Ronkedorerne: Fra stjerner til biblioteker

Udsendelse d. 8. - 14. april. 2017

Ronkedorerne stiller op i halveret størrelse denne gang, men Jens Raahauge og Egon Clausen har selvfølgelig gode fagbøger med. Oscar K´s – ’Københavner-Fortolkningen’ om Søren Kierkegaard, der dumper ned fra himlen og kommer til at leve i nutiden, har inspireret Jens Raahauge til at læse Anja C. Andersens ”En lille bog om universet” udgivet på forlaget, Lindhardt og Ringhof.
 Folkebibliotekerne er i krise. Det påstår Ole Münster i sin bog "Bibliotekernes krise - vejen til en ny lokal kulturpolitik". Ole Münster er tidligere topchef i store danske organisationer, og han har været en flittig låner af såvel bøger som musik, men med de nye streamningstjenester, er det ikke nødvendigt, og hvad så? Han er meget skrap i sin kritik af Biblioteksstyrelsen og af Danmarks Biblioteksforening. Han skriver: "Med fagligt underlødige publikationer, upålidelig statistik og manipulation af oplysninger fremstiller Biblioteksstyrelsen virkeligheden, som om bibliotekernes situation aldrig har været bedre. I biblioteksstyrelsens rapporter står der således, at antallet af dem der besøger biblioteker stiger, men sandheden er den modsatte. Siden 1993 har der været et markant fald i den del af befolkningen, der besøger biblioteket mindst en gang om måneden, og antallet er nu nede på kun 25 % af  befolkningen. Det samme gælder udlånet. Det udviser et markant fald, men Biblioteksstyrelsen fremstiller det, som om alt er fryd og fremgang". 
Ole Münsters bog er tilgængelig på nettet. biblioteksvennen.dk 

MEDARBEJDERE

Egon Clausen, Jens Raahauge

PROGRAMSERIE

Ronkedorerne