Den2Radio - Uge 15 - 2017
Udsendelse d. 8. - 14. april. 2017
InterMetzo
i denne uge har Georg Metz fokus på meddelelsen om at Morten Messerschmidt er på vej tilbage til politik fra sin lange sygeorlov. Og Danmark har netop haft besøg af det belgiske kongepar, som nok er velinformeret om dronningens mands vankelmodighed. Men den belgiske ambassadør havde glad meddelt sin protokol, at kongeparret ville blive mødt af både dronningen og prinsgemalen, men ak - lang næse, prins Henrik var i Bruxelles på vej sydover samtidig med at kongeparret var på vej til København. Ikke så godt.
AT BO: Det åndbare hus
Hvordan går det egentlig med at bygge bæredygtigt i Danmark? ja, lytter man til den samlede byggebranche er der ikke tvivl om at der ER viden. Men det kniber mere med praksis for det skal også kunne betale sig, og som det er i dag, er byggebranchens materialer ikke specielt bæredygtige, de kan være svære at få fat i og de er ofte dyre.
den2radio har været på jagt efter et sted, hvor de prøver at bygge bæredygtigt fra A til Z, og vi fandt et lille byggefirma på Midtsjælland der siden 1980 har arbejdet med at omsætte deres erfaringer til praksis og som bruger bæredygtige materialer både ude og inde. Vi fik en rundvisning i det Åndbare hus og fik svar på nogle af de bæredygtige mulighederne. Samtidig har vi været på konference for at høre hvad unge byggefolk ved og forventer sig af fremtidens byggeri.
EuropaProfilen: Europa hvad nu?
”Europæerne lever i paradis, men alt for mange har travlt med at sprede misnøje”. På et debatmøde Europa, hvad nu? arrangeret af Magasinet Europa i anledning af at Rom-traktaten fyldte 60 år talte blandt andre udenrigsreporter fra Jyllands-Posten Per Nyholm. Hør uddrag af hans opsang til Europa i EuropaProfilen.
i øvrigt analyserer Ove Weiss forårets to hovedtemaer: Storbritanniens enegang ud af EU – og flygtningenes vilkår i EU og Danmark. Bliver Brexit overhovedet til noget, Spørger Ove Weiss. Svaret er tvetydigt. Officielt i Westminster er der ingen slinger i valsen. Men helt konkret er en større kampagne mod udmeldelse i gang i United Kingdom, anført af tidl. premierminister, Labours Tony Blai, og den tidligere magtfulde konservative finansminister George Osborn.
Nostalgi er ikke hvad det har været:
I den uregelmæssige serie NOSTALGI ER IKKE HVAD DET HAR VÆRET focuserer Erik Kramshøj i denne omgang en på "The sound of Philadelphia" , som dominerede den amerikanske soulscene i 70'erne, men indledningsvis har guitaristen Finn Olufsson en bemærkning om sin gruppe, Ache's medvirken i en stærkt prisbelønnet spillefilm.
Ronkedorerne: Fra universet til biblioteker
Ronkedorerne stiller op i halveret størrelse denne gang, men Jens Raahauge og Egon Clausen har selvfølgelig gode fagbøger med. Oscar K´s – ’Københavner-Fortolkningen’ om Søren Kierkegaard, der dumper ned fra himlen og kommer til at leve i nutiden, har inspireret Jens Raahauge til at læse Anja Andersens ”Universet” udgivet på Lindhardt og Ringhof. Den anden "bog" findes kun på nettet og hedder ’biblioteksvennen.dk’. Den er af Ole Münster, som skriver om, hvordan man fortolker de forskellige undersøgelser om hvor mange der bruger bibliotekerne i Danmark.
Anmeldelse:" Martin Luther og Danmark i 500 år"
I 500 året for reformationens indførelse har den2radio mange udsendelser af forskellig slags og i denne uge får vi en anmeldelse af en bog om Martin Luther skrevet af professor emeritus Martin Schwarz Laustén. Den hedder ’Martin Luther og Danmark i 500 år’. Og det er jo en interessant vinkel, som Nikolaj Ifversen fortæller om. Pontoppidan krønike: Morgendug
I vores serie med Henrik Pontoppidans krøniker er vi i denne uge nået til historien ”Morgendug”, der er et lille eventyr om, hvordan man til sin dødsdag kan forfølges af den tanke, at man en gang lod lykken gå sin næse forbi.
Husserl 2
Et af den2radio’s kernepunkter er filosofi, og vi sender nu den 2. af 3 udsendelser om den tyske filosof Edmund Husserl, der har skrevet sig ind i den moderne filosofis historie som grundlæggeren af den moderne fænomenologi. Det er professor på Københavns universitet Dan Zahavi der fortæller om Husserl.
Islamiske dynastier og kunst 14
Islamiske dynastier og kunst handler denne gang om rumseljukkerne, som var et dynasti med en dominerende magtfaktor i Anatolien i tiden fra 1077 til 1307. Det er lektor fra Saxo-instituttet på Københavns Universitet Mogens Pelt der fortæller om rumseljukkerne, og direktør på Davids Samling Kjeld von Folsach, der viser genstande fra museet frem fra den tid.
JazzGalore 2
Jazz Galore hedder en udsendelse fra RadioJazz som vi sender 3 uger i træk i anledning af at den unge bassist Felix Moseholm netop har modtaget den nystiftede ’Moseholm pris’, som hvert år skal tildeles unge jazztalenter.
Foto af Sjællands eneste rundkrike, Bjernede kirke (Anne Eggen)