Den2Radio - Uge 15 - 2021

Udsendelse d.10. - 16.april. 2021

Intermetzo
Har overskriften ’Forstandens forlis i radikaliseringens Danmark’. En avisforside bragte forleden et foto  af den kurdiske minister med ansvar for lejrene, hvor de danske børn og mødre er strandet. Ministeren kunne ikke få øje på rimeligheden i, at et retssamfund som Danmark ikke hjemtager sine borgere – børn såvel som mødre – og fattede slet ikke, at Danmark i modstrid med lov, orden, konventioner og almindelig moral har så svært ved at begribe, at man ikke skiller børn fra deres mødre. I det omfang mødrene har forbrudt sig, bør deres sag udredes og dømmes. I Danmark.

Håndværk: Glarmesterfaget.
Under 20 % af en ungdomsårgang vælger en erhvervsfaglig uddannelse.  Regeringens mål er at mindst 25% skal vælge en erhvervsfaglig retning inden for få år. Hvordan ser det ud med at tiltrække de unge til faglige uddannelser og hvordan får man dem til at vælge dem? Og vil automatisering og robotter forandre de arbejdsprocesser håndværkerne kender? I 20 podcasts får vi i reportager og interviews et indtryk af glæden ved håndens arbejde for udvalgte håndværksfag. Denne uge handler det om glarmesterfaget. Vi skal møde Allan Guhle, glarmestervirksomheden A. Guhle & Søn og Poul Henrik Madelung, konsulent i Glarmesterlauget.

Det værste til sidst: Den sidste plads 
Anne Hjælmsø der er forfatter og cand.mag i nordisk litteratur har skrevet en samling noveller som hun kalder ’Det værste til sidst’. De er inspireret af personlige erfaringer som hun har fået via gamle og syge i hendes familie og blandt venner. Noveller fra livets sidste fase. Umenneskelige fortællinger med mennesker i fokus. Et stille råb om hjælp inden tiden rinder ud, men hun har også i sin research oplevet både tilfredse mennesker og gode plejehjem.  I denne uge læser hun ’Den sidste plads’.

10 svenske og 10 danske operasangere med international karriere: Nicolai Gedda og Henriette Bonde-Hansen
I serien med 10 svenske og 10 danske operasangere med international karriere møder vi et lille udsnit af de store sangere - nogle er midt i karrieren, andre er stoppet og andre igen er døde. Men glemmes må de ikke og det bliver de ikke på den2radio. Hver podcast er med en svensk og en dansk sanger - mand og kvinde - et lille portræt og to stykker musik med hver, og denne gang gælder det tenoren Nicolai Gedda og sopranen Henriette Bonde-Hansen.

Anslag - april 2021 - 2 
Historien er altid ude på at overgå sig selv, lyder Jacques Bergs konklusion efter mødet med forfatteren Jonathan Littles dokumentarfilm fra Uganda om, hvorfor 60.000 børnesoldater i Uganda bør opfattes som ofre, ikke bødler. Han reflekterer også over Frankrigs stødvise måde at tackle fremskridtet på som et springbræt til macroniseringen af landet.

H.C.Andersen: Lysene.
Lysene hedder et af H.C.Andersens mange vidunderlige eventyr. Han kaldte det selv ’en lille historie hentet fra virkeligheden’. Det blev først trykt på engelsk i det amerikanske ’Riverside Magazine’. Det var i 1870 og 2 år efter kom det i ’Nye eventyr og historier’ – hans næstsidste samling. Det er Grethe Thordahl der læser.

Pharaos Klassikere: I mørket – Himmerlandshistorier
I Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier kan man tit føle sig hensat til Blichers tid, især når historiens handling lægger sig så tæt op ad Blichers ”Hosekræmmeren” som tilfældet er i himmerlandshistorien ”I Mørket”, som kan føles som en alternativ fortælling om, hvordan det også kunne være gået for hosekræmmerens familie på heden.

Søndagsfortælling: Fastelavnsmassakren
Ida og Frank er inviteret til fastelavnsfest i deres venners nye hus i Gribskov. Voksenfastelavn. Hun skal være klovn, og han skal være pingvin. De får dog hurtigt nok af festens larm - og søger ud i skovens ro. Men var det så smart at gøre? Snart falder mørket på - og måske er der noget, de går glip af? 

Hall og Jensen 1979
I det tiende og sidste program i Martin Halls og Søren E. Jensens serie om de musikalske halvfjerdsere drejer det sig logisk nok om 1979, hvor nye bølger karambolerer med slagermusikkens sidste krampetrækninger. Året danner ramme om både danske klassikere og udenlandske nybrud, ligesom ældre navne markerer sig med værker af blivende kvalitet.

Foto: den2radio