Folk Danmark: Dec. 2013
I december måneds Folk Danmark præsenterer Morten Alfred Høirup nyheder fra den danske roots- og folkemusikscene. Vi skal høre om Tønderfestivalens store økonomiske problemer efter årets yderst succesfulde festival. Hvordan kan det gå til, og hvad ender det med? Vi skal til prisoverrækkelse i Copenhagen Jazz House til Danish Music Award Folk Galla Show – intet mindre, og blandt prismodtagerne var også vores eget Folk Danmark-program her på Den 2. Radio. Og så bliver der et genhør med sangerinden Trille i anledning af en ny udstilling på Arbejdermuseet i København.
Begrundelsen for prisen:
Tingluti Prisen tildeles Den 2. Radios folkemusikprogram, Folk Danmark, som i løbet af de seneste år har produceret og streamet en lang række udsendelser om den danske roots- og folkemusikscene med Morten Alfred Høirup og Alan Klitgaard bag mikrofonen. Helt i Ejnar Kampps’ ånd formidler Den 2. Radio og radioudsendelsen Folk Danmark på både dansk og engelsk det glade budskab om, at den folkelige musik med kraft og spilleglæde engagerer unge som gamle, amatører som professionelle over hele landet.