Den2Radio - Uge 29 - 2024

Udsendelse d.13. - 19.juli. 2024

Velkommen til en sommeruge på den2radio, hvor vi ud over en frisk produceret kommentar fra Georg Metz sender en række genudsendelser. I kan se hele programfladen her på vores hjemmeside.

InterMetzo
Georg Metz har kaldt denne uges kommentar "Den ualmindelige almindelighed. Brokker fra et globalt mistænkeliggørende fællesskab". 

Ind i Danmark 2
Shamza Scego fra Somalia er socialrådgiver i Danmark og fortæller denne gang om både at have et engagement i Somalia’s udvikling og samtidig brænde for sit arbejde som socialrådgiver og for proaktivt at bruge sine erfaringer om integration. Shamza understreger vigtigheden af at imødegå de mange negative historier om indvandrere og flygtninge, der er dårligt integreret, med fortællinger om nye danskere, der har arbejde og vellykket integration. Kristina Grosmann Due taler med Shamsa Scego.

Sydhavnens historie
Kongens Enghave lokalhistoriske arkiv er imponerende og fylder det meste af loftsrummet, hvor foreningen holder til. Frivillige medlemmer bruger mange timer på at arkivere nyt materiale hver uge og ordner det så det er klar til de mange besøgende fra ind og udland der har en interesse for Sydhavnens historie. Foreningen har på 10 år haft et stigende antal medlemmer der i 2013 er på 110. Foreningen har i nyere tid produceret bøger og dvd'er der fortæller historien om Sydhavnen. For interesserede kan nævnes Poul Erik-Linds dvd De Fattige i Kongens Enghave og Jan Arnts bog Dreng af Sydhavnen.

Nostalgi er ikke hvad det har været: The Sound of Philadelphia
I den serien focuserer Erik Kramshøj i denne omgang en på "The Philadelphia Sound" , som dominerede den amerikanske soulscene i 70'erne, men indledningsvis har guitaristen Finn Olufsson en bemærkning om sin gruppe, Ache's medvirken i en stærkt prisbelønnet spillefilm.

Humor i Norden
Kirsten Rønn taler med sociologiprofessor, Peter Gundelach om de forskellige former for humor i Skandinavien, som han har forsket i, nationale vittigheder som bruges til at karakterisere de skandinaviske lande. Og hvor nordmændene og svenskerne fortæller mange vittigheder om danskerne, fortæller danskerne næsten ingen vittigheder om nordmændene og svenskerne.

Eskimologi 1
I den første af to udsendelser om eskimologi, er der fokus på grønlandsk sprog og uddannelsen i eskimologi. Lektor Naja Trondhjem og lektor Frank Sejersen giver en oversigt over, hvordan interessen for Grønland har udviklet sig til videnskabelig forståelse af grønlandske forhold og sprog, og hvordan det har givet sig udtryk i en uddannelse i eskimologi.
Naja Trondhjem fortæller om studiet af grønlandsk og hendes forskning af tidsmarkering på grønlandsk. Tidsmarkering vil sige, at man fremhæver, at der fx er tale om fremtid og ikke nutid. Tidsmarkering er forskellig på grønlandsk og dansk, men der er en sprogudvikling, hvor de to sprog er kommet tættere på hinanden.
Frank Sejersen kommer i udsendelsen ind på forholdet mellem undervisning og forskning, og det tætte samspil der er, og den fordel både studerende og undervisere kan have af det. 

Alberts lære 8
I dette afsnit af Jesper Tangs serie om Albert Camus handler det om Camus forhold til fodbold og teater. En bane og en scene – to steder, to aktiviteter, som forfatteren i sin kreative ensomhed holder af, fordi de åbner vejen for ham til »de andre« og til »kroppens sunde glæder«. I udsendelsen hører I skuespillerinden Maria Casarès i et uddrag af Camus’ skuespil  Misforståelsen og musik af Darius Milhaud fra hans Karnevallet i Aix.

Pontoppidan Krønike: Muldskud
Et velhavende ægtepar har i en pragtfuld villa isoleret sig helt fra verden for at undgå sorg og smerte. Men kan man det? Helt undgå de lidelser, der hører med til livet? Pontoppidan svarer nej, og selvom den lidelse, de bliver konfronteret med, ikke er dybt personlig, så ændrer den alligevel deres liv. Henrik Pontoppidans samling ”Krøniker” består af 11 krøniker, som vi sender over 11 uger her på den2radio og det er ’Muldskud’ i denne uge. Karsten Pharao læser.

Kvindelige komponister: Nancy Dalberg
I serien '15 kvindelige komponister er vi nået til nr 14 - Nancy Dalberg. Hun blev ikke kun elev af Carl Nielsen, de blev venner, og de hjalp hinanden. Hun med at instrumentere dele af skuespilmusikken til Aladdin og kantaten Fynsk Forår og han ved at dirigere hendes værker. Hun var den første kvindelige danske komponist der ikke bare komponerede men også fik opført en symfoni, og det var Carl Nielsen der dirigerede uropførelsen, men det var en hård vej. Vi befinder os i 1918, og kvinder havde fået stemmeret 3 år tidligere, men det med at komponere - det brød de mandlige anmeldere og koncertarrangører sig ikke om. Sure og nedværdigende anmeldeIser kom der ud af det og med tiden gav hun op, men i det mindste havde hun Danmarks mest ansete komponist i ryggen, så noget fik hun opført. Det er ikke sikkert at hun ellers havde fået lov.

Foto: den2radio