Den2Radio - Uge 15 - 2025
Udsendelse d.5. - 11. april. 2025
InterMetzo
Georg Metz ser tilbage på det gamle Amerika - dengang alt var så spændende og nyt og med alle nye smarte ting, som vi ikke havde i Europa. Udlandsdanskere kom på besøg i det gamle Danmark og fortalte om hvordan der blev bygget skyskrabere, og så kom filmene som ændrede kulturen, også i den verden filmmagernes fædre havde forladt. Fiktionens glans blev Amerikas bidrag til verden og den del af deres udenrigshandel der gav dundrende overskud. Den nye magthaver kan ikke døje Hollywood og vil snarest kværke filmbyen og lægge andet land under sneploven. Det hele er uopretteligt bagvendt, når en levende parodisk fiktion af den grimme amerikaner udøver den magt, amerikanerne har været dumme nok til at give ham.
Radio Mælkebøtten. Naturbeskyttelse med huller så store som en traktor
Radio Mælkebøtten har sendt den2radio endnu en podcast om den forpligtelse, som Danmark har indgået for at beskytte naturen, men hvor virkeligheden er en anden. I dette afsnit med titlen 'EU indefra' undersøger Radio Mælkebøtten hvorfor EU må presse Danmark til at tage naturen alvorligt, og hvad der ligger bag ord som 'beskyttet, nationalpark og Natura 2000'.
Landbrugets arkitektur og natur 3:
den2radio går her på sporet af, hvordan det regenerative landbrug udfolder sig i praksis hos forskellige producenter : en stor gård med planteavl og CA-dyrkning på Sydsjælland og en lille gård med grønsager og økologisk dyrkning i Nordsjælland.
Jeg kan ikke li’ musik 2
Den 2. podcast med navnet ”Jeg kan ikke li musik” er skruet sammen af den2radio’s Anne Eggen. Musikken er fra barndommen og sidder i hjernebarken, siger hun. Denne gang er det musik med bl.a Jackie Gleason, Rosemary Gloony, PH og så brummer Peter Plys også med.
Mareridt i vågen tilstand
Søvnlammelse er en tilstand, som let kan forveksles med en psykisk lidelse. Det kan den, fordi oplevelsen er så skræmmende. Kroppen kan ikke bevæge sig, og det er normalt at opleve hallucinationer. Søvnlammelse sker for hver tredje af os en eller to gange i livet. Enkelte oplever tilstanden hyppigere. Alligevel har læger i Danmark kun lidt kendskab til sygdommen. Derfor får patienter at vide, at de lider af en psykisk lidelse, når de kontakter lægen. I indslaget fortæller Gry Lücking om, hvordan hun oplevede søvnlammelse første gang. Undervejs fortæller Marit Otto, som er afdelingslæge på Neurofysiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, om søvnlammelse.
Samfundsord. Ulighed
"Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt", lød det fra Grundtvig. I de seneste år har stigende ulighed herhjemme og særligt de omfattende og populære analyser af den franske stjerneøkonom Thomas Piketty pustet til ilden. Men hvor galt står det egentlig til med uligheden herhjemme. Hvorfor er den steget over den seneste årrække, og bør vi egentlig gøre noget ved den? Samfundsord går til den økonomiske videnskab for at søge afklaring i dette afsnit, hvor Magnus Schou Rothberg taler med Birthe Larsen, som er lektor ved Institut for økonomi ved CBS og i mange år har forsket i ulighed og bidraget til den offentlige samtale om emnet.
Sophia 7 Hvad var det der skete
I Sophia-samtalerne ønsker vi – udtalt eller uudtalt – at pejle den dannelse, som ikke kan gøres til pensum, men som kan anes, når noget i samspillet mellem mennesker lykkes. Det er dette noget, vi leder efter. I den syvende udsendelse har Sophias Jens Raahauge inviteret lærer Josefine Rask indenfor til en samtale om dannelse i læreruddannelsen og i lærerarbejdet. Afsættet er det bachelorprojekt, som hun sammen med Aviaja Stjernstrøm fik lærerprofession.dk dannelse særpris for. Deres projekt drejede sig om ”Hannah Arendts relevans i kristendomskundskabsfaget”.
Verden af i gaar 7
Stefan Zweig beskriver i dette afsnit af sine erindringer sine læreår, sin modningstid, hvor han rejser rundt i Europa i begyndelsen af 1900-tallet og suger til sig og møder spændende mennesker: Rudolf Steiner, den belgiske digter Verhaeren, svenske Ellen Key som skrev Barnets Århundrede og vores egen Georg Brandes. Og kapitlet slutter med hans afsluttende eksamen i filosofi. Så fik han den doktorgrad, som familien ønskede.
Jazz Grooves 6: Mit møde med Oscar Pettiford
Oscar Pettiford levede fra 1923 til 1960 – han blev kun 37 år
Pettiford var cellist, bassist, komponist og orkesterleder. Han nåede at sætte et afgørende stempel på det moderne jazzbasspil, både som akkompagnatør og som solist. Han komponerede en række melodier, som er blevet jazzstandards, og op gennem 1940erne og 50erne indspillede og spillede han med en lang række af jazzens største. De sidste to år af sit liv boede Pettiford i Danmark og betød meget for, at Danmark er blevet kaldt Bassisternes Land begyndende med Niels Henning Ørsted Pedersen og videre frem til Thomas Fonnesbæk.
Jazz Grooves-værten oplevede Oscar Pettiford ved hans sidste koncert.
Foto: Augusts første cykel (den2radio)
