Den2Radio - Uge 32 - 2024
Udsendelse d.3. - 9.august. 2024
Velkommen til en sommeruge på den2radio, hvor vi ud over en frisk produceret kommentar fra Georg Metz sender en række genudsendelser. I kan se hele programfladen her på vores hjemmeside.
InterMetzo
Georg Metz har givet ugens kommentar titlen” Den sport – Om højtråbende mindretal i løbesko og våddragt”.
Landbrugsmagasinet: Et landmandsliv
Landbrugsmagasinet besøger i denne uge den pensionerede mælkeproducent Boi Nielsen ved Velling i Vestjylland. Landbruget har udviklet sig enormt inden for blot en menneskealder. Mange ældre landmænd kan stadig huske det store folkehold på gårdene, de små landsby-mejerier - og den første traktor. I dag er der robotter, gigantiske staldanlæg og mælken bliver solgt i Kina. Landbrugsmagasinet tager i denne uge lytteren med på en personlig rejse op gennem anden halvdel af det 20. århundrede, set gennem et landmandsliv og på en egn hvor landbruget stadig står stærkt.
De udødelige 2
Generationer i arbejdslivet er emnet for den anden udsendelse i Den2radio's nye serie 'De udødelige' - om aktiv aldring og solidaritet mellem generationer. En ung kontorelev og en pensioneret regnskabschef fortæller om drømme om karriere og erfaringer. Bagefter kommenterer fremtidsforsker og cand.scient.pol Johan Peter Paludan de to forskellige arbejdsliv og giver sit perspektiv på, hvordan fremtidens arbejdsliv vil komme til at se ud.
Min Far
Tove er i dag 98 år, hun er vokset op i Borgergade/Adelgadekvarteret i København, et folkerigt fattigt kvarter, der blev revet ned i 50èrne. Toves far var ingeniør og brandinspektør på Adelgade Brandstation og familien med 5 børn boede i en stor herskabslejlighed over brandstationen. Her susede brandvognene med heste ud og ind af porten og oppe i lejligheden var der ung pige, mange værelser og koldt. Her udspandt der sig et familieliv med en far og mor, der levede som hund og kat. Den unge Tove iagttog det skæve ægteskab, der var præget at to meget forskellige mennesker, der gav sig udtryk i en nærmest tyranniske far og en mor, der havde giftet sig nedad. De voksne boede i hver sin ende af lejligheden og i midten var de 5 børn. Tove hjalp med børnepasning og var rap i tungen og kom tit på kant med sin far, det afstedkom hun blev smidt ud hjemmefra. Den unge københavnerinde havde et usædvanligt godt blik for det der foregik i familien og den tid hun var vokset op i.
Nostalgi er ikke hvad det har været: San Francisco
Erik Kramshøj er igen kommet i det nostalgiske hjørne, selvom nostalgi jo ikke er hvad det har været. Han tager os med tilbage til San Franciscos musikalske storhedstid i midten af 60’erne og begyndelsen af 70’erne.
Johannes Møllehave
Johannes Møllehave er død og den2radio ligger inde med et interview med ham fra 2016 - optaget i anledning af hans 80 års fødselsdag, som vi genudsender.
Johannes Møllehave fortæller fra sit liv og gør sig tanker om tiden, der er gået. Ind imellem citerer hans søn Tomas Møllehave fra hans produktion. Et program med møllehavesk erindring, tanker, humor og vers.
Anders Munck taler med ham og Johannes Møllehaves søn, forfatteren Thomas Møllehave fortæller om sin far og citerer undervejs fra nogle hans sange og rim.
Pharaos klassikere: Herman Bang
I denne uge begynder Karsten Pharao at læse et udvalg af de søndagskronikker, som Herman Bang i årene fra 1879 til 1884 skrev til avisen Nationaltidende og som blev et højdepunkt i hans banebrydende journalistik. Som den overordnede titel ”Vekslende Themaer” antyder, er der tale om en meget varieret blanding af reportager, stemningsbilleder, essays, portrætter og anmeldelser, der giver et enestående indblik i københavnerlivet i samtiden.
Den ekspanderende storbys medieverden, forlystelsesliv og dagligdag er fastholdt i et kunstnerisk forfinet sprog, hvis yderpunkter er causeriets overstadige humor og den sociale reportages stengrå alvor, som udgiveren, lektor Sten Rasmussen formulerer det på bagsiden af den samlede firebinds-udgave af kronikkerne. I denne uge har Karsten Pharao valgt en af de sociale reportager, der beskriver datidens lånekontorer.
Johannes Jørgensen 2
I anden del af programrækken om Johannes Jørgensen fortæller, formand for Johannes Jørgensen Selskabet, Stig Holsting, om Jørgensens liv efter 1914. Et liv som var præget af mødet med en lang række af samtidens fremmeste italienske kunstnere og platoniske kærlighedsforhold. Men også en stigende trang til at finde åndelig ro.
Brahms’ 3. symfoni
Johannes Brahms komponerede 4 symfonier som hører til på alle verdens symfoniorkestres repertoire. Af alle romantiske komponister er Johannes Brahms uden tvivl den mest klassisk orienterede. Han afskrev enhver form for symfonisk digtning og komponerede sine store værker i de traditionelle former. I 1881 indledte Brahms et frugtbart samarbejde med det berømte hofkapel i Meiningen. Blandt de første værker, som her blev gennemprøvet, var den nye klaverkoncert nr. 2. I 1883 komponerede han den 3. symfoni og i de følgende år den 4. symfoni, uropført i Meiningen. Og det er den 3.vi sender i denne uge i en indspilning med Houston Symfonikerne som Christoph Eschenbach dirigerer.
Foto: den2radio