InterMetzo: Ambassadør roligan

Udsendelse d.30.maj - 5.juni. 2026

Georg Metz undrer sig over hvad den amerikanske ambassadør i Danmark incognito lavede i Aalborg som uindbudt gæst til karnevalet. Ambassadøren fulgt af en halv snes personer heraf flere sikkerhedsfolk ankom i privat jet og blev afhentet af sorte limousiner. Han spadserede rundt med sine ledsagere forklædt som dansk roligan i skræddersyet fodboldkluns og hvide halvstrømper, bare knæ, kasket og solbriller. Forklædningen, eller hvad det nu var, havde mindre betydning, for ambassadøren vakte ikke opsigt, talte ikke med nogen, ingen henvendte sig, og da pressefolk efter sigende tilfældigt fik øje på den synligt forklædte anonyme almindelighed af en trumpistisk milliardær, fik ambassadøren pludselig travlt og gemte sig i folkemængden. Ambassadøren ville i øvrigt i eget tøj have været mere sikker på ikke at blive genkendt. En kunne spørge: Hvem er ham der? Og få svaret: En eller anden idiot der har klædt sig ud som den amerikanske ambassadør.  En pudsig historie hvor man gerne ville have hørt ambassadørens egen begrundelse for den pointeløse forklædning. Hvorfor til karneval i Aalborg og hvorfor uden at give sig til kende? Hvorfor så tavs?  

MEDARBEJDER

Georg Metz