Internationale danske klassiske solister: Janne Thomsen

Udsendelse d. 11.-17.februar. 2023
Udsendelse d. 27.juli - 2. august. 2019
Udsendelse d. 28.maj - 3.juni. 2016

Janne Thomsen har etableret sig på verdensplan som en yderst succesfuld og efterspurgt solist. Hun påbegyndte sine musikalske studier som 4-årig og blev senere kåret som “Young Musician of the Year” i Danmark. Efter sine studier ved Royal Academy of Music i London og i solistklassen på Conservatoire de Musique de Paris fortsatte hun som prisvinder i fremtrædende fløjtekonkurrencer i Prag, Paris, Bayreuth, Rom, Wien, Paris og Boston.
Janne Thomsen har optrådt som solist med orkestre og ensembler heriblandt English Chamber Orchestra, Czech Philharmonic, Kremerata Baltica, Salzburg Camerata, Vienna Chamber Orchestra og Moscow Soloists.
Hun optræder med anerkendte solister så som Maxim Vengerov, Gidon Kremer, Janine Jansen, Pierre Laurent Aimard, Yuri Bashmet, Joshua Bell, Jana Bouskova, Steven Isserlis og Mischa Maisky. Hun har haft et tæt samarbejde med ledende komponister, heriblandt Sofia Gubaidulina, Hans Werner Henze, Wolfgang Rihm, Giya Kancheli, Peteris Vasks og Michael Berkeley.

Blandt de priser Janne Thomsen har modtaget er Dronning Margrethe II og Prins Henriks fond, samt Augustinus, Holstebro Musikpris og Gadeprisen. I 2016 blev hun tildelt titlen ARAM, “Associate of the Royal Academy of Music”, en hæder uddelt til musikere, der har gjort en særlig indsats I musikkens verden.
Fra 2004-2007 underviste Janne Thomsen på Mozarteum konservatoriet i Salzburg og fra 2008-2010 ved Hochschule für Musik i Luzern og er idag bosat I München.

Hun er grundlægger og kunstnerisk leder af “Klassiske Dage” - Holstebro International Music Festival - i sin hjemby, en festival som er vokset markant og er blevet rost af pressen lige siden dens grundlæggelse i 2005 og for hvilken hun i 2011 blev tildelt Holstebro Kommunes Kulturpris og Lionsprisen

Det er Janne Thomsen der spiller musikken i udsendelsen. Først og sidst er det fra Glucks 'De salige ånders dans' sammen med harpenisten Jana Bouskova, som også spiller med i 'Tågen letter' af Carl Nielsen. Sammen med 3 strygere Gordan Nikolic, Anna Lewis og Thomas Ruge spiller Janne Thomsen menuetten af Mozarts kvartet for fløjte og strygere i A-dur og indledningen til 3.sats af Bohuslav Martinu's Duo Concertante med violonisten Bohuslav Matousek sammen med Tjekkisk Filharmonisk orkester dirigeret af Christopher Hogwood.

Foto: Sacka Gusov og Jana Bouskova
 

MEDARBEJDER

Kirsten Rønn

PROGRAMSERIE

Internationale danske klassiske solister