InterMetzo: Den der ikke er med
Udsendelse d.20. - 26. april. 2024
Georg Metz beretter om ordet 'udansk' som kommentator Noa Redington i Politiken forleden med fuld musik befriende greb fat i, det omsiggribende anmassende udtryk brugt påfaldende ofte om fænomener, der ikke passer den talende politiker, debattør, whatever, som man siger på – udansk. Rækker man videre ud end ubehaget ved en floskel og skepsis over udtrykkets upræcise indhold og adresse, aner kritikeren samtidig en utvivlsom bevidst national beredskabs erklæring. Definitionen af, hvad der er udansk og hvad det modsatte er, defineres af de politikere, der hver for sig og tilsammen hyppigt anvender det tvivlsomme udtryk. Den efterlyste definition bliver aldrig formuleret og aldrig nedfældet. Den galopperende repetition gør det ud for viden. Jo mere politikerne slynger om sig med udansk som argument mod det uacceptable, det kontroversielle, det tankefulde og det oppositionelle, des mere omfattende bliver kataloget over det og dem. der ikke på vilkår vil lade sig omfatte af denne løse bebrejdende beskrivelse i danskhedsfortalernes udlægning af uønsket adfærd som udansk.