Den2Radio - Uge 17 - 2023
Udsendelse d.22.-28. april. 2023
Intermetzo
Georg Metz kigger på Liberal Alliance i sit som engang blev samlet af en lille flok, der svor til ur-liberalismens samfundsorden. Partiets selvrepræsentation er ikke tænderklaprende interessant, derimod garneret med billeder af den præsentable formand, der synes allestedsnærværende, hvilket på længere sigt ikke nødvendigvis er en fordel.
Landmand uden jord 4
’Vi kan ikke forstå det’. Jonna og Olav Lauridsen i Vestjylland har netop solgt Gejlgården i Tistrup, som de har drevet i 49 år. Nu er de flyttet ind i et nyt hus i Skovlund. De oplever at dansk landbrug bliver forfulgt, og de mener, at de såkaldt kloge - ikke sætter sig ind i hvordan virkeligheden er. De lytter ikke. De forstår ikke. De vil ikke forstå, for de hader landbruget. Olav forstår ikke, hvad politikerne er ude på. Det er træls, siger han. "Vi kan ikke forstå det!"
Spiller de musik i JazzDanmark
JazzDanmark er en interesseorganisation med fokus på jazz og ikke mindst, hvad de kan gøre for at fremme livet for musikerne og musikken i Danmark. Den fungerende formand, Agnete Seerup fortæller om sit arbejde og foreningens virke i et lille land, der gennem tiden har været kendt som et sted, hvor man kunne være sikker på at høre god jazz og ikke blive forfulgt grundet sin hudfarve.
Hall og Jensen præsenterer 1974
I det femte program i Martin Halls og Søren E. Jensens gennemgang af de musikalske halvfjerdsere er vi nået til 1974, et år som bød på en herhjemme helt ukendt spansk schlager klassiker med Jeanette, dansk gospel uden gud og aristokratisk pop med Lady June. Der er som altid tale om en lind strøm af stemningsbilleder og historier fra perioden, der af en norsk barokgruppe er blevet kaldt "årtiet, som den gode smag glemte".
Fortidsfåret i historiens tjeneste
I den første podcast om fortidsfåret får vi et indblik i den videnskab det kræver at holde styr på geder og får med et sjældent besøg i magasiner og knoglekasser på Naturhistorisk museum. Såvel som vi er med backstage, når dyrepasser Mia Carlsen og hendes kolleger i Sagnlandet Lejre muntert flytter rundt på de meget levende dyr. Sammen med assisterende kurator Kristian Murphy Gregersen går vi på opdagelse i den zoologiske samling fra kvartærtiden, der blev grundlagt i midten af 1800-tallet. En uvurderlig samling på blandt andet 5-10 millioner stumper og knogler fra 130.000 år af Danmarks historie. En meget besøgt og efterspurgt del af den nyere del af samlingen er netop knoglematerialet fra forgængerne til gutefårene i Sagnlandet Lejre.
Grænselandshistorier 9
Jørgen Johansen og Finn Slumstrup er på deres rejse i det dansk-tyske grænseområde nået til Skibelund Krat lige nord for Kongeåen. Her – hvor der var god udsigt til det gamle tabte land- blev der efter nederlaget i 1864 etableret en udendørs festplads i grundtvigiansk ånd med møder og mindesten, der skulle holde liv i genforeningshåbet.
Pharaos klassikere: Johs. Jørgensen – Vesterbro
Johannes Jørgensen var Symbolismens bannerfører i dansk litteratur i 1890'erne, men han var også Johannes V. Jensens store forbillede i begyndelsen af dennes karriere. Og i den beskrivelse af København, som Jørgensen skrev til et stort samleværk med titlen Danmark i Skildringer af danske Forfattere og Kunstnere i 1893 forstår man måske nok - ikke mindst i beskrivelsen af Vesterbro - noget af det, der kunne forene de ellers ret forskellige forfattere Jørgensen og Jensen.
En verden af bystater 4
Den oldgræske verden havde et rigt kulturelt liv, som blev understøttet af de forskellige bystater. Offentlige institutioner som teatret, templerne og gymnasion spillede væsentlige roller i den enkelte grækers liv og var med til at skabe den kulturelle lim, der gav en fælles græsk identitet på tværs af bystaternes omkransende mure. Det er den 4-podcast i serien ’En verden af bystater’.
Sangens kraft 4
Anne Eisensee har ledt mange steder i verden, i folkemusikkens dyb, efter sange og syngemåder og musikinstrumenter, der kunne inspirere hende til at finde sit eget musikalske udtryk. Indien, Bulgarien, Grækenland, Norden er nogle af de steder hun har besøgt og deltaget i workshops. Andre inspirationskilder er middelalderkomponisten Hildegard von Bingen og fransk barokmusik spillet på viola da gambe. Anne Eisensee komponerer også selv og er i gang med projektet, hun kalder ”Sjaruna”, som er sange hinsides tid og sted og sprog.
Foto: den2radio
