Samf.: Demokratiets overmænd
Udsendelse d.20. - 26.juni. 2015
Valget er overstået, stemmerne talt op og navnene hæftet på de 179 medlemmer af det nye folketing. Forud er gået en hektisk valgkamp om magten, og så tegner en ny bog et helt andet billede af den egentlige magtfordeling i Danmark. Den konkluderer, at magteliten stort set findes uden for Christiansborg; kun 35 af de 423 danskere, som forfatterne hævder styrer landet, er politikere. Dermed er bogen også et opgør med forskerne bag det officielle magtudrednings-projekt, som i 2001 skrev, at magten er blevet mere og mere demokratiseret – Ove Weiss har læst bogen om ”Magteliten” og inddrager en tredje magtanalyse, som Berlingske Business Magasin offentliggjorde for få dage siden.
Citat: ”Ordet ”elite” er et af de mest misbrugte ord i det danske sprog. I dag er der eliter overalt: Der findes elitesvømmere, eliteforskere og elitedating. Der er elitespillere på golfbanen og elitestuderende på universiteterne, og efterhånden er så mange danskere blevet en del af en eller anden form for elite, at ordet helt er ved at miste sin betydning. Landets sande elite taler vi til gengæld ikke ret meget om. De rigeste og mest magtfulde danskere bliver sjældent kaldt for det, de er: en elite.” – citat slut.
Sådan indledes – måske med endnu et misbrug af elitebegrebet – bogen ”Magteliten” med undertitlen ” hvordan 423 danskere styrer landet”, skrevet af sociologerne, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard, begge med en phd. fra Københavns Universitet og med formidlings-assistance fra journalist ved Weekendavisen Markus Bernsen. Bogen, som er udgivet på Politikens Forlag, skal ikke anmeldes her, men dele af dens datamateriale – indsamlet og sammenfattet mellem 2010 og 2015 – fortjener gengivelse, også i sammenligning både med den officielle 14 år gamle magtudrednings-rapport og med Berlingske Business Magasins nye Magtanalyse, offentliggjort på ugedagen før folketingsvalget.
Mens bogens top-10 alene tæller en blanding af fremtrædende erhvervsfolk og organisationsledere – uden en eneste politiker – men med blandt andre den daværende formand for Dansk Metal Thorkild E. Jensen og Jørgen Mads Clausen, Danfoss, består toppen i Berlingskes pyramide af syv fremtrædende politikere. De er anført af Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager sammen med tre uden for politikerkredsen: nationalbankdirektør Lars Rohde, departementschef i statsministeriet Christian Kettel Thomsen og den adm. direktør i Danmarks største koncern A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, som dog kun er nr. 10. I bogens magthieraki er Helle Thorning-Schmidt derimod nr. 204 blandt landets 423 mest magtfulde.
Berlingskes Magtanalyse bygger på et panel af 60 personer fra politik – dog alene forhenværende politikere – medier og erhvervsliv, som har vurderet magten ud fra følgende definition: ”Magt er muligheden for indflydelse på det danske samfunds udvikling”.
Svarene er indsamlet i perioden fra 5. til 12. maj i år, mens bogens materiale som nævnt bygger på fem års forskningsarbejde. Forfatterne til ”Magteliten” ser deres projekt som korrektiv til et tidligere forskningsprojekt, ”Magtudredningen”, bestilt af Folketinget, og offentliggjort i 2001 efter fire års undersøgelser af 1.800 magtfulde positioner. ”Magtudredningen” fandt ingen beviser for, at de mest magtfulde fra erhvervsliv, politik, kultur, forskning og medier skulle have deres eget netværk på tværs af disse søjler, som de kaldes. Men det er forkert, konkluderer bogen, som bl. a. understøttes af VL-grupperne – en forkortelse af virksomhedsleder-grupperne – som med 30-40 medlemmer i hver, lad os kalde den, loge samler, som det engang hed, ”de ypperste” fra samfundets forskellige grene og udøver magten diskret, så er der ikke sagt for meget. Som forfatterne til bogen skriver, citat:
”Eliten er dybt engageret i udviklingen af det danske samfund, og de er altid til stede, hvor de store beslutninger bliver taget. I bestyrelserne for landets største virksomheder. I politiske kommissioner, råd og nævn, hvor nye love bliver til. I fagforeningerne, hvor rammerne for vores arbejdsliv bliver lagt. På universiteterne, hvor forskningspenge deles ud, og fremtidens arbejdsstyrke tager form. Overalt er det de samme ansigter, der dukker op.” – citat slut.
Her i efterskælvet fra folketingsvalget har vi valgt at trække en enkelt søjle frem fra bogen, den politiske søjle, med understregning af, at overskriften på ugens Samf. ”Demokratiets overmænd” skal tages bogstaveligt. Kun 19 pct. af de 423 danskere, som forfatterne oplister som landets mest magtfulde, er kvinder. I 100 året for kvindernes valgret skal det nævnes, at den procentuelle kvindeandel i Folketinget ved de seneste valg har kredset omkring 40.
Men i øvrigt er det statistiske materiale i den politiske søjle forholdsvis begrænset, for kun 35 politikere er med på listen, og heraf er 13 enten borgmestre eller regionsformænd med Københavns overborgmester Frank Jensen som den mest magtfulde af dem alle. Han kommer ind som nr. 104 på listen med daværende radikale økonomi- og indenrigsminister og – vil nogen hævde – egentlige regeringsleder Margrethe Vestager helt nede på en 215. plads.
Denne rubricering i magtens netværk, som for de fleste nok er overraskende, og som siger meget om analysemetoden, illustreres med Frank Jensens tilfælde. Ud over at deltage i de store royale begivenheder har overborgmesteren 19 forskellige poster knyttet til f. eks. Hovedstadens erhvervsliv, han er med i ledelsen af Wonderful Copenhagen, Vækstforum i Hovedstaden og Copenhagen Capacity og har i øvrigt også en plads i Rockwool Fonden.
I modsætning til Frank Jensen, som i bogen kaldes insideren, er outsideren Pia Kjærsgaard, som helt er faldet ud af bogens liste, men ifølge forfatterne har plads nr. 2.285. Det skyldes, at Dansk Folkepartis stifter, som om nogen har påvirket dansk politik de sidste 20 år, ikke har mange kontakter uden for den politiske verden. Det samme gælder vælgersucces´en på den modsatte fløj, Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen, som selv om hun med skyldigt hensyn til sit stærke bagland reelt har haft regeringens skæbne i sin hånd, placeres som nr. 5.755.
Med andre ord bundplaceringer til to kvindelige politikere, som valg efter valg har opnået tårnhøje personlige stemmetal, og hvis partier i perioder har haft afgørende indflydelse på regeringsdannelsen og, ikke mindst, skiftende regeringers overlevelsesmuligheder. Det harmonerer selvfølgelig dårligt med den officielle Magtudrednings-rapport, som for 14 år siden slog fast, at de danske eliter var bedre til at repræsentere netop befolkningens interesser, end eliter i andre lande. Det gik den rigtige vej, konkluderede Magtudredningen, som mente, at magten er blevet mere og mere demokratiseret.
Til det siger forskerne bag bogen, at de 423 mest magtfulde i Danmark først og fremmest skiller sig ud fra andre danskere ved at have flere indflydelsesrige poster og bedre netværk. – Men de er, som det fremgår, med få undtagelser uden demokratisk alibi.
Resultatet af Berlingskes Business Magasins årlige magtanalyse, som på en enkelt uge via et spørgeskema samler 60 engagerede menneskers fornemmelser for, hvor magten ligger, er umiddelbart let forklarlig; det afhænger af øjnene, der ser. Men hvordan kan to forskerhold, Magtudredningens, som har brugt fire år, og forfatterne bag ”Magteliten”, som har brugt fem år, nå til så diametralt modsatte resultater, at det umiddelbart rejser tvivl om begges værdi. Svaret er: Det afhænger af metoderne, der bruges.
