Paris’ Opera Garnier bliver 150

Udsendelse d. 24. - 30. maj. 2025
Den 14. januar 1858 slap den franske kejser Napoleon III kun lige akkurat helskindet fra et attentat, da han kom ud af den tids operahus placeret i den snævre Rue Le Peletier. Dagen efter beordrede han opførelsen af et nyt operahus, der skulle vende ud til en af Paris’ store boulevarder. Arkitektkonkurrencen blev vundet af den unge Charles Garnier, og operaen blev efter de sædvanlige franske trakasserier og en krig mod Tyskland indviet i 1875 – altså for 150 år siden. Det blev fejret i januar i år med en stor opera- og balletaften, der klart afspejlede Garnier-operaens plads som hjemsted i langt over et halvt århundrede for grand opera, den særlige franske operaform, som selv udenlandske komponister måtte indordne sig under, hvis de ville spilles på verdens største opera – og de var mange. Jesper Tang fortæller om indvielses-og jubilæumskoncerterne i hhv 1875 og 2025, og han minder om, at Bizets opera Carmen havde urpremiere der i 1875, og at urpremieren var en uhørt fiasko.
Indhold:
Uddrag af Daniel Auberts opera La Muette de Portici, Bisets Carmen, Verdis Jerusalem, Léo Delibes La Source og Gounods Faust. Emma Calvés og Enrico Carusos stemmer høres i optagelser fra 1907 af hhv. Carmen og La Rigoletto. Endvidere en visesang, Le petit rat, sunget af Suzy Solidor.
Gala-forestillingen på Paris-operaen den 24. januar 2025 kan indtil 30. juli 2025 ses og høres på: https://www.france.tv/spectacles-et-culture/theatre-et-danse/6837853-gala-d-anniversaire-150-ans-du-palais-garnier.html
Foto:dreamstime.com