Den2Radio : Uge 17 - 2025
Udsendelse d. 19. - 25. april. 2025
InterMetzo
Georg Metz er gået tilbage i tiden i USA og har sat overskriften på sit Intermetzo: 'Amerikansk tradition for selvdestruktiv intolerance'. Før senator Joseph McCarthy kom til tops i offentligheden 1950, stod det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus J. Parnell Thomas i spidsen for den bevægelse, der senere blev McCarthyismen. Ikke ulig nutidens mediehuse, flere universiteter og visse firmaer, der bøjer sig under Trump-regimets sensoriske udrensninger, der jo også rammer folk i udlandet. ”De tigger om at få lov at kysse min røv”, som Trump udtrykker sig og minder også her om McCarthys smagfuldhed. Trumps mål er ikke at udrydde diversitet på universiteter og i medierne, men at tilintetgøre enhver demokratisk opposition, mens han dag efter dag udruller sit kup mod det amerikanske samfund for i levende live at få sit orange kontrafej hår og hud hugget ind i Mount Rushmore. Whatever it takes, uanset hvem og hvad der stiller sig i vejen.
Landbrugets arkitektur og natur
I den2radio’s serie om fødevareproduktion, natur og arkitektur belyser vi feltet fra forskellige vinkler og på forskellige niveauer – både set fra de enkelte landbrugsproducenter, deres oplevelse af vilkår og udfordringer og deres valg – og hvordan landbrugets gamle og nye foreninger henter inspiration, udvikler idégrundlag og samler erfaringer i dialog med både deres medlemmer og aktuel forskning. I Danmark handler nogle af de nyeste bevægelser om Conservation Agriculture og Regenerativt Landbrug, der har rødder i USA.
Elitenetværk
I programmet Elitenetværk snakker Thor Eiken Mulvad og Claus Bo Bjerglund Andersen med historiker Dino Knudsen fra Københavns Universitet om oprettelsen af elitenetværk og deres historiske indflydelse. I sit arbejde har Dino Knudsen beskæftiget sig med Den Trilaterale Kommission og Bilderberg Konferencerne. Elitenetværk bliver ikke så tit omtalt af medierne og det til trods for deres store indflydelse på defineringer og løsninger af samfundets problemstillinger. Programmet sætter også fokus på, om elitenetværk skal ses som en demokratisk udfordring eller et supplement til demokratiet, når det virker ineffektivt.
Samfundsord: Mobilitet
Mobilitet er mere end fra A til B. Sådan lyder det nærmest paroleagtigt i mobilitetsforskningen. Hvordan ser samfundet ud, set med mobilitetsbriller, og hvad sker der, hvis man forskyder fokus fra stedbundne nationer med varige institutioner og sociale formationer til alt det, som foregår mellem disse, som er mobilt og i bevægelse. I dagens Samfundsord diskuterer Janus mobilitetsbegrebet sammen med professor Ole B. Jensen fra Aalborg Universitet. Samtalen bevæger sig fra klassiske sociologer som Georg Simmel, over Zygmund Bauman og frem til John Urry, som af mange anses som den moderne mobilitetsforsknings ophavsmand. Derudover diskuteres det, hvordan man kan bruge mobilitetsbegrebet til at forstå og måske endda løse nogle af samfundets største kriser. "Samfundsord" tager aktuelle ord under kærlig behandling og forsøger ved hjælp af idéhistorien og samfundsteorien at blive klogere på de ord, vi bruger, når vi diskuterer med hinanden om verden omkring os.
Jazz Grooves 8: Mit møde med Dexter Gordon 1
Dexter Gordon var både tenorsaxofonist og sopransaxofonist. Han blev regnet for den førende bebop-tenor, og han markerede sig fra midten af fyrrerne og spillede og indspillede med de store bebop-musik-skabere. Hans spil var tydeligt inspireret af Lester Youngs, men i store dele af 50erne var han inaktiv pga narkotikamisbrug og fængselsophold. Fra begyndelsen af 60erne indspillede Gordon en række enestående LP’er på Blue Note, hvor han viste sit majestætiske tenorspil. Han blev 67 og døde i 1990.
Tyranner sover aldrig
Verden er urolig, i Mellemøsten har vi set revolutioner med tvivlsomt udfald, og vi ser tyranner, der myrder deres egne folk. Vi er dykket ned i litteraturen og sammensat en collage om tyranner, revolution og frihed.
I podcasten medvirker: Lene Andersen, Merete Arnoldi, Hannah Corinne, Nikolaj Ifversen, Steen Nepper Larsen, Karsten Pharao og Ole Reitov.
Verden af i gaar 9
Stefan Zweig opholdt sig i Paris i 1904. Sin vane tro opsøgte han nogle af de kunstnere, han beundrede, og i denne uges afsnit giver han en indfølende beskrivelse af de to store kunstnere Rainer Maria Rilke, østrigsk digter, og Auguste Rodin, fransk billedhugger, som han stiftede nærmere bekendtskab med i Paris. Fra Paris tager han til London, hvor det ikke lykkes ham at skabe kontakt til engelske intellektuelle i nævneværdig grad, englænderne er noget mere reserverede end franskmændene og isolerer sig i deres klubber. Men han får en åbenbaring på British Library, da han opdager William Blake’s billeder.
Påske i Grækenland
Påsken bliver fejret i stor stil i Grækenland og den2radio har været med i landsbyen Petra, hvor langfredag er det sørgelige højdepunkt, hvor Jesus bliver båret i procession gennem landsbyen og hvor det glædelige højdepunkt er natten efter midnatsmessen op til påskesøndag, hvor glæden bryder løs, kirkeklokkerne kimer og fyrværkeri bliver brændt af. Det er psykolog og forfatter Libby Arcel, der selv kom fra Grækenland, der fortæller.
J.S.Bachs Påskeoratorium
I anledning af påsken sender den2radio Johan Sebastian Bachs Påskeoratorium i en indspilning med originale instrumenter med det belgiske barokensemble Collegium Vocale Gent, som Philippe Herreweghe dirigerer. De fire solister er: Barbara Schlick, Kal Wessel, James Taylor og Peter Kooy.
Foto: den2radio
