Den2Radio - Uge 44 - 2018

Udsendelse d. 27.oktober - 2.november. 2018

I ugens Intermetzo har Georg Metz ikke fat i hverken dansk eller udenlandsk politik eller flygtninge- og banksituationen, men fortæller om Fritz Jürgensen, Danmarks første store satiretegner der er født for 200 år siden i år. Han var forudsætningen for store efterkommere som Storm P., Per Marquard Otzen og Roald Als for at nævne nogle af de vigtigste i efterslægten. Jürgensens satire var nænsom og barmhjertig, men aldrig uden brod mod tidens latterligheder. 

Norden i Europa
I den2radio’s serie ’Norden i Europa’ fortæller historikeren professor Uffe Østergård om sin nye bog med titlen ’Hvorhen Europa?’ Og så er der gået klimakamp i valgkampen og omvendt. Lars Løkke Rasmussen har netop fremlagt en stribe energi-og klimaudspil bl.a. stop for salg af diesel-og benzinbiler fra 2030 og også en plan for intet mindre end en million el-biler på de danske veje inden for de næste 12 år.

Håndværk Smedefaget
En hammer, et svejseværk og en vinkelsliber - så kommer man langt som kleinsmed, siger smedemester Jesper Agertoft fra familiefirmaet Emil Nielsens smedeværksted, der har 125 år på bagen. I serien om håndværk er den2radio på besøg i smedeværkstedet og taler med en uddannelsesleder fra TEC i Ballerup.

den2sport
Den 4. oktober fyldte Torben Ulrich 90 år, og han er blevet behørigt hyldet i løbet af måneden ved en lang række arrangementer. Han er blevet hyldet som billedkunstner, musiker, filmmager, poet, kritiker med meget mere. Men for den2sport er Torben Ulrich først og fremmest idrætsmand. Torben Ulrich er en enestående figur i dansk idræt. Han har en flot international tenniskarriere bag sig. Han har gjort oprør mod autoriteter i idrættens verden. Og så har han udforsket boldspillets dybder. Han har om nogen undersøgt idrættens erkendelsesmuligheder. I forbindelse med den runde dag udgav han en bog ”Boldens øjne, værens ben – Notater langs idrættens spalte(n)de veje”. I bogen sammenfatter han sine mange års undersøgelser af idrætten som værensform.
Refleksioner 
Refleksioner er den 4. i række af tekster skrevet af Peter Zapffe, som selv læser op. Titlerne er ’Professoren fra Teheran’ og ’Forår - livet går videre’ - begge tekster er oplevelser og iagttagelser fra det nære.

Nostalgi, coverversioner
’Nostalgi er ikke hvad det har været’ har den2radio’s Erik Kramshøj kaldt en serie om rockmusik, og her har han i forbindelse med begrebet ’Coverversioner’ brugt en del Jimi Hendrix musik, og han har funderet over begrebet ’Quicksand’ i rockteksterne, og musik fra dengang kommer der masser af.  Hvis lytterne også funderer over begrebet coverversioner må I lytte med på hvad Erik Kramshøj fortæller.

De udødelige 17
Verdens befolkning bliver ældre, og når vi globalt bliver ældre, betyder det nye og store udfordringer til bl.a. ældres rettigheder, økonomi og sundhed. FN havde i 2012 en høring om ældres rettigheder. Høringen om ældres rettigheder var arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp, og landet over indbød en række lokale ældreforeninger til præsentationer af aktiviteter under titlen ’Generationernes dag’. Udsendelsesserien på den2radio om Aktiv aldring og Solidaritet mellem generationerne er fra 2012 men stadig aktuel.  I skal blandt andre møde Pernille Fenger, leder for FN’s befolkningsfonds nordiske kontor, tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach, Birgitte Qvist-Sørensen international chef Folkekirkens Nødhjælp og Helge Schøsler fra Ældremobiliseringen i Roskilde.

Billeder fra et liv 7
Billedkunstneren Pia Schutzmanns barndom har været særpræget med en psykisk syg mor, som i begyndelsen af anden verdenskrig forlod hendes jødiske far i Italien og rejste gennem Hitlers Tyskland tilbage til København med sit lille barn. Ikke for at give det en nem opvækst. Til gengæld har modgangen givet hende en forbløffende iagttagelsesevne både på papir og lærred. Hun har skrevet nogle små selvbiografiske tekster ’Billeder fra et liv’, og over de seneste uger har vi sendt udvalg af teksterne i Pia Schutzmanns egen indlæsning. I denne uge er vi nået til det sidste.