Den2Radio - Uge 19 - 2016
Udsendelse d.7-13.maj. 2016
Den2radio fejrer lige nu 8 års jubilæum, støt os og se os på facebook – skriv meget gerne kommentarer til udsendelserne. Og formanden Georg Metz er som altid på som den første.
Denne uges Intermetzo har overskriften: Det nykorrekte. Den store glemsomhed i nationens navn. Tavsheden om Danmarks nærmeste fremtid i det europæiske er larmende, særligt med hensyn til politisamarbejdet, men regeringen er ganske tavs, for efter nej’et til folkeafstemningen i december om retsforbeholdene viser det sig nu, at Danmark end ikke vil blive konsulteret, når den nuværende ordning udløber om mindre end et år. Der var ellers ingen grænser for forsikringerne på nej-siden dengang om EU’s hede interesse i at fastholde Danmark i tæt samarbejde.
Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie er en ny serie om en række erindringssteder, hvor geografien, kulturen og mentalitetshistorien taler deres tydelige sprog. De to sidste uger foregik hhv i Ribe og på Rømø, og de to udsendelser kan I finde på fanebladet ’Tidligere udsendelser’ og i ’Serier’, og i denne uge foregår Danmarkshistorien i Møgeltønder med Danmarks smukkeste landsbygade. Vi skal høre om ’sort sol’ og ’sort safari’, om Møgeltønder som slotsby, bondeby og kirkeby og om oplandet med guldhorn og Rudbøl grænseby og husene i Ballum.
Klassisk på nettet handler om maj måned, bare nogle få af de mange skønne værker, der er komponeret til foråret især til maj, og blandt musikstykkerne finder vi slutsatsen af Mozarts klaverkoncert nr 27, som netop har ’Kom maj du søde milde’- temaet.
Dansk kunst i det 20.århundrede er en bog tæt på 1000 sider af Mikael Wivel, kunsthistoriker, journalist og forfatter. Igennem 1900 tallet har der været gjort mange forsøg på at skabe orden i og rubricere de enkelte kunstnere i meningsfulde sammenhænge, men Mikael Wivel har haft den fordel at kunne se tilbage over hele århundredet og skabe den store fortælling om det 20.århundredes danske kunst.
De udødelige har denne gang fokus på ildsjælen Lillian Knudsen. Hun var fagforeningskvinde og tidligere forbundsformand for Kvindeligt Arbejder forbund, det var hun indtil 2004, og i de år stod ligeløn og ligestilling på dagsordenen, og hun kæmpede mod åbenlyse uretfærdigheder på et ulige arbejdsmarked. Nu øser hun af sine erfaringer med slidsomt arbejde, omsorg og ældres behov.
The Birds med ’i’ er en filmklassiker af Alfred Hitchcock, men The Byrds med ’y’ er en amerikansk popgruppe, der havde sin storhedstid i 1960’erne. I 1965 begyndte det at blive smart at sætte strøm på Bob Dylans akustiske sange, og The Byrds var dem, der gjorde det mest effektivt. The Byrds er skaberne af begrebet folkrock. Gruppen havde flere navne før de besluttede sig for The Byrds. De var på mange måder inspireret af The Beatles – men de blev lidt uvenligt omtalt som en discount udgave af The Beatles, amerikansk pendant eller en fattigmandsudgave af The Beatles. Og ligesom The Beatles valgte at stave sit navn ’b e a’ i stedet for ’b e e’ ’billerne’, så valgte The Byrds at stave deres navn med ’y’ i stedet ’i’, men inden for et halvt år fik gruppen to numre på 1.pladsen på den amerikanske hitliste.
Den røde sofa er placeret på en bar i det indre København – Retro Bar – og i den sidder Lorens Juul Madsen, han er forfatter, oversætter, cand.mag i italiensk og retorik og vokset op med en italiensk mor og en dansk far. Han taler med forlæggeren Marie Andersen om sit oversætterarbejde med fokus især på den netop afdøde forfatter Umberto Eco.
I disse uger genudsender den2radio de 5 foredrag som litteraturforskeren Lise Busk-Jensen afholdt i forlængelse af sin disputats om Romantikkens forfatterinder. Lise Busk-Jensen kommer vidt omkring i sin afdækning af kvindelitteraturens fremvækst i 1800-tallet, og vi får et bud på hvorfor så få danske kvindelige forfattere har opnået klassikerstatus. Det andet foredrag handler om den kvindelige dannelsesroman med udgangspunkt i Thomasine Gyllembourg’s ægteskabsroman ’Ægtestand’ fra 1835.
"Den 27. Maj 2016 inviterer Blixenprisen for andet år i træk til fejring af den dansksprogede litteratur. I år bliver festen afholdt i en af landets absolutte højborge for litteratur, kultur og viden: Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Blixenprisen er en folkefest for alle os, der elsker bøger. Vi hylder og samler den danske bogbranche fra forfattere over redaktører til boghandlere. Litteratur er en uundværlig del af mange menneskers liv – til nydelse, inspiration, underholdning og indsigt. Men litteratur er også debatskabende og er med til at flytte samfundet i nye retninger. Blixenprisen blev indstiftet i 2015 af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. I denne udsendelse fortæller formændene for de to forfatterforeninger Jakob Vedelsby og Jan Tielke om deres arbejde med Blixenprisen og vigtigheden af en prisfest, der kan samle hele den danske bogbranchen."
Foto: Mosehuset - Dyndetvej 30 - (Borup) (S.Nordholt)
