InterMetzo: Pentekosten i tilbageblik
Udsendelse d.25 - 31. maj. 2024
Georg Metz' kommentar har overskriften 'Gå aldrig tilbage til en fuser', for Morten Messerschmidt bebudede i pinsen, at DF er parat til at bryde den nationale klimaaftale. DF vil ikke være blandt klimafanatikerne, hvis dette betyder at danskerne skal betale mere for kødmad og diesel. Sært nok går Messerschmidt tilbage til en fuser ihukommende tidligere partiformand Pia Kjærsgaards vandgang, da hun udnævnte de bekymrede og fagkundskaben til klimatosser. Dengang gik det op for mange, at betegnelsen tosser snarere svarede til dem der stemte på DF, og som derfor holdt op med det. Pinsen udløste bekendelser i medierne: I P1 higede og søgte de i den tv-aktuelle Grundtvig, hvad den gamle vistnok mente i én og anden genialsk salme, men som han skrev modsat på et par eller flere af sine 30.000 nedskrevne normalsider. Eller også var det omvendt. Tolkningsprojektet er fast arbejde, som høfligt sagt kristendommen på linje med andre religioner ifølge sagens natur må være. Tungetalen har sine egne terminer og udløses i pentekosten altså pinsen, af nogle kirkekredse ment mere central end andre højtider, nemlig da Helligånden, som Thomas Bredsdorff siger ikke en djævel forstår, i pinsen lod sig indgyde i de efterladte disciple og lod dem fatte al fremmed tale. Måske mere end begribe hvad der blev sagt. Fanatikere, her har Messerschmidt også ret, skal man vare sig for. Blandt andre folk der enøjet læser historie og retshistorie i det prisme der passer populistens egocentriske hensigt. Som fanden læser den gode bog.