Den2Radio - Uge 17 - 2024

Udsendelse d.20. - 26. april. 2024

InterMetzo
Georg Metz beretter om ordet 'udansk' som kommentator Noa Redington i Politiken forleden med fuld musik befriende  greb fat i. Jo mere politikerne slynger om sig med udansk som argument mod det uacceptable, det kontroversielle, det tankefulde og det oppositionelle, des mere omfattende bliver kataloget over det og dem der ikke på vilkår vil lade sig omfatte af denne løse bebrejdende beskrivelse i danskhedsfortalernes udlægning af uønsket adfærd som udansk.

Kabul - København
"Kabul - København , breve fra livets skæbnestunder" er titlen på en ny bog skrevet af  to venner i begyndelsen af 30érne. Felix Moltke Østergaard og Mathias Mencke. I årene 2019-2020 befandt de sig milevidt fra hinanden. Den ene udsendt på mission som sprogofficer i Afghanistan, den anden i Danmark på vej mod nyt job, ægteskab og kunsten at producere børn. I en samtale med den2radios Anne Eggen fortæller Felix Østergaard om tiden i Kabul i en international militærlejr og mødet med afghanere høj som lav og han giver et bud på krigens succes eller mangel på samme.

Nordiske komponister. 2 skrøbelige komponister: Melartin og Lange-Müller.
I serien 'Nordiske komponister' skal vi i denne uge høre om to skrøbelige men meget produktive komponister: den finske Erkki Melartin og den danske Lange-Müller. De var næsten samtidige og havde mange ting til fælles, for udover deres skrøbelige helbred har de begge komponeret symfonier, scenemusik og mange sange, og de har også begge komponeret en violinkoncert. Omvendt var Lange-Müller en berømt komponist mens han levede, mens Melartin nærmest var ugleset, og han er først i de senere år så småt ved at komme til ære og værdighed. 

Palævagt, præcision, disciplin og tappenstreg.
Det har lige været dronning Margrethes fødselsdag og i den anledning genudsender den2radio en podcast om Den kgl Livgarde der altid trækker op til regentens fødselsdag. I år bliver det d.26.maj på den nye regents fødselsdag kong Frederik, at Livgarden trækker op i rødt. Om det er pivende koldt, stegende hedt, eller der er skybrud, så himmel og jord står i et, en ting er sikkert Den kongelige Livgarde lader sig ikke anfægte, men marcherer troligt den daglige tur gennem byen iført deres traditionsrige uniform for at være klar til vagtskiftet foran regentens palæ på Amalienborg, og de ankommer altid kl. 12.00 – præcist.  Men er de så præcise, at man kan sætte uret efter dem, spørger den2radios Pia Koppleman, da hun mødte næstkommanderende ved vagtkompagniet kaptajn Kristoffer Bjørnsen på Livgardens Kaserne i København.

Den tyske efterkrigstids schlagermusik 15
I Tage Baumanns schlagerkrønike handler det denne gang stort set kun om et enkelt år i den store tyske historie, ja faktisk kun om en enkelt dato: 9.november 1989, men vi begynder dog i 1988.

Træk af den danske skakhistorie 3
I tredje og sidste afsnit af 'Træk af den danske skakhistorie' beskriver Rasmus Blædel Larsen computerens udfordring af de bedste skakspillere og hvordan IBM og et meget ungt hold af programmører endelig lykkedes med at besejre verdensmesteren. Vi får også taget behørig afsked med Bent Larsen og trukket linjerne i dansk skak op til i dag. Afslutningsvist nævnes en række aspekter af skakken, som lytteren selv må opsøge hvis det har interesse.
 
Salmesang ved Reformationen 4
I den 4.podcast om 'Salmesang ved Reformationen' er det orglet og musikerne i kirken, det drejer sig om. Hvad ved vi om hvem der spillede i kirkerne? I hundredvis af år i den katolske tid var musik i kirken stort set altid vokalmusik. Orglet er en oldgammel opfindelse, men at bruge det som akkompagnement til salmerne som vi kender det, er kommet meget senere. Det fortæller Ole Olesen, Nationalmuseets orgel kyndige - og organist og musikhistoriker Henrik Palsmar om, og musikforsker Ole Kongsted fortæller om musikerne i kirken.

Pharaos Klassikere. Min broders levned 4
I Pharaos Klassikere fortsætter jeg med at læse fra Carl Baggers lille roman fra 1835, ”Min Broders Levnet”, om de to brødre Johannes og Arthur, der er faldet så forskelligt ud. De blev adskilt ved forældrenes skilsmisse og har ikke set hinanden siden. Nu mødes de for første gang til Johannes’ kandidatfest efter han har bestået sin teologiske embedseksamen med udmærkelse, og det er tydeligt hvor forskellige de er: Johannes er den dydige mors dreng og Arthur er sin fars forkælede yndling, den fandenivoldske levemand, der stifter gæld og drikker fra morgenstunden og ikke gider høre på moralske formaninger.

Japansk jazz
Claus Westh fra Radio Jazz præsenterer nu en udsendelse i serien ”Fra Tishiko Akiyoshi til Hiromi Uehara. Gæsten hos Claus Westh er Miho Hazama. De skal tale om hendes seneste udgivelse, som hedder ”Beyond Orbits”.

Foto: den2radio