Vækkelsesbevægelsen i det 19.århundrede: Rasmus Sørensen - folkeoplyser og reformforkæmper - 2

Udsendelse d.4. - 10. oktober. 2025

I udsendelsens anden del tager lytteren med til Rasmus Sørensens år som landsbylærer i Brandstrup og senere i Venslev. Her træder han for alvor i karakter som lærer, forfatter og vækkelsesmand.
Tiden som landsbylærer i Brandstrup er præget af nøjsomhed, men også af åndelig søgen og de første skrifter, der pegede frem mod et større kald.
Med flytningen til Venslev i 1827 skærpes stemmen, og Sørensen bliver en central skikkelse i vækkelsesbevægelsen, hvor han både udfordrer kirke, stat og godsejervælde.
Fra 1840’erne tager hans virke en ny retning. Han bliver omrejsende folkeoplyser og agitator, samler bønder og husmænd ved folkemøder og rejser krav om bondereformer og efterfølgende om sociale reformer.
I 1849 var han med til at grundlægge en højskole i Uldum, og samme år vælges han til Folketinget. Men efter politiske nederlag og tiltagende konflikter vender han blikket mod nye muligheder. I 1852 udvandrer Sørensen til USA, hvor han fortsætter sit virke blandt udvandrere, men bevarer forbindelsen til Danmark helt frem til sin død i 1865.
Med Rasmus Sørensens liv har vi fulgt en af de skikkelser, der i første halvdel af 1800-tallet bar vækkelsen frem – ikke kun som religiøs bevægelse, men som folkelig opvågnen.
Født i almuen, med uddannelse, engagement og vilje, blev han lærer, forfatter, folketaler og politisk agitator.
Han stod ikke alene, men som del af en bredere strøm, hvor vækkelse, social bevidsthed og politiske krav vævede sig sammen og gav bondestanden en stemme. 
Hans liv viser, hvordan enkeltpersoner kunne blive talerør for de dybere kræfter, der langsomt ændrede Danmark – fra standssamfund til folkestyre.
Dermed er hans historie ikke kun fortællingen om én mand, men om en hel tid: den folkelige vækkelse, der satte varige spor i dansk kultur og politik.

Foto: lex.dk og privateje

PROGRAMSERIE

Vækkelsesbevægelserne i det 19 århundredes Danmark