Samf.: Virkeligheden er det største drama

Udsendelse d.11. - 17. oktober - 2014

 Forleden modtog den østrigske forfatter og dramatiker Peter Handke Henrik Ibsen-prisen, en af verdens største i både anseelse og kontanter, to og en halv million ganske stærke norske kroner. Da han gik ind til prisfesten og hyldesten i Nationaltheatret i Oslo midt på Karl Johan vis a vis Stortinget – med indgangen flankeret af Ibsen og Bjørnson i bronze – blev han mødt af en større demonstration, som råbte ”forbryder” og ”fascist” og andre skældsord efter ham.

   Årsagen var, at Peter Handke er en varm forsvarer for den serbiske præsident Slobodan Milosevic, som døde i 2006 i sin luksuscelle i Scheveningenfængslet, blot et par kilometer fra Krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag, hvor han foruden krigsforbrydelser stod anklaget for forbrydelser mod menneskeheden under Balkan-krigene i første halvdel af 1990´erne.
   Handke besøgte Milosevic i fængslet i den hensigt at vidne til fordel for ham, men frafaldt senere med den illusionsløse begrundelse, at domstolen er partisk og den internationale presse ensidig i bedømmelsen af de Holocaust-lignende tilstande på  Balkan – for første gang på europæisk jord siden 2. Verdenskrigs afslutning med etniske udrensninger, kz-lejre, over 100.000 dræbte, især civile, og godt 2 millioner mennesker på flugt.
   I de efterhånden mange år, der er gået, har Peter Handke båret ikke blot på Milosevic´s men også på sit eget martyrium, for som han ofte har gentaget: ”Jeg er så vant til at blive kaldt ven af en massemorder.” Og da han gjorde sin entré i teatret i Oslo, vendte han sig om og stirrede længe ud på demonstranterne. ”Jeg ville se dem i øjnene,” forklarede han og illustrerede dermed på en nok så alvorstung baggrund den korte vej mellem patos og komisk selvhøjtidelighed.
                                                              
   Her skal ikke tages stilling til den litterære – eller kunstneriske – begrundelse for tildelingen af Ibsen-prisen. Mere interessant er Handke som eksempel på en skarp intellektuel, som uden for sin metier – i en uvant politisk argumentation – fortrænger afgørende historiske og politiske forudsætninger med halve sandheder og hele løgne og dermed utilsigtet forklarer, hvorfor mange af hans åndsfæller tidligere i den europæiske historie kunne tage så grueligt fejl med så fatale følger. Det perspektiv rækker længere end Handke selv.
   For det er jo rigtigt, at alle tre parter i Balkan-krigene havde blod på hænderne – i varieret grad –, det gælder både de katolske kroater, muslimske bosniakker og ortodokse serbere, og Haag-domstolen har da også dømt krigsforbrydere fra alle tre grupperinger. Det betyder ikke, at domstolen er hævet over mistanken for partiskhed.  Den danske juraprofessor Frederik Harhoff, tidligere dommer i Haag og før da retschef ved Rwanda-tribunalet, har ikke høstet roser blandt dommerkolleger i Haag ved antydningen af pression ude fra.
   Efterkrigstiden har også vist, at ingen af parterne på Balkan står tilbage for hverandre i intolerance og uforsonlighed. Dayton-aftalen, som satte punktum for de militære udskejelser, trak med Dayton-linjen en umage politisk grænse, som siden er brugt til, hvad man lidt flot kan kalde, ”frivillig etnisk udrensning”: Bosniske muslimer i den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, søger til menings- og trosfællerne på den anden side linjen for at undgå chikane, mens bosniske serbere fra Føderationen Bosnien-Herzegovina af fortrinsvis muslimer og katolikker, ikke mindst i hovedstaden Sarajevo, af samme årsag rejser den anden vej og slår sig ned i Republika Srpska. Milosevic kan smile smørret i sin grav.
                                                                     
   Flere andre eksempler på det, man kan kalde ”at være lige go´e” om det dårlige, kunne nævnes. Men det frikender ikke Handke og ligesindede for politisk og historisk kortslutning i forsøg på – under dække af indlysende nuancer – at frikende de egentlige aggressorer, som efter Tito-regimet i velkendt Balkan-tradition satte ild til krudttøndens lunte.
   En af hovedårsagerne til ulykkerne var Slobodan Milosevic´s drømme om et Storserbien efter kommunismens sammenbrud. I sin berygtede tale i 1989 på 600 års dagen for kampen mod tyrkerne, eller osmannerne, på Solsortesletten i nuværende Kosovo transformererede Milosevic sin tillærte kommunistiske retorik i den højere diskant til nationalistisk propaganda, som med guld og militært isenkram fra Moskva gjorde det muligt for den jugoslaviske hær JNA – styret fra Beograd – at gå i aktion på flere fronter.
   Generalprøven på krigens gru blev opført i byen Bijeljina i det nordøstlige Bosnien, ved grænsefloden Drina ind til Serbien. Aktionen var ledet af en af Milosevic´s protegéer Zeljko Raznatovic, senere internationalt kendt som Arkan. Han var i Sverige idømt en længere fængselsstraf for bankrøverier, men undslap fængslet og flygtede til Beograd, hvor han kom under Milosevic´s beskyttende vinger. Her samlede han en større paramilitær styrke af blandt andre voldsforbrydere og andre kriminelle, som med præsidentens accept var blevet løsladt fra forskellige fængsler for at medvirke til realiseringen af Storserbien .
   Her skal ikke gås i detaljer med Arkans og hans tigeres – sådan blev de kaldt – med deres metoder i Bijeljina, som Milosevic havde fuldt kendskab til, ligesom han – ifølge talrige vidneudsagn – selvfølgelig var informeret løbende om den senere massakre i byen Srebrenica, hvor over 8.000 mænd og store drenge ned til 12-13 års alderen blev henrettet på få dage. At Milosovic´s folk på stedet efter fredsafslutningen frygtede afsløringer vidner flere ting om. Bl. a. forsøgte de at slette spor af massegrave ved indtil flere gange at flytte ligene. Den polske antropolog og retsmediciner Eva Klonowski, som har ledet store dele af arbejdet med at identificere ofrene, har i flere tilfælde fundet rester af det samme menneske i op til fire forskellige grave.
                                                                                                          
  Der forlyder intet om, at Ibsen-pristageren Peter Handke skulle have overført sit forsvar for Milosevic til den nu afdøde præsidents bosniske marionet, Radovan Karadzic, der netop i disse dage sidder på anklagebænken i selv samme bygning – et tidligere forsikringspalæ – i Haag, som Milosovic i sine sidste år – iført håndjern – lå i fast pendulfart til fra sit fængsel uden for byen.
   Svarene er ellers enslydende: Karadzic erklærer sig, som Milosevic gjorde, uskyldig i samtlige anklagepunkter – nu 11 i alt – som omfatter krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord. Som hans forsvarer Peter Robinson sagde i retten forleden dag: ”Begivenhederne blev holdt skjult for ham”.
   I 44 måneder belejrede Karadzic hovedstaden Sarajevo med egne og Milosevic´s serbiske styrker. Fra plateauet omkring det interimistiske bosnisk-serbiske parlament i det gamle vintersportshotel Panorama i bjergbyen Pale oppe over Sarajevo dræbte de bosnisk-serbiske soldater over 11.000 fortrinsvis civile – blandt dem godt 1300 børn under 14 år – nede i Sarajevos gader og huse. Flere filmsekvenser viser en begejstret Karadzic hver gang, store røgskyer stod op mod himlen efter en fuldtræffer.
   Der er blot et par timers bilkørsel fra Pale til Srebrenica, hvis befolkningsudslettelse, Karadzic med sin forsvars ord ikke kendte til, selv om den kollektive henrettelse blev udført af hans højre hånd og militære øverstbefalende Radko Mladic, som i dag bor under samme tag – og bag samme lås og slå – som Karadzic selv. Den virkelighed burde om noget kunne inspirere enhver dramatiker til at kvalificere sig til Henrik Ibsens pris.

 

     
                 

MEDARBEJDER

Ove Weiss