Den2Radio - Uge 21 - 2016

Udsendelse d. 21.- 27. maj. 2016

Først som altid Intermetzo med den2radio’s  Georg Metz og Intermetzo har overskriften ’Fly for freden. Alvoren bag massivt afkald på fredsdividenden’. Dansk Folkeparti vil nedtone Danmark i EU med betydelig svækkelse af samarbejdet – lidt mindre klart formuleret: med henblik på udmeldelse. Så meget desto mere må man forstå, hvis/når partiets håb og stemmesluger i Parlamentet tvinges til at betale hele det beløb tilbage han i klart regelbrud har taget. Manden med de mange stemmer – Morten Messerschmidt - mener og siger, at EU’s krav om tilbagebetaling er politisk forfølgelse. Så når han uretfærdigt er blevet taget i at snyde, kan og bør Danmark selvsagt ikke blive i EU, så må Unionen undvære os. Også Rusland gør ihærdige forsøg på at svække EU. Russerne kæmper med mange midler mod den inddæmning, der tog fart ved murens fald. Alle de bufferområder, Moskva fik i 1945 på Yalta og som de brutalt omsluttede med jerntæppet, vender sig nu mod Vesten og Nato og EU. 

 I serien ’Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie’ skal vi i denne uge besøge Løgumkloster. Vi har nu været omkring Ribe, Rømø, Møgeltønder og Tønder og der er en stærk historie i hele det område. Mange erindringssteder, hvor geografien, kulturen og mentalitetshistorien taler deres tydelige sprog, og der er heldigvis 10 steder i alt vi besøger.
 
Det står sløjt til i Danmark, når det gælder indsatsen over for biodiversiteten, altså med mangfoldigheden af levende organismer i vores lille land. En tur i et afgrænset landskab ved Tryggevælde Å på Stevns giver et godt billede af hvad der KAN gøres, men også at det er NØDVENDIGT at gøre noget, hvis arterne skal overleve. Den2Radio har taget en tur til Elbækengen, og det blev både en oplevelse med fugle og planter og en snak om, hvad der er på spil i den danske natur.  
 
The Byrds var i 1960’erne dem der skabte begrebet folkrock, altså at sætte strøm til folkemusik. Og de slog igennem med Bob Dylans akustiske sange, og 2 af dem fik de på 1.pladsen på den amerikanske hitliste indenfor et halvt år. Vi har hele 7 udsendelser om The Byrds og i denne uge er vi nået til den 3.
De udødelige
I serien om ’Aktiv aldring – solidaritet mellem generationerne’ møder vi Knud Johnsen, elektromekaniker – aktiv i LO’s faglige seniorer og kasserer i 3 foreninger og så synger han i Carlsberg koret. ’Sådan er det!’ siger Knud Johnsen, når han understreger en særlig pointe i sin fortælling om sit faglige engagement i Dansk Metal, sin katolske opvækst og sine tanker om ældreboliger.
 
Klassisk på nettet byder denne gang på en times forårsmusik, og det er af f.x. Ravel og Johann Strauss, af Puccini og flere endnu, og vi får hele H.C.Lumbyes Drømmebilleder.  
 
Den2radio genudsender i disse uger 5 foredrag som litteraturforskeren Lise Busk-Jensen afholdt i forlængelse af sin disputats om Romantikkens forfatterinder. Og Lise Busk­Jensen kommer vidt omkring i sin afdækning af kvindelitteraturens fremvækst i 1800­tallet, hvor kvinderne efterhånden oplevede et voksende modsætningsforhold til omverdenen. Vi har tidligere hørt om den frigjorte husmor og guvernantegenren, og det fjerde foredrag handler om emancipationsromaner. Dem er der ikke skrevet så mange af, for det krævede et ekstraordinært mod og en usædvanlig selvstændighed. Mathilde Fibigers roman Minona fra 1854 er omdrejningspunktet for denne uges foredrag.

D.27.maj inviterer Blixenprisen for 2.år i træk til fejring af den dansksprogede litteratur. I år bliver festen afholdt i en af landets absolutte højborge for litteratur, kultur og viden: Dronningesalen i Den sorte Diamant. Blixenprisen er en folkefest for alle, der elsker bøger. Vi hylder og samler den danske bogbranche fra forfattere over redaktører til boghandlere. Litteratur er en uundværlig del af mange menneskers liv – til nydelse, inspiration, underholdning og indsigt. At stable en prisfest på benene er ikke noget man gør over natten. Sekretariatschef i Dansk Forfatterforening og projektleder i Blixenprisen Sara Strand fortæller om det store forarbejde, der ligger forud for prisfesten. Vi møder også litteraturanmelder Mai Misfeldt, som er med til at udvælge vinderbogen.