Samf.: Statssekretærer som politiske buffere?

Udsendelse d.19. - 25.april - 2014

Skyldes de senere års mange politiske sager inkompetente ministre eller ukvalificerede embedsmænd – eller begge dele? Ove Weiss ser på forslagene om indførelse af statssekretærer som i Norge, Sverige og Tyskland og konkluderer: Erfaringerne med politiske spindoktorer opfordrer ikke til udvidelse af ordningen med ”politiske buffere”.

Her kan I læse hele kommentaren:

Ministre forgår, embedsmænd består”, lyder et gammelt ord, som bag den gribende poesi gemmer en snusfornuftig tillid til, at skulle Fædrelandet geråde i politisk uføre, står der altid et veluddannet og ubestikkeligt embedsapparat klar til at håndtere dagligdagens gøremål og bringe skuden i smult vande, uanset politikeres fejlnavigeringer på kommandobroen.

Tilliden til embedsværket fik et knæk for 25 år siden af Tamil-sagen, der endte med, at ministeren for lov og orden, justitsministeren fra det konservative lov og orden-parti over alle, Erik Ninn Hansen, i 1995 blev idømt en betinget fængselsstraf på fire måneder. Hans politiske protegé og folketingskollega, Grethe Fenger Møller fik sin politiske fremtid ødelagt, ligeledes af en betinget dom – for falsk forklaring i undersøgelsesretten. Embedsmændene – i hvert fald de fleste af dem – slap nogenlunde helskindet fra affæren og kunne fortsætte karrieren, enkelte endda til statsadministrationens og andre forvaltningers højeste poster. Deres sædvanlige fagforening, DJØF, er stærk og kender om nogen systemet.
 I offentligheden blev afgørelserne i Tamil-sagen opfattet som en sådan huskekage til embedsmændene, at de i al fremtid ville vogte sig for fejlgreb i rådgivningen af deres minister og håndteringen af de kriser, som enhver minister kan havne i, selvforskyldt eller påtvunget af omstændighederne. Altid under mediernes belejring.
 Og så har de senere år alligevel budt på – mildt sagt – episoder, som har fået mange til at tvivle på embedsstandens kvaliteter og foreslå politisk udnævnte embedsmænd, statssekretærer eller viceministre, som de også kaldes, kendt fra bl. a. Sverige, Norge og Tyskland . Med andre ord: Et politisk led skudt ind mellem den ifølge grundloven ansvarlige minister og det neutrale embedsværk, en slags politisk buffer, om man vil.
De sager, som igen har skabt tvivl om embedsmandstraditionerne, der går tilbage til enevælden, er f. eks. – nævnt i tilfældig rækkefølge: Daværende Venstre- skatteminister Troels Lund Poulsens mulige magtmisbrug i sagen om ægteparret Thorning/Kinnocks skattesag, daværende socialminister og SF-formand  Annette Wilhelmsens bevilling af en million kroner til Huset Zorning, tilsyneladende uden om gældende regler. Hendes sag undersøges, og det samme sker i sagen mod daværende Venstre-integrationsminister, Birthe Rønn Hornbechs behandling af statsløse palæstinensere, født i Danmark. Daværende socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov blev med udsigten til et mistillidsvotum i Folketinget tvunget fra sin post p. gr. a. en opdigtet historie om aflysning af retsudvalgets besøg på Christiania. Daværende radikale udviklingsminister, Christian Friis Bach, valgte selv at gå. I modsætning til de øvrige ministre på slisken med den grønne sæbe påtog han sig straks ansvaret for indlysende svigt i embedsmændenes orientering i sagen om Venstre-lederen Lars Løkke Rasmussens rejser for den internationale organisation 3GI, hvis frådseri vil have fået stemplet pamperi, hvis det var foregået i rød og ikke i blå blok. Friis Bachs erkendelse af ansvarets formelle placering og lynhurtige reaktion vil med sikkerhed bringe ham videre i det politiske hierarki, mens de øvrige udsatte vil være mere eller mindre færdige i de politiske indercirkler, med mindre kammerateriet tager over og redder dem.
Man kan så spørge, om disse sager skyldes inkompetente ministre eller ukvalificerede embedsfolk, eller begge dele. I hvert fald kan regnskabet hurtigt gøres op – både økonomisk for skatteyderne og på kontoen for stabilitet – hvis ordningen med politiske statssekretærer havde været gældende under den nuværende regering, hvor der frem til midten af perioden er foretaget flere end 20 ministerrokeringer med adskillige ministre, som har været på gæstevist i regeringskontorerne i helt ned til 49 dage.
Tillægsspørgsmålet kunne lyde, om Danmark – i øvrigt sammen med New Zealand – år efter år havde indtaget førstepladsen som det mindst korrumperede af 177 undersøgte lande, hvis ikke netop embedsmændenes forpligtelse til faglig og saglig rådgivning trods fejleksempler havde sikret kontinuiteten i den daglige forvaltning.
Erfaringerne med de såkaldte spindoktorer, som er en blanding af partipolitiske rådgivere og kommunikatører, giver måske en del af svaret. Engang blev de kaldt mappebærere og skriverkarle, fordi opgaven mest var tale- og artikelskrivning og praktisk opvartning af ministeren, hvad den formentlig stadig er. Forskellen ligger snarere i de nutidige årslønninger på omkring millionen med gode fratrædelsesvilkår, hvad ikke skal undervurderes under en svingdøres-regering som den nuværende.
Ofte vælges spindoktorerne blandt ministrenes gamle bonkammerater fra ungdomsorganisationerne – i øvrigt af enhver partifarve. Eller ministeren belønner årelange underhåndsforbindelser mellem pressen og Christiansborg. Skulle de rekrutteringsprincipper overføres til statssekretær-ordningen, kan man overveje, om det er mere betryggende end det neutrale embedsmandsprincip, trods lejlighedsvise brud på principperne.


                          
   
    
 

 

MEDARBEJDER

Ove Weiss