Ernesto Dalgas 1

Udsendelse d.24. - 30. juli. 2021
Udsendelse d.17. - 23. oktober. 2020
Udsendelse d. 17. - 23. juni. 2017
Udsendelse d.12. - 18. september. 2015

I første halvdel af det 20. århundrede var forfatteren Ernesto Dalgas (1871-1899) ikke en del af den danske litteraturs kanon. Men gennem et kanoniseringsarbejde af især den nu afdøde professor Aage Henriksen og litterat Henrik Schovsbo, op igennem anden halvdel af 1900-tallet, betragtes forfatterens to store romaner Lidelsens Vej (1903) og Dommedags Bog (1903) i dag, som klassikere i den danske litteraturs historie. I to programmer fortæller Professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, dr. phil Johnny Kondrup om Dalgas’ korte liv indtil den julimorgen i 1899, hvor forfatteren begik selvmord ved Damhussøen, og om de to omfangsrige romaner.

Ernesto Dalgas’ forfatterskab er på mange måder et forsøg på at behandle tilværelsens grænseproblemer. Hele sit liv søgte Dalgas efter den autoritet, som kunne forankre og forlene hans liv med mening. Modsat sin far, den berømte, udadvendte, driftige hededyrker og samfundsstøtte Enrico Dalgas, var Ernesto en spinkel, svagelig radikaler med et skrøbeligt sind. Ernestos to ældre brødre gik i faderens fodspor, men Ernesto, som havde sans for filosofi og spekulation, valgte at bryde med de bærende samfundsværdier som faderen stod for. Dalgas begyndte som medicinstuderende, men efter at have besvaret en prisopgave om autoritetsforholdets etik i 1893 ved Københavns Universitet, fik han af Harald Høffding, datidens positivistiske myndighed, en tilkendegivelse om støtte til sine videre filosofiske studier, hvilket fik Dalgas til at droppe medicinen til fordel for filosofien og sine litterære bestræbelser.

Lidelsens Vej og Dommedags Bog er værker, som behandler de store spørgsmål i livet: hvordan bliver man sig selv, hvad er meningen med livet og er livet overhovedet værd at leve? Der er ikke tale om formeksperimenter i en verden af papir eller hverdagsrealisme om pæne repræsentanter fra middelklassen og deres problemer, men værker som afspejler et lidenskabeligt jeg. Et jeg, som vil trænge ind bag ved tilværelsens illusioner og kulisser, for derved at komme frem til det væsentlige i tilværelsen. 

Programmet er tilrettelagt af Lasse Nyeng Hemicke

Foto: denstoredanske.lex. dk

MEDARBEJDER

Lasse Nyeng Hemicke

PROGRAMSERIE

Bøger