Den2Radio - Uge 13 - 2022

Udsendelse d.26.marts - 1.april. 2022

InterMetzo
Georg Metz ser på lighedsprincippet i dansk lov, for dansk lov diskriminerer ikke på køn, religion, politisk overbevisning og etnisk ophav, her ligger den danske statsindretnings fundament. Forestillingen om at alle i udgangspunktet er stillet lige er imidlertid ikke kongruent med virkeligheden og bestemmes snarere af sæd og skik, sociale forhold, flertallet og tidsånden, og fordomme spiller en ikke uvæsentlig rolle.

Tage Baumann od den tyske efterkrigstids schlagermusik 
Tage Baumanns gennemgang af den tyske efterkrigstids schlager rammer i denne uge det 10.afsnit. Og det afsnit handler om guldalder og terror-Tyskland i 1970’erne.

Genlyd 5 – Folkemindesamlingen i dag
I femte afsnit af Genlyd følger musikvidenskaber Kasper Jepsen og antropolog Ole Møller Markussen nogle af de nyeste lydspor, der er lagt i arkivet, og du skal høre nærmere om homofili i 1930erne, UNESCO’s kulturarv og om folkemindesamleren som operahelt.
Over en periode på knap 120 år har Dansk Folkemindesamling optaget forskellige musikfænomener og fortællinger, og folkemindesamlere har været med til festligheder og i arbejds- og hverdagslivet. Der er for eksempel optagelser med hedens bønder, folkemusikere og herregårdsbørster, hippier og protestsangere, og børn og imamer fra Bahrain. Og alle disse lydoptagelser er bevaret i lydarkivet på Dansk Folkemindesamling.

Det finske dirigentmirakel 5: Leif Segerstam og Hannu Koivula
Serien 'Det finske dirigentmirakel' fortæller i 8 podcast om 16 dirigenter - parret to og to - alle udgået fra Sibelius Akademiet i Helsinki. Professor Jorma Panula er fixpunktet - han er vidtberømt for sin sans for at se talenterne og uddanne dem. Denne gang er det Leif Segerstam og Hannu Koivula I skal høre om, og imellem de to fortæller cellist og professor på Det kgl danske Musikkonservatorium om sine oplevelser med Jorma Panula.

1.april. Dagen med sjove drillerier
Kalenderen viser 1. april, men hvad betyder det, udover at foråret nu bebuder sin ankomst?
En enkelt dag på året nemlig første april er det fuldt ud i orden at spille sine omgivelser et puds, annoncere en nyhed, der kan skabe undren, forargelse eller en kortfattet ærgrelse, for derefter når sandheden går op for den narrede at munde ud i en befriende latter.
Altså kort og godt en ægte aprilsnar, men hvor stammer skikken fra, og hvordan har man narret sine omgivelserne, gennem tiderne? Det spørger den2radio’s Pia Koppelman Caroline Nyvang om. hun er seniorforsker hos Dansk Folkemindesamling.

Procol Harum 5
Gary Brooker fra rockgruppen Procol Harum er død 76 år gammel, men den2radio ligger inde med en serie om den legendariske engelske rockgruppe, som i over 40 år prægede den del af rockmusikken, som også har rødder i den europæiske klassiske tradition. Erik Kramshøj har gravet på kryds og tværs i gruppens materiale og i denne sidste uge er der indspilninger med DRUnderholdningsorkester og DRRadiokoret fra august 2006 på Ledreborg slot.

Frederiksbergs historie 7
den2radio har produceret en serie ’Fra middelalderby til 70èr beton’ hvor vi følger den lange historie om en bys udvikling og nogle af dens borgere. Helt konkret er det Frederiksberg kommunes historie. Her i sidste afsnit hører vi om den første egentlige folkeskole i landet som man finder på Frederiksberg, den er fra 1877 og ligger på Niels Ebbesensvej. It-akivar Helga Mohr Frederiksberg Stadsarkiv fortæller til den2radio’s Anne Eggen.

Sønderjylland fortæller historie: Rødding.
I denne uge slutter serien ’Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie’ og det bliver i Rødding, hvor verdens første folkehøjskole blev grundlagt. Hør om Grundtvig og højskoletanken, om skiftende forstandere og om en mindesten for forfatteren Jakob Knudsen.

En Digters Bazar, 8 En rejseskildring af H. C. Andersen
I Pharaos Klassikere fortsætter vi H. C. Andersens store rejsebeskrivelse En Digters Bazar, hvor vi følger hans rejse gennem Europa til Istanbul i 1840-41. Nu rejser han fra Rom og sydpå, til Napoli, og senere skal han så sejle over Middelhavet via Malta og Cypern til Grækenland.

15 kvindelige komponister fra 10 lande gennem 400 år. Lili Boulanger
Lili Boulanger er den med det korteste liv af de ‘15 kvindelige komponister fra 10 lande gennem 400 år’. Hun blev 24 år, og i den sidste fase i hendes korte liv viste hendes dybe religiøsitet sig, og hun komponerede flere værker hun kaldte salmer baseret på tekster fra Davids salmer fra Det gamle Testamente, men også værker med naturbeskrivelser. Hun var på mange måder på niveau med Ravel og Debussy både hvad angår hendes sans for form og harmoni og hvis hun havde fået nogle flere leveår, kunne hendes navn sagtens have været nævnt i samme åndedrag som dem. 

Foto:den2radio