Den2Radio - Uge 17 - 2016

Udsendelse d. 23. - 29.april. 2016

Først kommer Intermetzo som altid - Georg Metz’ ugentlige klumme fra Information har denne uge overskriften "Kollaterale omkostninger - Mod nye eventyr på fornyede vilkår", og det handler om, at Danmark endnu en gang er gået i krig og hvad kan bombning i fjerne lande komme til at betyde?

Vi sætter en ny serie i søen i denne uge, og det er om Sønderjyske Danmarkshistorier. Finn Slumstrup og Jørgen Johansen rejser rundt til de forskellige interessante steder i Sønderjylland. 10 udsendelser i alt er planlagt og den første handler om Danmarks ældste by, Ribe.

Den2radio’s Ronkedorer har hver taget en fagbog med i studiet, som de fortæller om, og Nikolaj Ifversen har medbragt Thomas Ladegaards bog om ’Palmemordet’  . Georg Metz kommer med ’Osmannerrigets fald’ af Eugen Rogan,  . ’Bag muren’ hedder den bog Jens Raahauge har taget med, den er skrevet af Bjørn Meidell og   den bog Egon Clausen har taget med er ’Sovjetunionens fald’ af Michael Dobbs.  Det er ikke kedeligt at høre på.

I 3 udsendelser her på den2radio hører vi om Jazz i Japan personificeret af den japanske forfatter Haruki Murakami og hans forhold til amerikansk jazz, og i denne uge er vi nået til den sidste, hvor Murakamis danske oversætter Mette Holm fortæller om ham, og det er en serie som vi har lånt af RadioJazz.

God erotisk litteratur er aktuel til alle tider og på alle steder. Jin Ping Mei er en erotisk roman fra 1500-tallets Kina. Den har ingen kendt forfatter og er måske udsprunget af en mundtlig fortælletradition. Bind 3 af 10 bind, som forlaget Vandkunsten har sat sig for at udsende, er netop udkommet, og i den anledning genudsender den2radio et interview med oversætteren Vibeke Børdahl.

'De udødeliges' redaktion har været i Bruxelles for at producere optagelser med politikere fra hhv. Regionsudvalget, Parlamentet og Kommissionen. I den første udsendelse fra Bruxelles har vi fokus på aldring og sundhed. Vi taler med specialkonsulent Christina Wanscher fra Region SydDanmark, ordfører for Danske Regioners  rep. i EU på sundhedsområdet (Soc.), Carsten Uno Petersen, parlamentarikeren (Soc.),Christel Schaldemose  og kommissær John Dalli. Det var i 2012 at den2radio var i Bruxelles og i mellemtiden er alle kommisærerne blevet skiftet ud.

"Litteraturforsker LISE BUSK-JENSEN gæster Den Røde Sofa for at tale om Romantikkens stærke forfatterinder. Med Jakob Juhl Matzen ved interviewroret bliver vi klogere på intimsfæren i Romantikken og hvordan den er helt anderledes i dag, de kvindelige forfatteres vigtige, men til tider oversete, plads i litteraturhistorien og meget mere."