Den2Radio - Uge 45 - 2025

Udsendelse d.1. - 7. november. 2025

InterMetzo
Vi lægger straks ud med Georg Metz' skræmmende InterMetzo: Ikke hvis krigen kommer, men når krigen kommer. Få aktører har i krigenes ophavshistorie haft større ansvar for et kommende sammenbrud: Putin, Netanyahu, Orban, Nigel Farrage, Rupert Murdoch og USA's republikanere samt Trump, den uovertruffen farligste. I betragtning af højrøstet dansk oprustning kan russerne føle sig fristet, inden det bliver dyrere i soldater. Et diktatur der dekreterer krigsøkonomi, regner ikke bombede byer, når blot ulykkerne ikke rammer vennesæle oligarker og diktatorens datja.

Radio Mælkebøtten: Når milliardærer leger med præsidenter – og demokratiet
Mens Bruxelles prøver at regulere, ruller dollarsedlerne gennem korridorerne. Vi har fulgt pengene – og det vi fandt, hænger sammen med det næste: De sender raketter ud i rummet – og regningerne tilbage til os andre. De kalder det innovation. Andre kalder det et kup mod demokratiet. Bag visionerne om rum kolonier gemmer sig drømmen om et liv uden regler – og måske endda afskaffelsen af demokratiet, som vi kender det. I den sammenhæng stiller vi spørgsmålet: Er verdens største ø bare is og sten – eller i virkeligheden tech-milliardærernes nye paradis?

Gode gys og grumme spøgelser
Gys og grumme spøgelseshistorier fra den måske virkelige verden er overskriften på en podcast om Allehelgens dag første søndag i november. Kun få påstår, at de har set dem, og der findes ingen videnskabelige beviser for deres eksistens, og alligevel er det et emne, der jævnligt dukker op – ikke mindst når mørket har sænket sig over land. Eksisterer de og i så fald, hvem er de, spøgelserne?

Bob Dylan 1
den2radio genudsender nu 10 podcast om sangeren Bob Dylan. Filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og journalist Erik Kramshøj tegner et portræt af Bob Dylan. De enkelte udsendelser beskæftiger sig med en karakteristisk epoke i Bob Dylans udvikling, i 1960'erne således hans protestsange, der var soundtrack til ungdomsoprøret, samt hans elektriske, surrealistiske og surrealistiske sange, der blev til i forbindelse med stofpåvirkning. I 1970'erne fandt han hvile i den mere enkle country-musik, men skrev også smertelige skilsmissesange - og i 1980'erne blev han kristen fundamentalist. Fra midt i 1990'erne udsendte han en række fremragende album, hvor han vedkendte sig sin alder og forberedte sig på døden, og i det nye årtusind har han sågar udsendt et album med julesange. Den første podcast tager Christian Braad Thomsen sig af, og den handler om Bob Dylans rødder i den sorte blues, den hvide countrymusik og den irske og skotske folkemusik.

Vores historie
Forfatteren Nils Hartmann har afrundet sin omfattende bestræbelse på at fortælle vores Danmarkshistorie for både børn og voksne. 28 titler er det blevet til. Og de spænder fra den brede fortælling i ’Børnenes Danmarkshistorie’ over skønlitterære børnebøger som ’Tue og oprørerne’ til ’Hvem bestemmer i Danmark?’ fortalt for børn og voksne. I den2radios podcast om ’Vores historie’ fortæller Nils Hartmann til Jens Raahauge om sine bøger, sin optagethed af historie og sin tro på, at historien også har noget at sige til moderne børn og voksne.

Kunst Timen: Det gode grin giver forskning i verdensklasse
I denne udgave af Kunst Timen taler Paul Frost Clementsen og Mikael Jensen med professor Jens Juul Holst fra Københavns Universitet om GLP-1 hormonet - det, der i dag er blevet til Wegovy og Ozempic, og som er basen for en kæmpe ekspansion i milliardklassen for Novo. Her kan vi lære noget om kreativitet i højeste klasse, og om hvordan man kan invitere heldet til at følge med i laboratoriet, når man vel at mærke er hyper opmærksom og har sit gode humør. Ordet sjovt går igen og igen.

Fåwall Marri
Det er november. I kirken er det også Allehelgens dag. Det er altid den første søndag i november. Det er den dag, hvor vi mindes de døde. I gamle dage var det også skiftedag. Det vil sige, at karle og piger kunne skifte plads fra den ene gård til den anden. Det mindes i Blichers digt om den forældreløse pige, Marie, der skulle skifte plads. Digtet står i Blichers værk Æ Bindstouw der er skrevet på jysk dialekt. Det begynder med ordene: 'Det var ved Helmestider'. Helmes er en forkortelse for Helgenernes Messe. Det er Egon Clausen, der præsenterer digtet og læser det højt på den udgave af vestjysk, der er hans modersmål.

Pharaos klassikere: En digters bazar 10
Karsten Pharao fortsætter oplæsningen af H.C.Andersens ’En digters bazar’ – beretningen om den store Europarejse, der begyndte i oktober 1840 og varede til juli året efter. I H. C. Andersens generation var skoleelever flasket op med græsk kultur og historie, så det var nærmest som at komme hjem, da Andersen møder de græske kyster på sin rejse.

Internationale danske klassiske solister: Jesper Busk Sørensen 
Internationale danske klassiske solister – er en serie på 22 podcast der vil portrættere solister, der har eller har haft en karriere i udlandet eller som er ansat i et stort udenlandsk ensemble. I denne uge kan I høre om basunisten Jesper Busk Sørensen. Da han var dreng i Grenå hørte han et FDF orkester gå spillende gennem gaden og så var hans fremtid afgjort – han ville også spille på sådan et messinginstrument og 20 år efter vandt han konkurrencen om en stilling i Berliner Philharmonikerne – et af verdens mest berømte og estimerede orkester. Sådan kan det gå, når man hører et FDF orkester.

Foto: den2radio