Den2Radio - Uge 11 - 2023

Udsendelse d.11. -17. marts. 2023

InterMetzo
Georg Metz’s overskrift på sit Intermetzo er ’Persondyrkelse sjældent så udtalt som nu’. For persondyrkelse i dansk politik er ikke almindelig og i dagligdagens politiske småfnadder mere end sjælden. Dyrkelsen af Mogens Glistrup i sin tid var bemærkelsesværdig. Pia Kjærsgaard blev senere mål for persondyrkelse dog uden mindeværdig ordfornyelse, mens Inger Støjberg utvivlsomt har en større følelsesmæssig X faktor som den gæve pige fra den rigtige ende af landet, hvor man siger det som det er, hvor en skovl er for pålydende, når det kan betale sig, og et ord kun har værdi når det udtales på jysk.

Fra lyd til tekst
Der kom to studerende forbi den2radio. De havde en historie om deres forskning i TALEGENKENDELSE. Den historie fik vi. Til gengæld havde den2radio noget de gerne ville have.
I videnskabens navn og med gode hensigter udveksler vi knaldhårde data med de unge specialestuderende, Emil Joensen og Anders Stendevad fra IT-Universitet i København.

Landmænd uden jord 1
Dansk landbrug har undergået en stor omvæltning i de senere år. Antallet af heltidsbedrifter er reduceret fra 190.000 til ca. 8000, og det har været svært for mange at sige farvel til deres bedrift. Denne menneskelige side af historien er imidlertid meget ringe belyst. den2radio’s Egon Clausen vil give ordet til mennesker, der på krop og sjæl har gennemlevet en af de største omvæltninger i danmarkshistorien. Hvad siger de? Første samtale er med fhv gårdejer Niels Christian Nielsen fra Vostrup i Vestjylland.

15 kvindelige komponister fa 10 lande gennem 400 år: Kaija Saariaho
Det har netop været Kvindernes internationale kampdag - 8.marts  - og derfor sender vi en af podcastene fra den2radio’s serie ’15 kvindelige komponister fra 12 lande gennem 400 år'. Det bliver den forrygende finske Kaija Saariaho, der modtog Sonningprisen i 2011. Vi skal høre hende  fortælle om det nordiske i hendes musik og person.

Pharaos klassikere: Myter af Johs.V. Jensen 17: Pindsvinet
I Pharaos Klassikere skal I i denne uge høre en af de allertidligste af Johannes V. Jensens myter. Den er fra den 1. maj 1898 og hedder Pindsvinet.
Den plagede hest og skønlitteraturen
Hvorfor skriver forfatterne så meget om heste der lider? Ivan Sæverud har samlet sig en bunke skønlitterære værker, der alle indeholder hesteplageri, og han har sat sig for at undersøge den sære tendens. I denne udsendelse kigger han på Johannes V. Jensens "Kongens Fald" og Günter Grass' "Bliktrommen".

Genlyd 3
I tredje afsnit af serin Genlyd tager musikvidenskaber Kasper Jepsen og antropolog Ole Møller Markussen det lange træk gennem hele lydarkivets historie, og ser på hvordan udviklingen af nye teknologier har påvirket, hvad der er blevet indsamlet.  I denne uge skal I høre om de teknologier, der er blevet brugt til at indsamle lyd med gennem tiderne, og hvordan teknologien har haft indflydelse på, hvad der bliver indsamlet.

Oplever’n 1: Mænd
den2radio sætter en ny podcastserie i søen med titlen Oplever'n. Der foregår en masse i kulturmiljøet: Nye bøger, ny musik, ny mad, film, udstillinger, ny teknologi, arkitektur, nye platforme etc. Programmet præsenteres af Niels Bramsen, der har mange års erfaring med kommunikation, PR og marketing og er cand.mag i dansk og kunsthistorie. Det bliver gået til stålet og delt både karatehug og lovprisninger ud - både for den overordnede præstation, men også for de små detaljer

Hall og Jensen. Månesange
I Danmark er månen en drukkammerat, i Tyskland er den et tegn på skæbnen, og i Sydeuropa er månen en mystisk kvinde. Alle steder findes der månesange. Martin Hall og Søren E. Jensen gennemgår en brøkdel af dem med navne som Bing Crosby, Tiger Lillies, Echo & The Bunnymen og Television her i den anden podcast hvor Martin Hall og Søren E. Jensen gennemgår mere eller mindre obskure musikgenrer.

Foto: (Christiania) Susanne Mertz