Samf.: Treenigheden i dansk politik

Udsendelse d.20. - 26.september - 2014

 Formentlig uden større overtalelsesbesvær fik de to landsdækkende TV-kanaler forleden under Folketingets 1. behandling af finanslovsforslaget trukket begge det socialistiske Danmarks to førstedamer uden for salen for interview om dagpengereformen og dens nedbrydende konsekvenser for flere end 40.000, som er røget ud af dagpengesystemet. Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen og SF-eren Pia Olsen Dyhr måtte dog have assistance af en tredje frontløber for arbejderklassens interesser, Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Han ved, hvad han taler om, for det var ham, der for fire år siden, i 2010, fik idéen til sammen med den borgerlige regering at halvere dagpengeperioden fra fire til to år og fordoble optjeningsperioden fra 26 til 52 uger.

   De tre bænkede sig skulder ved skulder i en niche i Vandrehallen mellem folketingssalen og landstingssalen, hvis mure historisk har lagt øre til mange konspirationer – og aftaler, oftest indgået i diskretion i modsætning til her, hvor de tre musketerer fik afløb for deres indestængte retfærdighedsharme for åben skærm.
   TV-seerne kunne dog spore flere sprækker i Treenigheden, for mens Thulesen Dahl stod fast på fordømmelsen af sit eget værk, dog uden at nævne, endsige fremhæve fremhæve ophavsmanden, som politikere ellers har for vane, så brugte Schmidt Nielsen og Olsen Dyhr den velkendte politikervending, når det knib´er,  ”Vi stiller ikke ultimative krav”. Det sagde de for at vise deres gode forhandlingsvilje og forståelse for parlamentarismens svære vilkår. Og for at undgå at gøre dagpengene til et kabinetspørgsmål.
   Det fik den stålsatte DF-formand til med overbærende, løftede øjenbryn og det kække men beskedne lyse smil, som siges at appellere til vælgerne, at tale om, at de to medkæmpere ikke mente, hvad de hævdede, og at deres angreb på dagpengereglerne derfor alene var retorisk. Det skete, uden at han fik stillet det relevante journalistiske spørgsmål, om han selv efter folketingsvalget om kort tid er klar til ultimativt at kræve et opgør med dagpengereformen for at pege på en eventuel ny borgerlig regering. Eller om han efter en forventet afvisning fra den borgerlige statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen vil skifte hest og stemme for en fortsat S-ledet regering uden Radikale Venstre men med parlamentarisk støtte – og dermed formentlig flertal – af Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.
   For de tre agerende er selvfølgelig klar over, at så længe Radikale Venstre er afgørende for det nuværende flertal, er krav til Socialdemokraterne om en radikal løsning af dagpengespørgsmålet uden om den radikale regeringsmakker ensbetydende med regeringens fald og udskrivelse af valg. Det ønsker – eller tør – Enhedslisten og SF tilsyneladende ikke tage ansvaret for, mens Dansk Folkeparti selvfølgelig er mere end villig til at føre kniven. Derfor er partiets ageren i dagpenge-sagen ikke alene omkostningsfri men tjenlig til øget omsætning blandt vælgere, som måtte hoppe på DFs limpind.
   Alligevel er EL og SF villige statister på Dansk Folkepartis scene, Johanne Schmidt Nielsen bemærkede troskyldigt, at Thulesen Dahl jo har skiftet mening, ”han er blevet klogere”, som hun sagde, og den slags opfattes – hvis der i øvrigt er rimelig grund til det – generelt som noget positivt og meget menneskeligt. For Dansk Folkeparti er det tilmed en vane af rene populistiske årsager lige fra arbejdsmarkedspolitikkens mange forringelser under partiets støtte til VK-regeringen, fortrydelsen over DFs tilslutning til Irak-krigen, som partiet stemte for, til nedlæggelsen af Danmarks Radios Underholdningsorkester som følge af det nylige medieforlig, som Dansk Folkeparti selv er en del af.
   For at fremstille sine rene hensigter sagde Thulesen Dahl tilmed under sin fællesoptræden med de to venstrefløjspartier, at konsekvenserne af den dagpengereform, som han selv har ansvaret for, har vist sig alvorligere, end man kunne forudse for fire år siden.
   Oplysningen er forkert. Meget hurtigt i forløbet viste det sig, at forudsigelserne om, at kun mellem 2.000 og 4.000 ville falde ud af dagpengesystemet ikke holdt stik, et falsk indtryk, som finansminister Bjarne Corydon holdt liv i med sin bemærkning om, at reformen er ”fuldt dækkende”. Direktøren for arbejdsløshedskassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, har fra begyndelsen advaret om, at der var tale om en ren illusion. Alene i 2013 var antallet af ramte helt oppe på 34.000 personer, nu har det passeret 40.000 og truer med at omfatte 60.000 ved årets udgang. Sand Kirk har en fortid som mangeårig økonom og rådgiver i den socialdemokratiske folketingsgruppes sekretariat, men i det spørgsmål valgte hans tidligere arbejdsgiver at ignorere de alarmsignaler, han måned efter måned har sendt om dagpengereformens slagside.
   Til de barske menneskelige omkostninger ved reformen føjer sig nu en ironisk pointe: Ifølge en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har halveringen af dagpengeperioden stort set ikke fået flere i arbejde. Kun mod slutningen af perioden kan der spores en lille effekt. Tre måneder før dagpengeperiodens udløb stiger tilbøjeligheden til at komme i beskæftigelse. Men ifølge rapporten er det kun ca. 1 pct. af dagpengemodtagerne, der finder et job tidligere, end de ville have gjort med en længere dagpengeperiode.
   Det har fået Dansk Arbejdsgiverforening til at reagere. I DAs hovedkvarter i Vester Voldgade i København siger man, at samfundet endnu ikke har set det reelle udbytte af dagpengereformen, fordi Folketinget flere gange har indført midlertidige ordninger, der har udskudt reformens fulde virkning. Og at der er brugt mellem 3 og 4 milliarder kroner på at lappe på Thulesen Dahls dagpengereform er jo rigtigt, og bekræfter blot, at DF-formanden taler uden om, når han hævder, at de alvorlige konsekvenser af reformen er kommet bag på ham. Milliarderne er brugt på bl.a. den midlertidige forlængelse af dagpengeperioden, på en særlig indsats for ledige på kanten af deres dagpengeperiode, på akutjob-ordningen, uddannelsesløftet, den midlertidige arbejdsmarkedsydelse og flere andre ting.
   Det er formentlig også fortsatte lapperier på dagpengereformen, som kan redde regeringens finanslov igennem med støtte fra Enhedslisten og SF, hvis forlig overhovedet er muligt. Nogen gennemgribende revision af reformen bliver der næppe tale om. I SRs finanslovsudspil er der afsat halvanden milliard kroner – en såkaldt fri pulje – til velfærdsforbedringer, men om der tages fra den til forbedring af dagpengesituationen er usikkert. Her har de fleste partier budt ind med mange andre ønsker, bl. a. har SF, som for godt otte måneder siden forlod regeringsansvarets tyngende åg, ført an med krav om bl. a. 200 mill. kr. til flere pædagoger i daginstitutionerne og 600 mill. kr. over tre år til at styrke inklusionen i folkeskolen. Alt sammen hentet fra den frie pulje, som, hvis kravene fra samtlige partier skulle indfries, ville have behov for et tocifret milliardbeløb.
   Enhedslisten truer med mellemrum med at sige fra, men hidtil har hvislelydene fra Johanne Schmidt Nielsens stramme læber og lynene fra hendes sammenknebne øjne ikke ført til handling, partiet har hver gang bjerget regeringen helskindet i gennem, EL-truslerne er i den tre-årige regeringsperiode blevet ramt af inflationen. Nu går de to partier, Enhedslisten og SF, så sammen hånd i hånd til forhandlinger med Bjarne Corydon i finansministeriet. Om de tager Dansk Folkeparti med i deres forhandlingsdelegation fremgår ikke.

 

                     

 

MEDARBEJDER

Ove Weiss