Den2Radio - Uge 40 - 2025
Udsendelse d.27. september - 3. oktober. 2025
InterMetzo
Georg Metz sætter overskriften i sit Intermetzo: 'Skotterne brister. Det amerikanske regime omfavner ekstremismen. Præsidenten anlægger sager i milliard dollar klassen mod medier der ikke fedter for ham. Kritik er ifølge præsidenten terror mod nationens sikkerhed. Barack Obama påpegede forleden i et interview, at det skræmmende er en præsident, der frem for at forsone og trøste går forrest i aggressiv dæmonisering af uenige landsmænd. Først i rækken står stadig flere mediefolk, tegnere, forfattere samt antydet Trumps udtalte overmænd og modstandere: Obama, John Bolton, Nancy Pelosi, m.fl. Eftersom Trump også blander sig i andre landes forhold, kan man gætte, hvad de amerikanske ambassader får tiden til at gå med.
Det hellige besudlede land
Ulla Sandbæk er død. Hun var præst og politiker. Hun var også engageret i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Som ung elskede hun Israel, men senere fik hun øje på palæstinensernes skæbne. Det skrev hun en glimrende bog om – med titlen ”Helligt land”. I foråret 2025 lavede Egon Clausen en samtale med hende. Vi genudsender den her som et minde om en stor personlighed der ikke er iblandt os mere
Kort men Godt: For at blive klogere på verden og os selv
Det er blevet ret almindeligt, at mennesker mødes for at tale sammen om bøger, de har læst. Men de, der mødes, ligner ofte hinanden, hvad angår alder, køn og uddannelse. I denne Kort men Godt plæderer Jens Raahauge for, at man danner boggrupper, der bygger på forskellighed, fx i alder. Det giver nye perspektiver på litteraturen og på tilværelsen.
Skolens død. Anmeldelse of bog om folkeskolens krise
Folkeskolen er i krise. Den gammeldags undervisning er erstattet af et begreb om læring, der har reduceret lærernes autoritet på afgørende områder. Skolens hverdag er præget af larm og uro, mens samværet i timerne forstyrres af mobiltelefoner og mangel på koncentration. Mange elever er ulykkelige. Andre reagerer med trods og vold. Alt for mange forlader skolen uden at kunne læse og skrive. Det som bogen beskriver, er almuens genkomst, siger Egon Clausen i denne anmeldelse af bogen 'Smukke unge mennesker'. Bogen er skrevet af Kirstine Ersbøll Meyhoff, der har en fortid som folkeskolelærer. I bogen skriver hun, at handlingen i bogen er opdigtet, men enhver lighed med virkeligheden er tilsigtet og ingenlunde tilfældig.
Jazzens Hist.: Ornette Coleman
I sin gennemgang af de store skikkelser i jazzens historie er Christian Braad Thomsen nået til altsaxofonisten Ornette Coleman, en musiker der flyttede grænser for jazzens udtryk. Som ung ikke lige velset alle steder, men i dag anerkendt som en af dem, der lagde grunden til det der kaldes ”free jazz”.
Norden i Europa: Pres på den nordiske model
D.21.januar 2019 kunne svenskerne endelig efter 4 måneder danne en ny regering med Stefan Löfven som statsminister. Her i ’Norden i Europa’ ser Ove Weiss på mulige svenske tilstande efter det danske folketingsvalg, der venter lige om hjørnet. Det er blevet nye tider for den stabile Nordiske Model med verdens stærkeste velfærdssamfund. De fire toneangivende nordiske lande er ramt af den europæiske højre-bølge af stort set samme størrelsesorden men med forskellige reaktioner i de øvrige partier.
København læser: James Joyses Ulysses
I den første uge af marts 2019 afholdt Hovedbiblioteket i Krystalgade i København en litteraturfestival med titlen ’Mænd’ under det faste tema ’København læser’. Mænd i den bredest mulige forståelse af begrebet. Mænd, der læser. Mænd, der skriver. Mænd, der skrives om. Mænd om mænd. Kvinder om mænd. Mennesker om mænd, rigtige mænd, forkerte mænd. Mænd fra Mars, Venus og månen, manderoller, hovedroller, skurkeroller, faderroller og flødeboller – fortsæt selv! og den vinkel udforsker den2radio’s Karsten Pharao sammen med oversætter og forfatter Karsten Sand Iversen.
En Digters Bazar, 5. En rejseskildring af H. C. Andersen
I Pharaos Klassikere læser Karsten Pharao fra H. C. Andersens store rejsebeskrivelse En Digters Bazar, hvor vi følger hans rejse gennem Europa til Istanbul i 1840-41. Nu er han ankommet til Rom, og man kan tydeligt mærke, at det er en overvældende by, der helt har erobret hans hjerte. Han har været der før – i 1833 – og det er ikke alle sammenligninger, der falder ud til nutidens fordel. Bl.a. var juleaften 1833 noget festligere end den i 1840.
Musik på trods 8. Arvo Pärt og György Ligeti
I denne uge sender vi den ottende og sidste podcast i serien 'Musik på trods' om komponister i Østeuropa i 1900 tallet, der alle har oplevet krig, undertrykkelse, tortur, flugt og modstand. 8 podcast med 2 komponister i hver, og denne gang skal vi høre om Arvo Pärt fra Estland og György Ligeti fra Ungarn.
Foto: den2radio
