Den2Radio - Uge 15 - 2023
Udsendelse d. 8.-14.april 2023
Intermetzo
Georg Metz har givet ugens kommentar overskrifterne: ’Teologitime’ - ’I anledning af døden og det derefter’. Genopstandelsen i kristen forståelse dementerer livets punktum. Alligevel betragtes genopstandelsen som kristentroens standardmodel, hvis modsætning mellem konkret og overført betydning teologien tager sig af. Genopstandelsen markedsfører mytens egen standardiserede umulighed. Myten afviser rask væk den absolutte afslutning, som natur og evolution har indbygget, og som det kendte kosmos synes at betinge. Dinosaurerne dør, græsset dør, fuglene falder ud af himlen, menneskene dør, universet går bersærk og slukker ganske vist om mange år, men slukker. I forhold til den evige intethed er livet vel ikke så kedeligt.
Landmand uden jord 3
Forholdet mellem herremand og bonde er klassisk dansk historie. Herremanden rider på den høje hest, mens bonden må knokle i ufrihed. Sådan var det i gamle dage, men så blev bonden sat fri, og det har bondestanden, ja hele den danske befolkning haft gavn og glæde af lige siden. Men måske er den historie ikke slut. Måske findes der også herremænd og bønder i dagens Danmark? Det mener Ken Øllgård, der havde en stor og veldrevet gård. Det har han ikke mere, for banken stillede store krav, og så gav han op. Han mener, at banken er vor tids herremand.
Grænselandshistorier 7
den2radios Jørgen Johansen og Finn Slumstrup er på deres rejse i grænselandet mellem Kongeåen og Ejderen nået til Flensborg. De går fra hovedgaden til Helligåndskirken med Bjørn Nørgaards udsmykning og videre frem til Flensborghus og Flensborg kirkegård, hvor Istedløven nu troner igen, nu med et lidt andet budskab end første gang, den sad her.
Sangens kraft 2
I Bulgarien har de en rig tradition på folkelige sange, hvor kvinder synger med skarpe kraftige stemmer. De skulle kunne høres over lange afstande, når de vogtede kvæg oppe i bjergene. Den måde at synge på har været til inspiration for sangere både i og udenfor Bulgarien. den2radio sender serien med overskriften ’Sangens kraft’, hvor vi her i den anden podcast følger sangeren, musikeren, danseren og komponisten Anne Eisensee og høre hende synge sange fra Bulgarien.
Moster mesterdetektiv 1
Moster mesterdetektiv’ er Karin Lützen blevet kaldt af sine niecer undervejs i arbejdet med at afdække sin mors store hemmelighed. Det er en fortælling om sent i livet at opdage at ens rødder er anderledes, end man troede. Karin Lützen er vokset op med en dansk far og en fransk mor, men det var først efter moderens død, at det gik op for hende, at der var hemmeligheder i moderens fortid. Hun opsøgte hendes barndomskvarter i Paris og kom langsomt på sporet af sin hidtil ukendte slægt.
’Mors hemmelighed’ er titlen på den bog, der kom ud af det hele, og den2radio har to samtaler med Karin Lützen, det er den første vi sender i denne uge.
Pharaos klassikere: Viggo Stuckenberg: Den hvide Dør (1894)
I Pharaos Klassikere bliver vi i 1890’erne, hvor den litterære retning symbolismen slog igennem, og digteren Viggo Stuckenbergs lille fortælling Den hvide Dør er et godt eksempel på, hvad symbolisme egentlig er: en genstand, den hvide dør, ophæves til et symbol på mening; man kan gå igennem en dør og komme til en forståelse af en dybere mening, men i dette tilfælde forbliver døren lukket.
En verden af bystater 2
Det antikke Grækenland er ikke et land i nutidig forstand. Det oldgræske landområde bestod af en lang række bystater, der havde egen forfatning og territorialgrænse. Der var så at sige mange stater i det samme land. Bystaten var selvstyrende men ikke nødvendigvis uafhængig. ’Som frøer omkring en dam’: således beskrev den oldgræske filosof Platon placeringen af den antikke civilisation. I modsætning til i dag, hvor havet udgør en forhindring man skal finde en vej udenom, udgjorde havet oldtidens infrastruktur. Vandvejene havde en essentiel betydning for bystaternes handel, krigsførelse og pirateri. Professor i antikkens historie Vincent Gabrielsen fortæller om bystaterne her i den 2.podcast.
Uroksen fra Vig 2
Hvordan havnede en hel urokse i et mosehul ved Vig for ca. 10.000 år siden? Hvad kan en uroksetand gøre for en kvindelig stenalderjæger? Og hvad fortæller et stykke knoglekunst af en urokse fra Ryemarksgård os om de første mennesker på de nordlige breddegrader? Sammen med oldtidsarkæolog og museumsinspektør Peter Vang Petersen er den2radio på jagt efter uroksens fortællinger fra nogle af de fineste fund fra jægerstenalderen i Nationalmuseets oldtidssamling.
Hall og Jensen præsenterer 1972
Vi er nået til tredje podcast i serien "1970-1979", som komponist Martin Hall og forfatter Søren E. Jensen er i færd med at afvikle – denne gang om året 1972. Udsendelsesrækken præsenterer lytteren for en række nedslag og stemningsbilleder samt et væld af historier fra og om perioden, der af en norsk barokgruppe er blevet kaldt "årtiet, som den gode smag glemte". Musikalsk er der tale om både popsange, man havde glemt, samt om klassikere og eksperimenter, der kun kunne se dagens lys i halvfjerdserne.
Foto: den2radio
