Den2Radio - Uge 13 - 2025

Udsendelse d.22. - 28. marts. 2025

InterMetzo
NATO forstøver mellem fingrene på Europa. Trods den kreative Anders Fogh Rasmussens forvrøvlede forsikringer om det modsatte fattede statslederne realiteterne, da generalsekretær Rutte nervøst brød sammen under Trumps repeterede trusler mod Danmark. Generalsekretærens magtesløshed var så overbevisende som hans fnisens fortvivlelse. Trumps Amerika vil om fire år målt med 2024 standard uanset hvad være uigenkendeligt forandret. Kan hænde monstrøsiteten trodser forfatningen, fastholder magten, fører sit langtrukne kup durk igennem, og retsstaten, længe før illusionen om den brast, endegyldigt fejes i kloakken.
Som NATO.

Radio MælkeBøtten: På sporet: Hvor blev EU modstanden af
EU-modstanden i Danmark har ændret sig markant gennem årene. Fra heftige debatter og uroligheder i 1993 til en folkeafstemning i 2022, hvor et stort flertal stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men betyder det, at modstanden er forsvundet? I podcasten er der interviews og lydklip med professor Thorsten  Borring Olsen fra Århus Universitet, Peter Raben fra Folkebevægelsen imod EU, EU's kommissionsformand Ursula van der Leyen og med diverse klip fra DR's TV avis, BBC World samt klip fra det famøse møde mellem Ukraines præsident Zelensky og den amerikanske præsident Trump og hans vicepræsident i det ovale værelse i Det Hvide Hus.

Samfundsord – Bæredygtighed
Klimaforandringerne truer, og vi løber med hovedet under armen mod en afgrund, som ikke flytter sig, hvor meget vi end måtte ønske det. Generationer har svigtet, og nu må vi tage ansvar. Den bæredygtige stat er en del af omstillingen. Men hvad mener vi med bæredygtighed? Og hvordan skal vi som sociologisk informerede mennesker og samfund forholde os til den potentielt altødelæggende trussel, som klimakrisen udgør? Samfundsvidenskaben giver svar. Janus Lauritsen har talt med lektor ved Københavns Universitet, Anders Blok.

Jazz Grooves 4: Mit møde med Alex Riel 2   
I den2radio's nye serie med titlen 'Jazz Grooves' sætter Hans Barfod fokus på trommeslageren Alex Riel, der døde sidste sommer. Hans Barfod arbejdede tæt sammen med ham om udgivelsen af bogen 'Manden bag trommerne' og har derfor været inde i næsten alle kroge af Alex’s musikliv. I dette andet program har Hans Barfod valgt en række trio-indspilninger med Alex Riel og den mere funky/rockede side af Alex. Programmet indeholder også bassisten Thomas Fonnesbæks fortælling om sit samarbejde med Alex

Ronkedorerne – marts 2025   
den2radio's Ronkedorer har atter samlet sig om fagbøger: Nikolaj Ifversen har taget  Sørine Gotfredsens ”Tolv tiltaler” med. Jens Raahauge har læst ”H.C. Andersens billedkunst” fortolket af Lars Ravn. Georg Metz og Egon Clausen omtaler begge ”En jøde i Palæstina” af Ernst Harthern, og Egon Clausen taler også om ”Landet hvor kilderne sprang” af Carl Skovgaard-Petersen.

Verden af i gaar 5
Stefan Zweig beskriver i dette afsnit af serien Verden af i går, den hykleriske holdning til seksuallivet, som undertrykte og nedbrød unge mennesker i den før-freudianske tid. Den manglende oplysning og den udbredte, halvt accepterede, halvt fornægtede prostitution og al den tabubelagte fortielse gjorde et vigtigt kapitel af ungdomslivet til et mareridt.

Færøerne demografi 2
Færøernes befolkningstal har for første gang i historien rundet de 50.000. Det skete i april 2017. Det har skabt glæde og lettelse på de nordatlantiske øer, fordi befolkningsudviklingen – eller demografien -   efter den voldsomme økonomiske krise i begyndelsen af 1990érne, udviklede sig i en fatal retning både med et dalende befolkningstal og en skæv befolkningssammensætning. Gruppen af ældre voksede og gruppen af yngre skrumpede ind - især af kvinder i den fødedygtige alder.
Først for 8 år siden gik alvoren op for de færøske politikere, et analysearbejde gik i gang og en række initiativer blev sat i gang for at vende udviklingen.
I udsendelsen medvirker sociolog Hans Pauli Strøm fra Færøernes Statistik.

Introduktion til Finlands historie 3
Vi er nu nået til tredje del af introduktionen til Finlands historie i det 20. århundrede. Perioden er denne gang de afgørende årtier efter 2. verdenskrig hvor Finland både betaler sin krigsgæld til Sovjet tilbage og begynder opbygningen af et skandinavisk velfærdssamfund. Vi skal rundt om de olympiske lege i Helsinki i 1952, oprettelsen af den almene sygesikring i 1964 og tidens største fredskonference, der udløser Helsinki-erklæringen fra 1975. Periodens største omvæltning er dog den massive udvandring, hvor 800.000 finner rejste til Sverige for at finde arbejde.

Det finske dirigentmirakel 8. Paavo Berglund og Eva Ollikainen.
I denne uge sender vi den 8. og sidste podcast i serien om 'Det finske dirigentmirakel’. 16 finske dirigenter i alt og i hver podcast er der et indslag med en dansk dirigent eller musiker eller producent der fortæller om Jorma Panula og det finske musikliv og Sibelius Akademiet. De to sidste er den store gamle nu afdøde Paavo Berglund og den 42 årige Eva Ollikainen. I indslaget er det tidligere producer ved DR Niels Peters der fortæller om Paavo Berglund.

Foto: Anne Eggen (Universitetsbiblioteket i Fiolstræde, København)