Bob Dylan
I ti udsendelser tegner filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og journalist Erik Kramshøj et portræt af sangeren og sangskriveren Bob Dylan.
De enkelte udsendelser beskæftiger sig med en karakteristisk epoke i Bob Dylans udvikling, i 1960'erne således hans protestsange, der var soundtrack til ungdomsoprøret, samt hans elektriske, surrealistiske og syrerealistiske sange, der blev til i forbindelse med stofpåvirkning. I 1970'erne fandt han hvile i den mere enkle country-musik, men skrev også smertelige skilsmissesange - og i 1980'erne blev han kristen fundamentalist. Fra midt i 1990'erne udsendte han en række fremragende albums, hvor han vedkendte sig sin alder og forberedte sig på døden - og i det nye århundrede har han sågar udsendt et album med julesange.
Chr. Braad Thomsen har sammen med Asger Schnack skrevet bogen Bob Dylan - en guide til hans plader.