Den2Radio - Uge 14 - 2025

Udsendelse d.29 marts. - 4. april. 2025

InterMetzo
Georg Metz kigger i sit Intermetzo tilbage på den meget omtalte ramadanmiddag på Københavns Rådhus forleden, hvor visse personer ikke dukkede op. De partier der ikke ønskede at deltage var Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, hvis Europaparlamentsmedlem kaldte middagen ”klam islamisering af Københavns Kommune”. Dertil de Konservative samt Socialdemokratiet. Naturligvis deltog slet ikke overhovedet, partistifter Kjærsgaards favoritadverbium, Dansk Folkeparti, hvis formand og ordfører Bjørn er vanligt indignerede over dansk islam og ganske særligt fortørnede over ordet inshallah, der nok så nydeligt er indvandret og nu eftertrykkeligt optaget i nye danske ord.

Samfundsord. Magt:  Samfundsord. Magt
"Samfundsord" tager aktuelle ord under kærlig behandling og forsøger ved hjælp af idéhistorien og samfundsteorien at blive klogere på de ord, vi bruger, når vi diskuterer med hinanden om verden omkring os. Magt er denne uges ord. A har magt over B, hvis han kan få B til at gøre noget, B ellers ikke ville have gjort. Sådan! og på lignende måder har man defineret magt fra Max Weber til Robert Dahl. Men i den antropocæne tidsalder kommer Dahl, Foucault og andre socio centriske magttænkere til kort. Magten må gentænkes i en nymaterialistisk retning, som inkluderer både menneskelige og ikke-menneskelige agenter i hvert fald hvis det står til ugens gæst: Lars Tønder, professor MSO på institut for statskundskab ved Københavns Universitet.

Fødevareproduktionens natur og arkitektur 2
Når vi taler om fødevareproduktion og landbrug taler vi også om klima, klodens generelle ophedning som følge af drivhusgasser og brugen af danske naturressourcer som jord og vand. Ifølge Klimarådets statusrapport for 2022 var skov- og landbrugssektoren i 2019 ansvarlig for ca. 1/3 af den samlede drivhusgasudledning. Vores energi- og transportsektor belaster klimaet rigtig meget, men det gør produktionen af fødevarer også, hvilket kalder på radikale forandringer og omstilling. Hertil kommer biodiversitetskrise og nye krav til husdyrvelfærd. Let er det ikke, og der er mange meninger om, hvad og hvordan der skal stilles om. I ugens podcast bliver situationen belyst med et perspektiv fra dels den aktuelle forskning og dels fra Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning.

Jeg kan ikke li’ musik
’Jeg kan ikke li' musik' har den2radios Anne Eggen kaldt sin podcast om musik. Et noget modsætningsfyldt udsagn når podcasten består af musik, men ikke desto mindre har hun sammensat sin podcast med den musik hun kan huske fra det, der var engang i barndommen.

Refleksioner: Hesteknuden
Denne uges Refleksion hedder Hesteknuden, og det er en rejse i 60'ernes skyggeland de færreste af os kender, hvor skæbner dukker frem i de små københavnske gader og i nød og smerte leder efter hinanden - det er dem der sælger og dem, der køber narko. Et livsvarigt ar fra tiden rummer smerte og kaldes en hesteknude. Peter Zapffe læser sin egen tekst.

Verden af i gaar 6
Vi er nået til det 6. afsnit af vores føljeton-oplæsning af Stefan Zweigs berømte erindringsbog Verden af i går, om tiden fra før århundredeskiftet og frem til nazisternes magtovertagelse. I denne uges afsnit handler det om de første studenterår, den litterære debut som lyriker og om mødet med zionismens grundlægger, den store Theodor Herzl.

Sophia-samtaler – pejling af dannelse: 6
I Sophia-samtalerne ønsker vi – udtalt eller uudtalt – at pejle den dannelse, som ikke kan gøres til pensum, men som kan anes, når noget i samspillet mellem mennesker lykkes. Det er dette noget, vi leder efter. I den sjette podcast har Sophias Jens Raahauge fanget professor Per Øhrgaard for at tale med ham om dannelse i al almindelighed og om dannelsens vilkår her og nu. Podcasten har fået titlen: Man bliver vred!

En introduktion til Finlands historie i det 20.århundrede 4
En kort introduktion til Finlands historie i det 20. århundrede er titlen på en programserie, som den2radio sender i disse uger. Vi har fulgt Finland fra 1800 tallet under russisk styre via selvstændigheden i 1918 - borgerkrigen, vinterkrigen, fortsættelseskrigen, laplandskrigen samt fulgt landets svære balancegang mellem øst og vest i efterkrigsårene. Op gennem 1970’erne og 80’erne bliver Finlands nordiske velfærdsmodel gradvist udbygget til at være grundlaget for et samfund, der i dag regnes for at være et af verdens mest succesfulde målt på lighed, uddannelse og livskvalitet. I denne uge trækkes trådene op til vor tid og begynder ved indgangen til halvfemserne.

Jazz Grooves 5: Mit møde med Coleman Hawkins
Coleman Hawkins var tenorsaxofonist og levede 1904 til 1969.
Han betragtes som den, der gjorde saxofonen til et jazzinstrument. Fra 1924 til 25 sad han i orkester med Louis Armstrong og har sikkert hentet meget inspiration ved at lytte til ham. Hawkins var på en eller anden måde tidløs i sit spil og var derfor åben over for jazzens udvikling. Han var en stor instrumentalist og dannede skole med sin store, varme og vibratofyldte tone. Næsten alle musikere også af de yngre generationer ville spille med ham, og det har resulteret i en lang række indspilninger med for eksempel Charlie Parker, Sonny Rollins, Tommy Flanagan, Duke Ellington, Thelonious Monk, Ben Webster og flere endnu. Det er endnu en podcast i serien Jazz Grooves.

Foto: den2radio