Pontoppidan på podcast
I denne og de følgende 10 uger vil vi bringe 11 små, såkaldte Krøniker, som Henrik Pontoppidan skrev i slutningen af 1800-taller og udgav samlet i 1890. De indtager en særstilling i Pontoppidans forfatterskab, fordi de – som noget af det eneste, han skrev – ikke er skrevet i realismens stil, men er mere frit fabulerende. Den satiriske djævlesplint i øjet er derimod helt den samme som i det øvrige forfatterskab. Den kendteste af krønikerne, og i det hele taget det kendteste stykke kortprosa fra Pontoppidans hånd, er Ørneflugt om den uheldige ørn Klaus, der er vokset op i en andegård. Men også de øvrige krøniker glimter af humoristisk hån mod menneskenes dumheder og konventionernes åndløse tvang. Den første fortælling i rækken hedder ”Menneskenes Børn” og handler om, hvad Vorherre og Sankt Peder oplevede engang de besøgte Jorden et sted, som minder meget om Danmark.