Vi er jo lavet af stjernestøv – Lily Weiding fortæller 1. del

Udsendelse d.2. - 8. november. 2024
Udsendelse d.8. - 14.maj. 2021

Den første af to udsendelser, hvor skuespilleren Lily Weiding fortæller om sit liv. 

Lily Weiding har tidligere i 2014 medvirket i et stort interview i Den 2. radio, men da vi vidste, at hun har uendelig meget mere at fortælle, overtalte Rune Kuhl hende til endnu et interview.

Lily Weiding er i dag 96 år og har spillet utallige roller på teater og film og i radio og tv, fra hun første gang stod på scenen i 1941, til hun sidste gang lagde stemme til en tegnefilm i 2010. 

Hun var gift tre gange, først med skuespillerne Sigfred Johansen og Mogens Wieth, der begge døde tidligt, så med Morten Grunwald, som hun nåede at være sammen med i 53 år, inden han døde i 2018. 

I første del fortæller hun om barndommen på Nørrebro, om vejen til at blive skuespiller og om de første roller – om store personligheder som Liva Weel og Bodil Ipsen, men også om store personlige tab undervejs. 

Undervejs hører vi blandt andet et glimt fra den 17-årige Lily Weidings første filmrolle, ”Damen med de lyse handsker” fra 1942, i samspil med Hans-Henrik Krause. Det var denne films instruktør, Benjamin Christensen, der insisterede på, at Lilli Veiding stod sig bedre ved at stave sit navn Lily Weiding. 

Lily Weiding synger desuden Knud Pheiffers ”Kald mig bare din” fra Fiffer-revyen 1953, og vi hører hende i et glimt fra en grønlandsk legende genfortalt af Knud Rasmussen, og i samspil med Kjeld Petersen i ”Den lille Prins” og med Mogens Wieth og Elith Pio i Henrik Ibsens ”Peer Gynt”. Liva Weel synger ”Man binder os på mund og hånd”, og Bodil Ipsen synger ”Der var engang”, begge af Kaj Normann Andersen. Otto Lington and His Lingtonians spillede ”Rytme”.

Rune Kühl har tilrettelagt. Teknik: Jytte Nordholt. 

Foto: Privateje