Den2Radio - Uge 10 - 2026
Udsendelse d.28.februar - 6. marts. 2026
InterMetzo
Det kan ikke undre nogen, at Georg Metz igen har kastet sig over den amerikanske præsident, og her handler det om et hospitalsskib sendt fra USA til Grønland med den bizarre idé, at give grønlænderne lægehjælp - altså til dem som i forvejen har gratis lægehjælp. Erindringen går tilbage til Jutlandia, det danske hospitals-motorskib, avanceret for sin tid, som gjorde en stor indsats under Korea-krigen fra 1951 til 53. Hvad med at bygge et nyt Jutlandia under navnet Groenlandia? Så kunne der være mere mening i at sende det til Louisiana, en af de ringest stillede amerikanske stater med levealderen i bund. Så kunne et dedikeret dansk sundhedsfagligt personale bistå amerikanerne i deres mangelfulde sundhedsvæsen og behandle patienter, der i det amerikanske system uden privatforsikring ikke har råd til så meget som en ordineret albyl.
Landbrugsmagasinet: Steds effekter af nye ejerformer i landbruget
Landbrugsmagasinet har læst en ny rapport om ejerskabet til jorden, og hvordan dette påvirker de lokale vekselvirkninger, der er mellem landbrugsproduktion og lokalsamfund. Hvordan forholder det sig med naboskabet og i et større perspektiv lokalsamfundenes evne til at være attraktive bosætningssteder, når ejerne til jorden ikke længere bor på egnen, det er nogle af spørgsmålene som rapporten søger svar på.
Kunsttimen
I denne udgave af Kunsttimen har Mikael Jensen inviteret jungiansk analytiker og kultursociolog, Dorte Odde i studiet. De taler om fænomenet ‘vi’ som et begreb for fællesskabet over for det individuelle.
Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlagermusik 5
I Tage Baumanns gennemgang af den tyske efterkrigstids schlager er vi nået et godt stykke ind i 1960’erne. Orkestermusik og ulmende oprør er overskriften på den 5.podcast.
Museer skaber viden, middelalderkakler
Kakkelovnen var i middelalderen med til at ændre indretningen af boligerne og gøre dem mere sunde, og så var den en udsmykning af rummet, som man ikke forbinder med ordet i dag. I podcasten kan man også høre om, hvordan en pottemager fra Køge forsøgte sig med kakler.
Uroksen, dyrepasseren og Heckkvæget
Hvordan kalder man egentlig på en stor tung okse? Og hvorfor er en god ko en gammel ko? I den første podcast i serien om Uroksen, skal vi møde dens fjerne efterkommere i Sagnlandet Lejre. Dyrene har en vigtig rolle i museets formidling af forskning og fortid, ligesom de er en levende del af naturplejen.
Ærefrygt og visdom. Egon Clausen i samtale med Tor Nørretranders
Verden har brug for at vi lærer at tænke på en anden måde, så vi kan handle på en anden måde. Klodens kriser med klimaforandringer og tab af mangfoldighed fortæller os, at den gængse fornuft ikke længere rækker. Der er brug for at tænke tingene ind i en større sammenhæng. den2radio’s Egon Clausen har mødt forfatteren Tor Nørretranders, og han nævner to begreber, som vi må lære at bruge: det ene er Ærefrygt, og det andet er Visdom. Det er det Tor Nørretranders skriver om i sin bog ’Hul igennem’.
Pharaos Klassikere: Min broders levnet 4
I Pharaos Klassikere fortsætter jeg med at læse fra Carl Baggers lille roman fra 1835, ”Min Broders Levnet”, om de to brødre Johannes og Arthur, der er faldet så forskelligt ud. De blev adskilt ved forældrenes skilsmisse og har ikke set hinanden siden. Nu mødes de for første gang til Johannes’ kandidatfest, efter han har bestået sin teologiske embedseksamen med udmærkelse, og det er tydeligt, hvor forskellige de er.
'Internationale danske klassiske solister'. Lisbeth Balslev.
I Internationale danske klassiske solister skal vi møde Lisbeth Balslev - dramatisk sopran med en stor karriere især i operaer af Richard Wagner. Hun blev engageret til Bayreuth Festspillene allerede et år efter debuten på Det kgl. Teater og vakte stor opsigt også i medierne. Her kom den helt ukendte danske sopran og lagde det forkælede Bayreuth-publikum ned, og så kom hun cyklende til prøverne, det havde man aldrig oplevet før dengang i 1970'erne. Hun har også gennem årene deltaget aktivt i hjælpearbejdet med at tage imod og arbejde for rumænske børnehjælps børn - et hjælpearbejde der er udsprunget af hendes første uddannelse som sygeplejerske, som var hendes arbejde i flere år, inden hun kastede sig over sangen.
Foto: den2radio
