Vi Vender Tilbage! - 70 år efter ‘Katastrofen’.

Udsendelse d.19. - 25. maj. 2018

Udsendelsen er baseret på lydoptagelser fra en antropologisk feltarbejdsøvelse i det nordlige Israel udført af Sally Kamille Liversage, Betty Lydolph Laursen og Mads Bjørn Lundsgaard. Antropologen Lotte Buch Segal guider os til en forståelse af, hvorfor historien ikke går i glemmebogen.  

2018 markerer 70-året for oprettelsen af staten Israel og det som den israelske historiker Ilan Pappe kalder “den etniske udrensning af Palæstina”. På arabisk betegnes denne begivenhed Nakba (Katastrofen), og for mange palæstinensere opfattes Nakba som historiens omdrejningspunkt - herfra udgår de kummerlige vilkår, mange palæstinensere lever under. Diskussioner om palæstinenseres vilkår inkluderer sjældent den gruppe af palæstinensere, som i dag lever som israelske statsborgere - måske fordi dette statsborgerskab giver dem flere rettigheder og bedre livsvilkår end palæstinenserne i de besatte områder. Denne minoritet, som udgør en femtedel af Israels befolkning, rummer mange forskellige etniske selvopfattelser og -betegnelser, og kategoriseres fra officiel israelsk side som Arabiske Israelere. Blandt denne gruppe er dog en fraktion, der insisterer på at holde fast i den palæstinensiske identitet og historie.
Det at videreformidle historisk viden om tiden før og omkring 1948 er dog i mange tilfælde både kontroversielt og problematisk i et land, der rummer så modstridende forestillinger om fortiden - dette på trods af, at der ofte er tale om veldokumenteret historisk fakta, som eksempelvis eksistensen og ødelæggelsen af de palæstinensiske landsbyer. Det bliver et spørgsmål om retten og magten til at definere og berette om historien, og ubalancen resulterer i staten Israels strategiske udviskning af den palæstinensiske erindring om Nakba fra den offentlige, nationale diskurs. I Israel er der forbud mod at mindes Nakba i skolebøger og til offentlige begivenheder, og som professor i uddannelsesvidenskab Ismael Abu-Sa’ad beskriver, er pensum designet til at afholde de palæstinensiske elever fra den viden om deres egen historie, identitet og kultur, som står i modsætning til det dominerende zionistiske narrativ - noget, som giver en følelse af marginalisering og eksklusion hos unge palæstinensere. Netop disse følelser er det, civilpolitiske projekter som Odna-projektet er sat i verden for at behandle.
Når den 19-årige aktivist Laila gennem Odna-projektet genfortæller sin bedstefars barndomsminder om huset i landsbyen Lajjun, bliver denne fortælling et brud med den offentlige diskurs, som ellers fortrænger selve eksistensen af huset og livet, der omgav det. Her berettes om det, der ikke er synligt for dem, der ikke kender historierne - men som kun ser fyrretræerne, der er plantet for at skjule ruinerne i et nationalt forsøg på at glemme.
Fortællingerne om landsbyerne er dermed ikke bare nostalgiske minder. De er motiveret af den vrede og uretfærdighedsfølelse, der opstår i den grundlæggende mangel på anerkendelse af, at det, der for jøderne var en udvej, en redning, en begyndelse, for palæstinenserne var en ende: en katastrofe, der ikke kan glemmes, da dens efterdønninger stadig mærkes.

Den israelske organisation Zochrot (hebraisk for 'at huske') samler og formidler historisk viden, der taler sig op imod det nationale narrativ i Israel. De har udviklet app'en iNakba, hvor man med sin telefon kan opdage stedernes tidligere navne og få informationer om deres historie. Organisationen er også medaktør bag Odna-projektet.

Israel Social TV støtter også Odnaprojektet og producerer engelsk- og hebraisksproget indhold om Israels politiske venstrefløj, de arabiske israelere samt andre marginaliserede grupper, der ellers ofte overses i mediebilledet. 

Foto: Betty Lydolph Laursen og Mads Bjørn Lundsgaard