Flugt og hukommelse
Med udgangspunkt i redningen af de danske jøder i oktober 1943 vil vi i tre programmer se på hvordan svære begivenheder som flugt og overgreb påvirker psyken.
Det lykkedes frihedskæmpere og andre at bringe næsten hele den dansk-jødiske minoritet i sikkerhed i Sverige, og det er noget Danmark kan være stolt af. Der var dog et psykologisk efterslæb på denne heltegerning.
Det er svært at forudsige hvordan den enkelte handler, når hans eller hendes liv er på spil. Dengang skulle mange mennesker lige pludselig tage nogle svære, farlige valg: skulle man flygte eller gemme sig, skulle man hjælpe folk i nød eller være passiv, skulle man måske stikke andre til tyskerne eller lukke øjnene. Virkeligheden var mindre sort-hvid end hvad den synes i dag set i bakspejlet. Der var ikke tid til at tænke meget over de valg den enkelte tog.
Da krigen var ovre og det blev hverdag igen, fortsatte begivenhederne med at rumstere i dem, der havde været involveret. For mange blev det et skelsættende øjeblik, der definerede resten af deres liv. For nogle blev begivenheden et monster der vækkede én om natten og forhindrede at man levede et normalt liv. Det blev til traumer vi først senere gav navn som blandt andet post traumatisk stress syndrom og kz-lejr syndrom. Efter anden verdenskrig forstod man gradvist, at sår på sjælen kan blive til psykiske sygdomme, hvis ikke de behandles.
Vi ved nu, at den måde man husker en traumatisk begivenhed på er vigtig for at kunne komme videre. Der skal være plads til de svære oplevelser, men de må ikke dominere for det får en voldsom effekt også på de næste generationer i familien. Traumer kan nemt gives videre.
I dag står verden overfor migrantkrisen og overfor flygtningestrømme der ikke er set siden anden verdenskrig. Hvad kan vi som samfund lære af oktober 1943? Er der kollektive erfaringer vi danskere kan trække på for at integrere folk bedre i samfundet efter flugt og overgreb?
I disse tre programmer taler vi med en række fagfolk for at belyse hvordan fortidens begivenheder påvirker individers nutid.
Tilrettelagt af Noa Agnete Metz
Serien er støttet af