Samf.: Stafetten fra Radio Møller

Udsendelse d.26.sep. - 2.okt. 2015

Regeringens stærke mand, finansminister Claus Hjort Frederiksen, har grebet stafetten fra den konservative kulturminister Per Stig Møller, som for fire år siden sikrede Radio 24/syv små 800 millioner licenskroner på bekostning af Danmarks Radio, især Program 1. Nu fortsætter Venstre-regeringen værdikampen mod de nationale public service kanaler for at redde en skrantende dagspresse, som for 90 pct.s vedkommende er af ”borgerlig-liberal observans”. Og som ud over momsfritagelse årligt modtager næsten en halv milliard skattekroner i direkte mediestøtte. – Ove Weiss kommenterer:   

I 11.time, inden den første Løkke Rasmussen-regering i 2011 måtte efterlade nøglen i statsministeriet til oppositionen, lykkedes det den konservative kulturminister Per Stig Møller at gennemtrumfe en donation på små 800 mill. kr. over otte år til en ”privat radio”, som i dag er del af konservative Berlingskes indskrænkede mediekoncern; med salget for nylig af Midtjyske Medier reduceret til landets tredje største. Forud havde Møllers partifælle og forgænger i Assistenshuset, Brian Mikkelsen, i en stor udbudsrunde forestået af et auktionshus forsøgt sig med radiomediet på markedsvilkår. Forsøgene endte i konkurser, så nu måtte skatteyderne, eller rettere licensbetalerne træde til, især på bekostning af Danmarks Radios P1, hvis afdækkende journalistik vedvarende er en torn i øjet på blåskimlede politikere.
   Møllers engagement i kombinationen af konservativ ideologi, privatisering på det offentliges bekostning og aversion mod Danmarks Radios pluralisme var så helhjertet, at protege´en i politiske kredse fik navnet Radio Møller, i dag Radio 24/7.  Halvt inde i bistandsperioden vurderes radioen forskelligt af professionelle anmeldere, fra fremragende og fornyende journalistik til snakkesalig tomgang. Befolkningens bedømmelse er entydig med et så lavt lyttertal, at ”private” 24/7 uden greb i Den store Moder Stats licenspenge for længst ville være bukket under.
   På den måde ligner – om man kan kalde den en ”forretningsmodel” – de private hospitalers, som gennem nullerne alene overlevede med daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens medicinering i form af skatteydernes overbetaling.

   Den slags afskrækker ikke regeringspartiet Venstre, som i generationer verbalt har været i stand til at fremhæve de frie markedskræfters velsignelser samtidig med milliardkrav til statslig understøttelse af partiets kernevælgere i landbruget, der aktuelt klynker over truende konkurser efter letsindige investeringer i den større tocifrede millionklasse.

   Regeringen var kun få uger gammel, da dens stærke mand, finansminister Claus Hjort Frederiksen, tog stafetten fra Per Stig Møller og krævede besparelser i Danmarks Radio overført til en skrantende dagspresse, som for 90 pct.s vedkommende er, som det hedder i formålsparagraffen, ”af borgerlig-liberal observans”. Og ressortministeren, Bertel Haarder, der som højskolemand frysende klart forestiller sig de frie, private, liberale skolers økonomi uden skatteydernes betaling af 85 pct. af udgifterne, var ikke sen til at følge sine to konservative forgængere i kulturministeriet. Til Den2.Radios udvekslingsmedie, Altinget, sagde han, citat: ”De skrevne mediers problem er bl. a., at Danmarks Radio med sine 3,5 mia. kr. i ryggen kan drive unfair konkurrence på de trykte og privatfinansiserede mediers bekostning. Det er et reelt problem, som jeg som minister må tage alvorligt,” sagde han.
   Bemærk udtrykket privatfinansierede. Ud over momsfritagelse modtager den dominerende borgerlige-liberale dagspresse blandt andet næsten en halv mia. kr. årligt i direkte statslig mediestøtte. Et eksempel: Erhvervslivets dagblad Børsen holder bl. a. læsertallet oppe ved hjælp af virksomhedernes skattefradrag af abonnementet, et privilegium, som ikke i fuldt omfang er medarbejderne forundt, når det gælder deres fradrag af fagforeningskontingenter. Dertil kommer, at dette organ for det frie, selvhjulpne erhvervsliv gennem en årrække årligt har modtaget omkring 20 millioner kroner i direkte statslig bistandshjælp.

  Med Hjort Frederiksens og Haarders udspil er værdikampen genoptaget på medieområdet, ikke i forsøg på en mere demokratisk fordeling af pressestøtten, f. eks. til inspiration og oprettelse af nye medier; den mulighed har også den nuværende opposition forskertset med det seneste medieforlig, som udløber i 2019.

   Værdikampen har to formål: At stække public service medierne, der ikke som den dominerende borgerlige-liberale presse, med lidt overfladekrusninger som undtagelsen, stryger de blå partier med hårene. Og for det andet at redde skrantende liberale aviser, som især i valgkampe har større effekt end de små 100 mill. kr., som årligt betales i samlet offentlig partistøtte.
   Kombinationen af ideologi og kommercialisme fremgik tydeligt af de fem forslag til en ny mediepolitik, som administrerende direktør i arbejdsgiverforeningen Danske Medier, Ebbe Dal, for nylig fremlagde i Berlingske: Ét: Danmarks Radios og de regionale TV2-stationers websites skal kun fungere med login mod betaling. To: Danmarks Radios programmer skal give befolkningen kulturel merværdi, og staten skal ikke bruge penge på unødig konkurrenceforvridende virksomhed, dvs underholdning. Tre: P3 og DR3 bør udliciteres eller privatiseres. Fire: Licensbetalingen bør sættes kraftigt ned. Og fem: Værdi- og markedstesten skal være obligatorisk, så alle større og mindre nyskabelser i DR og TV2-regionerne skal prøves af Radio- og TV-nævnet i samarbejde med Konkurrencestyrelsen.

 Indgreb i den redaktionelle frihed og begrænsningen i ytringsfriheden kan ikke siges tydeligere end i det femte forslag, endda af kredse som søger patent på begge dele, her med anvisning af to eksterne censorer. Det ironiske spørgsmål er så, om indgrebene i det frie samfunds grundlæggende rettigheder overhovedet har kommerciel betydning for private medier. Professor ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet, Frands Mortensen, mener, at det er tvivlsomt. Han har tidligere sagt, at internationale erfaringer ikke tyder på, at beskæringer af de nationale public service-kanaler, f. eks. tyske ARD og ZDF, har øget omsætningen hos de private medier: ”Når dagbladene via betalingsmure vil begrænse borgernes adgang til informationer, er det ikke en kamp for demokratiet, men et angreb på selve den publicistiske tankegang,” mener han.

   Men tankegangen er udbredt i europæiske højrekredse, hvor nationale medieinstitutioner står for skud. Både britiske BBC og norske NRK er under angreb, og nu benytter V-regeringen sin ene mandats overvægt til at takke sit trofaste mediebagland for støtten. Noget for noget, hvis venskab skal holde. Jyllandsposten, som om nogen har både politiske og økonomiske interesser i sagen, kunne forleden ikke tilbageholde sine forventninger i en ledende artikel, hvis overskrift lød: ”DR på skrump”!

 

           
                   

MEDARBEJDER

Ove Weiss