Sophia samtaler - pejling af dannelse 20 : Skolen som fællesskabslaboratorium
Udsendelse d.30.december 2022 - 6.januar 2023
I Sophia-samtale nr. 20 har Jens Skou Olsen besøg af Jens Raahauge, Formand for Tænketanken Sophia og
tidligere skoleleder. For Jens Raahauge har skolen – bortset fra en kort ansættelse på Valby Maskinfabrik – altid stået centralt i hans liv. Jens Raahauge er optaget af fællesskabet og den omsorg for og interesse i hinanden som arnestedet for vores kultur og hele liv. Samfundsudviklingen har længe været drevet af skriftligheden, og det har ført til en ubalance mellem det berigende nærvær i mundtligheden og perspektivet og disciplineringen i skriftligheden.
Løsningen er ikke at vælge mellem mundtlighed og skriftlighed, da de begge er afgørende vigtige for os; men vi skal besinde os på at finde nye veje til at styrke fællesskaberne og interessen for hinanden båret af mundtlighedens samskabelse af mening og oplevelse med skriftligheden som en vigtig raffinering og beskæring af vores fortællinger, tænkning og vækst.
Foto: Jens Skou Olsen