Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener

Udsendelse d. 15. - 21. november. 2025

Cheminova er en kemifabrik i det yderste Vestjylland. Den har produceret plantegifte og har forurenet i stor stil. Lige nu forsøger man at forhindre, at syv tons kviksølv og over 100 tons farlige kemikalier med 70 tons af den yderst giftige parathion siver ud fra nedgravede gruber og spreder sig til Vesterhavet. Det er dyrt og besværligt, men nødvendigt. Cheminova er blevet et symbol på miljøkatastrofer, men i lang tid blev virksomheden anset for at være en del af det moderne fremskridt. Dets produkter gav marker uden ukrudt, stalde uden fluer, æbler uden skurv, og fabrikken blev støttet af ledende personer indenfor jura, forskning og politik. Alle handlede ud fra en overbevisning om at gøre det bedste ved hjælp af nye kemiske produkter.

Historikeren Jørgen Burchardt har skrevet en stor og grundig historisk redegørelse for Cheminovas historie i dens første femten år. I bogen spørger han: Hvordan kunne så store miljøkatastrofer finde sted? Hvem bærer ansvaret? Med bogen forsøger han at give et svar. Lyt til samtalen mellem Jørgen Burchardt og Egon Clausen.

Jørgen Burchardt: Cheminova 1938 – 1953. Danmarks største forurener. 424 s. Forlag: Frydenlund Academic 2025

Foto: Dansk Forfatterforening.dk - Frydenlund.dk

MEDARBEJDER

Egon Clausen