Med 5.000 nye medlemskontingenter i partikassen og millioner i statsstøtte til den nye ni-mands gruppe i Folketinget har Elbæk i dag råd til at vise omverdenen sit alternative storsind.

 

       

 

 
     

 

MEDARBEJDER

Ove Weiss