Den2Radio - Uge 14 - 2023

Udsendelse d.1.-7. april. 2023

InterMetzo
Frederik d.5.kom til verden i disse dage for 300 år siden og døde af druk 42 år efter. Den franske billedhugger Sally’s rytterstatue på Kgs.Nytorv fremstiller en laurbærkranset almægtig romersk imperator uden blister i ansigtet og rindende øjne. Statuen stod først færdig efter kongens død og fremstiller systemet Enevælden – ikke personen. I disse dage med beskeden fejring af Frederik d.5., der uden varig promille over det livsfarlige måske kunne være blevet en god konge, drøftes hvor længe den nuværende magtfuldkomne flertalsregering holder, eller om også den er et egentligt system. 

Grænselandshistorier 6
I det 6.program i serien om Grænselandshistorier besøger den2radio’s Jørgen Johansen og nu afdøde Finn Slumstrup den anden side af grænsen ved Kruså, nemlig Fleggaard ved Flensborg fjord, og lige i nærheden ligger Kobbermøllen og Kobbermøllemuseet, hvor de taler med Bodo Daetz på Kobbermøllemuseet.

En verden af bystater 1: Autonomiens alliancer
Det antikke Grækenland er ikke et land i nutidig forstand. Det oldgræske landområde bestod af en lang række bystater, der havde egen forfatning og territorialgrænse. Der var så at sige mange stater i det samme land. Bystaten var selvstyrende men ikke nødvendigvis uafhængig. Og hvordan man skal forstå denne bystats konstruktion, bliver vi klogere på i dette første afsnit af ’En verden af bystater’.

Hvorfor skulle Jesus dø?
Påsken i den kristne tradition handler om Jesu død og opstandelse. Det er ikke altid så let at forstå præsternes tale, for der er så mange mærkelige ord og vendinger. den2radio’s Bodil Grue forsøger at forstå, hvad det handler om, og hun søger svar både hos præsten ved Jægersborg Kirke Lea Skovsgaard og i Johan Sebastian Bachs Matthæuspassion.

Uroksen, dyrepasseren og heckkvæget
Hvordan kalder man egentlig på en stor tung okse? Og hvorfor er en god ko en gammel ko?
Den første podcast i serien om Uroksen handler om de sidste 100 år og avlen af heck-kvæget, en nulevende ”wanna-be-urokse”. Vi skal sammen med dyrepasser Mia Carlsen møde uroksens fjerne efterkommere i den levende fortid i Sagnlandet Lejre, tæt ved Roskilde på Midtsjælland. Dyrene har en vigtig rolle i museets formidling af forskning og fortid, ligesom de er en levende del af naturplejen.

Hall og Jensen præsenterer 1971
Komponist Martin Hall og forfatter Søren E. Jensen præsenterer det andet program i serien "1970-1979", som denne gang dermed er nået til året 1971. Udsendelsesrækken præsenterer lytteren for en række nedslag og stemningsbilleder samt et væld af historier fra og om perioden, der af en norsk barokgruppe er blevet kaldt "årtiet, som den gode smag glemte". Musikalsk er der tale om både popsange, man havde glemt samt om klassikere og eksperimenter, der kun kunne se dagens lys i halvfjerdserne.

Året har 16 måneder: April
’Året har 16 måneder’ hedder en almanak, som digteren Henrik Nordbrandt har lavet sammen med journalisten Jens Winther. Bogen har fået navn efter Nordbrandts nærmest folkekære digt om november, november, november og for fjerde gang november. Derfor har året 16 måneder. I denne uge fortæller de om april måned.

Pharaos klassikere: Sophus Claussen: Valmue og Lærk (1891)
Symbolismen i dansk litteratur affødte i 1890’erne nogle nye genrer bl.a. den lyriske allegori, som f.eks. Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg fik præget. I denne uge skal I høre Claussens lille kortprosa-stykke ”Valmue og Lærk” som – i hvert fald på overfladen – handler om en ung don Juans møde med to kvindetyper i to dertil passende landskaber.

Sangens kraft 1
Anne Eisensee har ledt mange steder i verden i folkemusikkens dyb efter sange og syngemåder og musikinstrumenter, der kunne inspirere hende til at finde sit eget musikalske udtryk. Indien, Bulgarien, Grækenland, Norden er nogle af de steder hun har besøgt og deltaget i workshops og opsøgt lærere. Andre inspirationskilder er middelalderkomponisten Hildegard von Bingen og fransk barokmusik, spillet på viola da gambe. ’Sangens kraft’ hedder denne serie på fire, som vi sender den første af i denne uge.

Signaturmusik: Mikkel Ploug på guitar
Foto: Højskolesangbogen