Scandinavian Star

Udsendelse d.4. - 10.april. 2020

Branden på færgen ”Scandinavian Star” i 1990 er TV-aktuel med en dokumentarserie i seks afsnit om tragedien, der for 30 år siden kostede 160 menneskeliv, når man medregner et ufødt barn. På vej fra Oslo til Frederikshavn begyndte skibet at brænde lidt før klokken 2 om natten med omkring 500 ombord. Skibets besætning gik ikke i gang med at slukke ilden. Først da svenske røgdykkere var fløjet med helikoptere ud til skibet, startede slukning og eftersøgning efter overlevende på den brændende færge. Den blev bugseret ind til havnebyen Lysekil nord for Gøteborg, hvor bekæmpelse af branden fortsatte.

Journalisten Peter Skeel Hjorth havde i 15 år været redaktør af fagbladet ”Brandmanden” i sin fritid og dækket store brande med mange omkomne, da han blev sendt til Lysekil, hvor færgen stadig lå rygende ved kajen. Sammen med svenske brandfolk gik han ombord i skibet, der på det tidspunkt var som et sortsvedent, forvredent vrangbillede af en underverden. I udsendelsen fortæller han om redningsarbejdet og sine indtryk fra skibets indre, der var et rædselskabinet.

Et link til tv-serien på DR.dk

Foto: thelocal.no og Søren Svendsen