Billeder fra et liv

I 2012 viste Nivaagaards Malerisamling en retrospektiv udstilling af kunstneren Pia Schutzmanns arbejder. I den forbindelse præsenterede hun sin bog med små selvbiografiske tekster ”Billeder fra et liv”, der netop var udkommet på forlaget Kle-art.

I denne serie bringer vi et udvalg af teksterne i Pia Schutzmanns egen indlæsning.


Pia Schutzmanns barndom har været særpræget med en psykisk syg mor, som i begyndelsen af anden verdenskrig forlod hendes jødiske far i Italien og rejste gennem Hitlers Tyskland tilbage til København med sit lille barn. Ikke for at give det en nem opvækst. Til gengæld har modgangen givet hende en forbløffende iagttagelsesevne – både på “papir” og “lærred”.
Tiden og stilheden ligger mejslet dybt i Pia Schutzmann arbejder. Enhver form, som øjet møder, har sin historie. Gennem små observationer af pudsige oplevelser, drager Pia Schutzmann læseren ind i sit fabulerende univers, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi sløres og opløses. Pia Schutzmann er en af landets dygtigste og mest efterspurgte portrætmalere, men hendes billedverden er meget alsidig. Selv siger hun: ”Når jeg tegner et ansigt, er det for mig som at gå på opdagelse i et landskab. Jeg bevæger mig fra kindens bakketop ned ad stejle skrænter og følger rynkernes fine netværk ad smalle stier. Så står jeg i åbningen til næseborets grotte og kigger ind i mørket. At jeg har flere udtryksformer er blot forskellige sider af samme sag. Jeg er nysgerrig, og jeg bruger alle midler, når jeg arbejder. Jeg har tegnet frimærker. Jeg har også malet gavle. Jeg har lavet billeder med potteskår og indtørrede firben. Jeg går efter det, der overrasker og bevæger mig. Det giver mening".