Museer skaber viden: Samling af det ægyptiske

Udsendelse d. 2. - 8. maj. 2020
Udsendelse d.13. - 19.januar. 2018

Ofte hører man om, hvordan museer i verdens hovedstæder har fået samlingerne på mere eller mindre fordækt vis, som da Napoleon indsamlede store mængder af ægyptiske skatte. Når det gælder de ægyptiske genstande på Glyptoteket, så er det en anden historie nemlig om den engelske ægyptolog og arkæolog Flinders Petrie. Hans udgravninger blev lavet i samarbejde med den ægyptiske regering, og man delte det indsamlede, så de ægyptiske museer fik det bedste, mens museerne rundt omkring i verden, der finansierede udgravningerne fik resten. Dette sikrede, at der blev lavet gode udgravninger, der kunne sikre genstande mod gravrøvere og almindelig nedbrydning samtidig med, at museer rundt omkring fik genstande til deres samlinger. Men det havde den uheldige konsekvens, at genstande fra de samme udgravninger blev spredt.

For at finde ud af, hvilke genstande, der hører sammen, har inspektør ved Glyptoteket Tine Bagh udført et forskningsarbejde, hvor hun har fundet ud af, hvor genstandene befinder sig henne, så de kan sættes i en større sammenhæng. I udsendelsen fortæller Tine Bagh om nogle af de genstande, som museet har fra Flinders Petries udgravninger, hvordan de viser noget om den ægyptiske kultur, og hvordan genstandene fortæller noget om den tid, hvor de blev indsamlet.

Det arbejde som Tine Bagh har lavet, hvor hun har fået samling på udgravningerne, er i høj grad et spørgsmål om en beskrivelse, men på særudstillingen ”Farao. Magtens ansigt” kan man se en fysisk sammenstilling af busten af krokodilleguden Sobek, der normalt står på Museum of Fine Arts i Boston, der i København igen har fået sin krone, som Glyptoteket fik i 1911 fra en af Petries udgravninger af Labyrinten i Hawara.

Billeder © Glyptoteket, fotograf Ana Cecilia Gonzalez. Øverste billede faraoen Amanenhat III. Billede to krokodilleguden Sobek med krone.


Hør også udsendelsen, hvor samlingschef Rune Frederiksen fortælle om Glyptoteket.

Tine BaghTine Bagh er ph.d. i ægyptologi  og ansat som inspektør på Ny Carlsberg Glyptotek. Hun har bl.a. skrevet  ”Finds from W.M.F. Petrie's excavations in Egypt, in the Ny Carlsberg Glyptotek,” hvor man kan læse mere om Petries udgravninger, som hun fortæller om i udsendelsen. I forbindelse med særudstillingen, der er omtalt i udsendelsen, har hun redigeret og er medforfatter til publikationen ”Farao. Magtens ansigt,” hvor man både kan læse og se billeder af mange af de genstande, som hun fortæller om. Tine Bagh er formand for Dansk Ægyptologisk Selskab.

 

 

 

MEDARBEJDER

Henrik Morell

PROGRAMSERIE

Museer skaber viden