InterMetzo: Det fordærvede pust

Udsendelse d.15. - 21. februar. 2025
Georg Metz lægger ud med den internationale ordens galopperende nedbrydning. Læren af to verdenskrige blev Unionens konsekvens, som gudhjælpemig folk som Dansk Folkeparti og deres venner i Madrid vil svække, mens Amerika står parat til at oversvømme de svage med McDonalds, hjernedøde tv-serier, sød sodavand og dyre våben. For danske politikere som Messerschmidt, hans håndgangne og håndfulde af konservative ser sig fortsat nødsaget til at tage visse forbehold over for den grobrian, som de ud mellem sidebenene er benovede over. Det er jo lige dét, de mener, som når DF´s mand tager til Madrid og råber Viva España i beundring for Franco og fascismen, arm i arm med demokratisk set trumpistiske uhyrligheder som den truende Meloni og Trumps østeuropæiske klon, Ungarns Orban. Ufattelig er den dumhed, der griber mennesker i deres viljestærke uvidenhed og selvpåførte historiske fup.