Den2Radio - Uge 47 - 2024

Udsendelse d.16. - 22. november. 2024

InterMetzo
I denne uge handler Intermetzo om 'Flodhest i glasbutikken' og 'Mens Israels fremtid trues ude og inde', det er de to overskrifter Georg Metz har sat. Den første handler om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der nødigt taler om sit ansvar for Danmarks ulyksalige krige i nyere tid. Den anden overskrift beretter om den forfærdelige aften forleden, hvor vi så mennesker forfulgt gennem Amsterdams gader uden at viden om begivenhederne, deres udspring, årsag og forløb er påfaldende.

Frank Trojahn - Viceadmiral og Danmarks militære repræsentant til NATO
Redaktionen bag Den elektroniske Folkeoplysning har sendt os en podcast om besøget hos Frank Trojahn i anledning af NATO's 75-års jubilæum. Frank Trojahn har jagtet pirater, været chef for Søværnet og har masser af praktisk erfaring med NATO-operationer. Han har også været dansk forsvarsattaché i Washington D.C., men nu sidder han i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, hvor han dagligt repræsenterer Danmark. Han fortæller om den danske repræsentation, som er delt i to dele: den politiske del og den militære del. Frank Trojahn står selv i spidsen for den militære del, som beskæftiger sig med den danske militære repræsentation til NATO og EU.

Mandfolk 1
Den modne mand befinder sig i et spændingsfelt mellem tab og vinding, mellem afmagt og accept, mellem fortvivlelse og visdom, og det ændrer sig tilsyneladende ikke, så derfor genudsender den2radio Egon Clausens serie i 9 afsnit 'Mandfolk'. Mange mænd er tavse om disse forhold, og det vil Egon Clausen forsøge at belyse gennem en række samtaler med kloge og eftertænksomme mænd om det at blive gammel. Hvordan er livet for den aldrende mand? Hvad var godt og hvad var skidt i det liv, man har levet? Hvordan oplever man kroppens forfald? Hvilke tanker gør man sig om livet og døden? Og hvordan ser man på fremtiden som mand, når man er over tres? Den første samtale er med Niels Ole Frederiksen i Middelfart-  fhv højskoleforstander.

At følge døden på vej
’At følge døden på vej’ er en podcast om vores forhold til døden og de redskaber vi kan bruge til lindring og fremme af livskvalitet hos den syge, når vores pårørende ligger for døden. Birgitte Due Jensen, der har en master i Humanistisk Palliation - det sundhedsfaglige ord for lindring - fortæller til den2radios Anne Eggen om, hvordan vi som pårørende kan lindre og hjælpe den døende og os selv, når døden er nær.

H.C. Andersen: Tepotten, læst af Sigfred Johansen
Tepotten er et eventyr af H.C.Andersen, der er inspireret af hans besøg på en forfalden gårdsplads i Toledo i Spanien i 1862. ’Der er mere i eventyret af mig selv end af Toledo’, skrev han senere. Det er Siegfred Johansen der læser det.

Genhør med Diana Krall
Den canadiske jazzpianist og sanger Diana Krall  (som blev 60 år 16.november ) er kendt for sin dybe, sensuelle stemme og elegante klaverspil. Hun bliver akkompagneret af dygtige jazzmusikere og fremfører nye såvel som tidligere kompositioner. Vi genudsender Finn Slumstrups podcast om den canadiske sangerinde.

Unge stemmer 1   
Unge stemmer er en serie om og med unge, der er på vej i livet. Det første program er med Ayan Mouhoumed, der indtil 2014 studerede på Danmarks Medie-og journalisthøjskole, og her havde hun kastet sig over tv og medietilrettelæggeruddannelsen. Tilbage i 2009 fik hun ideen til Ethniqa Magazine, som er et online livsstilmagasin med sloganet 'Danske kvinder kommer i alle farver'. I første omgang lagde Ayan en artikel om sin opvækst ind på Ethniqa Magazine, og siden skrev hun en ny version til Politiken med titlen: ”Gid jeg var født som en dreng”. Selv siger hun, at det skal ses i forlængelse af den debat, der er i gang om de unge etniske mindretal og deres opvækst.

Pharaos klassikere: Myter 3 af Johs. V. Jensen
Sidste uges myte i Pharaos Klassikere 'Knokkelmanden' foregik i varietémiljøet. Det gør adskillige af Johannes V. Jensens myter, således også den I skal høre i denne uge, Et Ekstranummer. Men dette specielle ekstranummer udspiller sig ikke på scenen, men blandt publikum.

Wagner 3
'Richard Wagner. Liv, værk, politik' er den første store Wagner biografi på dansk og Nikolai Ifversen har haft gode samtaler med juristen, forfatteren og Wagnerkenderen Henrik Nebelong som er resulteret i 5 podcast, som vi genudsender i disse uger i anledningen af at Henrik Nebelong er død i en alder af 80 år, og i denne uge er vi nået til den tredje.  Her kommer vi ind på den mytologi, der ligger til grund for de fleste af Wagners operaer. Han opfatter menneskelivet som stadigt gentagne situationer, egentlig den samme historie, der fortælles igen og igen menneskeliv efter menneskeliv. Wagner har selv skrevet et essay om myter og myters betydning for hans operaer og om urmenneskers forhold til dagen og natten. Urmenneskene har opfattet natten som truende og rædselsvækkende, og når solen så stod op om morgenen var det en vidunderlig befrielse, og det har man digtet om, så det er blevet til en solhelt eller en solgud, der overvinder natten.  Det er elementer der går igen hos Wagner.

Foto: den2radio