Den2Radio - Uge 19 - 2017

Udsendelse d. 6. - 12- maj. 2017

InterMetzo
Georg Metz fokuserer i denne uge bl.a. på Grønland og steders rette navn - og hvordan de danske bynavne mange steder er blevet skiftet ud med originale som at Godthåb blev til Nuuk og Jakobshavn til Ilullisat, og det er der visse danske politikere der har svært ved at finde ud af og at acceptere.
Museer skaber viden
Tæt på motorvejen ved Køge finder man en ringborg fra vikingetiden. I udsendelsen kan man høre om udgravningen af borgen, og hvordan den giver mulighed for, at man kan stille nye spørgsmål om de andre ringborge i Danmark. Udsendelsen giver et indblik i, hvad det er for nogle metoder, man kan bruge i arkæologien, og selv om nogle af de alvorlige begivenheder på borgen har fundet sted for 1000 år siden, så kan politiet godt spille en rolle i opklaringen.
Musik i planter
Hippietiden har ikke helt sluppet sit tag, er der givet flere der vil mene, når de hører om planter, der kan lave lyde og endog fungere som orkesterleder for veletablerede musikere, der ydmygt forsøger at følger med i plantens toner, når den spiller op. Men den er god nok. I det mindste lykkedes det organist, Emil Savery, og percussionist, Benjamin Hedengran Andersen, at overbevise den2radio om, at det var en julestjerne der frembragte de toner der lød i baggrunden, mens vi talte med dem om kunsten at spille med planter. I løbet af sommeren forventer Emil Savery og Benjamin Hedengran at færdiggøre en indspilning med diverse musikere og flere forskellige planter.
EuropaProfilen
2017 er på mange måder et skæbneår for EU. I denne uge stiller Europa-Profilen skarpt på Brexit, som jo blev besluttet af et lille flertal af de britiske vælgere sidste år, og hvor forhandlingerne nu skal til at gå i gang. Men det er ikke alle i Storbritanien der bare lægger sig ned og akcepterer udfaldet af afstemningen. Tidligere premierminister Tony Blair maner nu til kamp mod Brexit. At Storbritannien skal forlade EU har vakt stor vrede og uro i Skotland. Og netop uenigheden om fortsat medlemskab i EU er den vigtigste grund til, at Skotland igen ønsker at få en folkeafstemning om løsrivelse sig fra Storbritannien. Du kan høre en samtale om Skotlands mulige løsrivelse med Maja Kluger Dionigi, seniorforsker ved tænketanken "Europa", hvor hun bl.a. har ansvaret for at udarbejde analyser af aktuelle europæiske emner.
Flygtningepresset på Europa er på dagsordenen i alle de europæiske lande. Hør sidst i udsendelsen politiske kommentator Ove Weiss stille spørgsmålet: Kompromis i rød blok om flygtningene?
Pontoppidan, Digterliv
I vores oplæsning af Henrik Pontoppidans samling ”Krøniker” er vi i denne uge nået til den bidsk-ironiske historie ”Digterliv” om en rigtig talentfuld ung digter, der bare har det uheld hele tiden at ligge et par sæsoner efter modeudsvingene i den litterære offentlighed. Med et trist resultat.
Klassisk på nettet
Klassisk på nettet er en udsendelse med et fast tema, og denne uge har en times tid med den skønneste musik til maj måned f.x. ’Fynsk forår’ af Carl Nielsen, scherzoen fra Dvoraks 8.symfoni, ’Die Mainacht’ af Brahms sunget af Christa Ludwig, solsorten – ’Le merle noir’ af Olivier Messiaen spillet af Emmanuel Pahud og flere gode klassiske ting.
Spis som en romer 2
I den 2.udsendelse om romerne, deres mad og historie skal vi høre om kejsertiden – den hvor det romerske imperium var på det højeste. Her var romerne kommet i kontakt med hele Middelhavsområdet, og deres madvaner ændrede sig. Man gik fra at spise lokale produkter til at importere og koncentrere fødevareproduktionen i store enheder og det gik ikke uden problemer. Vi skal igen møde kok og udstillingskurator Valerio Romito der køber ind og laver mad efter de oldgamle forskrifter, og opskrifterne kan lytterne finde på den2radio’s hjemmeside.
Islamiske dynastier og kunst 18
Islamiske dynastier og kunst handler denne gang om de indiske sultanater som religionshistoriker Søren Lassen fra Københavns Universitet fortæller om og direktøren for Davids Samling Kjeld von Folsach fortæller om kunstsamlinger fra samme tid, og tiden er ca fra 1200 til 1650.